Robotten, der gik skridt for skridt en personlig bog med dit barn som helten

Om onsdagen, efter sidste ringning, blev naturfagslokalet på skolen til naturfagsklubben. Bordene blev skubbet sammen, og hylderne var fulde af tomme kasser, flaskelåg og paprør. Sasha kunne bedre lide at være der end noget andet sted på hele skolen.

Denne onsdag bar fru Rivera, der var leder af naturfagsklubben, en stor kasse ind og satte den meget forsigtigt ned.

»I dag,« sagde hun, »skal vi bygge robotter.«

Hun løftede låget. Indeni sad en række små hvide gulvrobotter, runde og glatte, hver af dem på størrelse med en bolle. Ovenpå hver robot var der små knapper: en pil, der pegede fremad, en pil, der pegede tilbage, en pil for drej til venstre, en pil for drej til højre, en rund grøn knap for start og en grå knap for slet.

»På fredag har vi klubbens opvisning,« sagde fru Rivera. »Hver af jer skal bygge en robotkrop, og så skal I programmere en robot til at komme igennem labyrinten på bordet. Familierne er inviteret.«

Sashas mund faldt op. En rigtig robot!

Først kom kroppen. Fru Rivera brugte saksen til at klippe et pænt firkantet hul i toppen af en lille kasse, så pileknapperne kunne kigge frem, og hun klikkede batterierne ind i Sashas robot, for saks og batterier er en voksens job. Sasha malede kassen himmelblå og trykkede så to orange flaskelåg fast på forsiden med en limstift. De lignede præcis øjne. En piberenser, snoet til en krøllet antenne med en blød gul pompon for enden, gjorde den færdig.

»Hvad hedder din robot?« spurgte fru Rivera.

Sasha behøvede ikke engang at tænke sig om. »Bolt.«

Labyrinten på bordet var et stort hvidt stykke karton, inddelt i felter, og hvert felt var præcis lige så langt som ét robotskridt. Strimler af pap stod op som vægge. I det ene hjørne var der en grøn prik til start, og i det fjerneste hjørne en skinnende guldstjerne til mål.

»Begynd i det små,« sagde fru Rivera. »Prøv to skridt.«

Sasha satte Bolt på den grønne prik, trykkede én gang på fremad-pilen, trykkede igen og trykkede så på start. Bolt summede, kørte præcis ét felt frem, kørte præcis ét felt mere frem, standsede og sagde bip.

Sasha grinede højt og klappede. »Den talte!«

»Ét tryk er ét skridt,« sagde fru Rivera. »Og en liste af skridt i rækkefølge kaldes et program.«

Sasha kiggede på labyrinten. Den så ikke så svær ud.

Uden at stoppe op og planlægge trykkede Sasha på knap efter knap, så hurtigt som muligt, for hele labyrinten på én gang. Så start.

Bolt kørte frem. Bolt drejede. Bolt kørte frem igen, drejede den forkerte vej og bumpede med næsen først ind i en papvæg. Så trillede den hen mod bordkanten, indtil fru Rivera lige nåede at gribe den.

Et par børn fnisede, ikke ondt ment. Sashas kinder blev varme. Sasha lagde armene over kors og lænede sig tilbage.

»Bolt er i stykker.«

Fru Rivera knælede ned ved siden af Sasha, så deres øjne var i samme højde. »Bolt er ikke i stykker,« sagde hun stille. »En robot gør præcis, hvad du siger til den. Præcis det, du trykkede, i præcis den rækkefølge. Hvis den kører den forkerte vej, er der en fejl et sted i skridtene. Programmører har et navn for den slags fejl. De kalder det en bug.«

»En bug,« gentog Sasha med en finger på hagen.

»Og programmører finder bugs ved at teste,« sagde fru Rivera. »Et par skridt ad gangen.«

Hun lagde en bunke små papkort på bordet. På hvert kort var der tegnet en pil.

Denne gang rørte Sasha ikke en eneste knap. Sasha lagde i stedet pilekortene hen ad ruten, ét kort på hvert felt, ét kort for hvert skridt. Så gik Sashas finger langsomt gennem labyrinten, felt for felt, og læste kortene som et spor af fodaftryk. Fremad, fremad, drej, fremad, drej.

Så var det tid til at teste. Sasha trykkede på slet, så Bolt glemte alt, og programmerede kun de første tre skridt. Start. Bolt klarede dem perfekt. Slet igen, og denne gang de første fem skridt. Start. Perfekt igen. Slet, og syv skridt.

Ved det tredje sving standsede Bolt, og Sasha lænede sig ind over. Robotten vendte nu ansigtet mod Sasha, og flaskelågsøjnene kiggede lige tilbage hen over labyrinten.

»Åh!« Sasha holdt pilekortet op. »Når Bolt kigger på mig, er Bolts højre min venstre!«

Kortet pegede til venstre. Set fra Bolts side skulle det pege til højre. Sasha vendte kortet om, slettede robotten, trykkede alle skridtene ind igen og trykkede på start. Bolt kørte hele vejen til enden af testen.

»Bug fundet,« sagde fru Rivera og smilede.

Om fredagen var skolens sal fuld af familier, og morfar vinkede fra første række.

Da det blev Sashas tur, satte Sasha Bolt på den grønne prik og trykkede først på slet. Så, med pilekortene lagt ud som vejviser, trykkede Sasha omhyggeligt hvert skridt ind, ét ad gangen, og trykkede på start.

Bolt kørte. Bolt drejede. Bolt kørte og drejede og kørte, forbi hver eneste væg, rundt i det drilske tredje sving, og standsede præcis på guldstjernen.

Hele salen jublede. Morfar jublede højest af alle.

Men ved det næste bord kørte Jonahs robot rundt og rundt i ring. Jonah så ud, som om han var lige ved at græde.

Sasha gik derhen og læste Jonahs kort sammen med ham, skridt for skridt. Hvert eneste kort var rigtigt.

»Trykkede du på slet først?« spurgte Sasha.

Jonah spærrede øjnene op. Det havde han ikke. Hans robot huskede stadig alle de gamle skridt fra før. De trykkede på slet sammen, tastede skridtene ind igen og trykkede på start, og Jonahs robot kom også igennem labyrinten.

Fru Rivera lagde en hånd på skulderen af dem begge. »Det dér,« sagde hun, »er, hvad rigtige programmører gør. De planlægger, de tester, de finder fejlene, og de hjælper hinanden.«

Sasha kiggede på Bolt, der sad på guldstjernen med sin vippende pomponantenne, og smilede. Store problemer, viste det sig, blev løst ét lille skridt ad gangen.