Ringduen og hendes venner en personlig bog med dit barn som helten

Dette er et af de ældste dyreeventyr på arabisk. Det kommer fra Kalila og Dimna, den berømte fabelbog, som Ibn al-Muqaffa skrev for mere end tolv hundrede år siden, og det fortæller, hvordan nogle få små og svage dyr blev stærkere end nogen jæger, bare ved at være sande venner.

I en grøn oase mellem de gyldne klitter og de stenede bakker stod der et stort, skyggefuldt træ. I grenene boede en krage, som godt kunne lide at sidde højt oppe og se alt, hvad der skete nedenunder.

En morgen så kragen en jæger komme gående hen over sandet med et net over skulderen. Jægeren bredte nettet fladt ud, strøede en håndfuld korn ovenpå og gemte sig bag en busk for at vente.

Inden længe kom en flok duer flyvende over oasen. Forrest fløj ringduen, en blød grå due med en sort ring om halsen, som var den klogeste af dem alle og flokkens dronning. Duerne så kornet skinne i solen, og ned dykkede de allesammen for at spise det, og nettet faldt over dem.

Duerne baskede og flagrede og trak i alle retninger, og nettet holdt dem bare endnu fastere. Jægeren kom løbende.

»Stop!« råbte ringduen. »Hvis hver af os kæmper alene, bliver vi alle fanget. Men hvis vi flyver sammen, alle på én gang, kan vi bære nettet væk. Klar? Nu!«

Alle sammen slog duerne med vingerne, og langsomt, langsomt løftede hele nettet sig fra sandet og op i luften, med hver eneste due stadig indeni. Jægeren løb efter dem, så hurtigt han kunne, men de fløj over bakkerne, og til sidst gav han op og satte sig i sandet for at få vejret.

Kragen var forbløffet. »Jeg må se, hvordan det her ender,« sagde den, og den fløj efter duerne.

Ringduen førte sin flok hen til en bunke sten, hvor et lille hul åbnede sig i jorden. »Zirak!« kaldte hun. »Zirak, min ven, kom ud!«

Ud af hullet kiggede en lille brun rotte med runde ører og klare øjne. Det var Zirak, ringduens ældste ven. Da han så hende fanget i nettet, skyndte han sig hen til hende og begyndte at gnave i snoren om hendes hals.

»Nej,« sagde ringduen. »Befri først mine venner, én efter én, og befri mig til sidst. Hvis du bliver træt, efter at du har befriet mig, kunne du komme til at efterlade en af dem. Men mig ville du aldrig efterlade.«

Så Zirak gnavede snorene over for hver eneste due, den ene efter den anden, og allersidst ringduens, og hele flokken fløj hjem, fri og glad.

Kragen havde set det hele fra en sten tæt ved. »Zirak,« sagde den, »jeg vil gerne være din ven.«

»Du?« sagde rotten og bakkede ind i sit hul. »Krager spiser rotter! Hvordan skulle vi kunne være venner?«

»Hvis jeg spiste dig,« sagde kragen, »fik jeg ét måltid. Hvis jeg har dig som ven, har jeg en ven for livet. Og jeg har lige set, hvor god en ven du er.« Rotten tænkte over det, kom ud, og fra den dag var kragen og rotten venner.

Senere bar kragen Zirak hen til en dam, der fik vand fra en kilde, mellem dadelpalmerne, hvor kragens ven skildpadden boede. Skildpadden var langsom og klog og meget venlig, og de tre sad ved vandet og snakkede i timevis. En dag kom en gazelle løbende ud fra ørkenen, skræmt af en jæger, og vennerne tog imod hende og fik hende beroliget, og hun blev. Nu var de fire venner: kragen, rotten, skildpadden og gazellen.

Men en dag kom jægeren tilbage, og han fandt skildpadden, der gik langsomt rundt ved dammen. Han samlede hende op, puttede hende i sin sæk, bandt den godt til og gik hjemad.

Vennerne var fortvivlede, indtil rotten fik en idé. »Gazelle,« sagde han, »løb ud foran jægeren, og lad som om du er kommet til skade. Halt, og snub, og lad ham følge efter dig. Krage, flyv over hende, som om hun er lige ved at falde. Når jægeren smider sækken for at jage dig, befrier jeg skildpadden.«

Så gazellen haltede hen over sandet, og kragen kredsede over hende, og jægeren tænkte: »En gazelle er en større fangst end en skildpadde!« Han smed sækken og løb efter hende. Straks gnavede Zirak snoren over, og skildpadden kravlede ud og gemte sig mellem sivene. Og gazellen sprang af sted, hurtig som vinden, så snart jægeren kom tæt på.

Da jægeren kom tilbage til sin sæk, var den tom, med et lille hul i snoren. Han kløede sig i hovedet, kiggede sig omkring og gik hjem helt uden noget.

Og de fire venner, kragen, rotten, skildpadden og gazellen, levede sammen ved dammen i oasen, trygge og glade, for de havde lært det, ringduen vidste: Alene bliver de små og svage let fanget, men sammen er de stærkere end noget net.