Kontrolcenter, kan I høre mig? en personlig bog med dit barn som helten

Quinn havde pakket en forestillet kuffert til Månen. Den indeholdt en sandwich, en lommelygte og en meget tålmodig legetøjskanin. Ved morgenmaden spurgte Quinn, om Månen havde en hoveddør. Da familien nåede frem til planetariet, ventede der sytten spørgsmål mere. I dag var der rumlejr. Måske boede nogle af svarene under den kæmpestore sølvkuppel.

Indenfor tog Quinn en orange lejrdragt på. En Månemodel med kratere stod ved siden af en blå kapsel med en åben døråbning. »Vores simulator,« sagde instruktøren. »Et sted at øve sig på en lege-mission. Den bliver her på gulvet.« Quinn knælede ved Månen og pegede på en rund fordybning. Det ville være vidunderligt at komme derop. At lade, som om man tog derop, var en rigtig god begyndelse.

Først kom en opgave med en holdkammerat, der hed Kit. De holdt hver i én hank på en flad bakke med tre bløde skumsten. De skulle bære den hen over en polstret måtte. »Den her vej!« sagde Quinn. »Vent, drej!« sagde Kit præcis samtidig. Quinn tog et skridt; Kit stoppede. Bakken vippede. Tre lege-månesten trillede stille ned på gulvet.

Quinn satte sig tilbage på hælene. Selv en forestillet rummission gik galt, og de var ikke engang nået hen til kapslen. Kinderne føltes varme. Kit kiggede på den tomme bakke. »Jeg kunne ikke høre, hvad du ville.« Quinn havde heller ikke hørt Kit. Begge børn havde prøvet at være den højeste stemme i rummet.

»Lad os sætte den ned først,« sagde Quinn. De samlede stenene op. Denne gang spurgte Quinn Kit, hvor de skulle stå, og ventede på svaret. Sammen talte de langsomt til tre, før de løftede. Bakken holdt sig vandret hele vejen hen over måtten. Quinn opdagede, at det at vente kunne være en del af at gøre noget, selv når fødderne havde travlt.

Under orienteringen tog instruktøren en udklædningshjelm frem med åben front. »Den her er til udklædning. En rigtig rumvandringshjelm er en del af en dragt, der holder trykket omkring en astronaut og giver ilt at trække vejret i.« Quinn prøvede kort rekvisitten og lagde den så tilbage på hylden. Til den indendørs mission ville et behageligt headset være nok.

Ved en globus spurgte Kit, hvorfor astronauter svæver. Instruktøren flyttede et legetøjsrumskib rundt om Jorden. »I kredsløb falder rumskibet og menneskene indeni rundt om Jorden sammen. Tyngdekraften trækker stadig i dem.« Quinn forestillede sig legetøjskaninen svæve ved siden af en sandwich. Men her i klasselokalet ville sko, sandwicher og kaniner blive nede. Simulatoren kunne lade som om så meget, men den kunne ikke få tyngdekraften til at forsvinde.

Så kom en billedtjekliste. Et øre betød: hold pause og lyt. Et stik betød: tjek headsettets forbindelse. En blå cirkel betød: tryk på kaldeknappen, tal og vent på svar. Det var reglerne i deres lejrleg. Hvis radioen blev ved med at være stille, skulle de række hånden op til instruktøren. Quinn fulgte hvert billede med én finger i stedet for at skynde sig hen til det sidste.

Snart sad begge børn i den åbne kapsel. Instruktøren tjekkede, at de sad godt, og gik så hen til kontrolcentrets bord lige udenfor. »Tre, to, én!« talte alle. En skærm viste Månen, der blev større og større. Der var ingen rigtig opsendelse; Quinn kunne stadig se gulvet i klasselokalet. Alligevel boblede det i maven, som om en lille raket boede derinde.

»Kapsel, gør jer klar til at indsamle jeres prøver,« sagde kontrolcentret. Så slukkede instruktøren for legeradioen som en øvelsesgåde. Stemmen forsvandt. Kit råbte: »Hallo? Hallo!« Quinns hænder svævede over knapperne. Hvilken knap? Skulle man trykke på dem allesammen? Et øjeblik virkede det tavse headset kæmpestort, og alle brugbare tanker virkede langt væk.

Så så Quinn det lille øre på kortet. Skuldrene sank, og Quinn pustede ud. »Én stemme,« sagde Quinn stille. Kit holdt op med at råbe og holdt tjeklisten roligt. Quinn fulgte det næste billede. Headsettets stik sad løst i øvepanelet. Forsigtigt skubbede Quinn det lille, sikre stik helt ind i stikket. Der var ingen grund til at røre ved noget andet.

Quinn trykkede på den blå kaldeknap. »Kontrolcenter, det er kapslen. Kan I høre os?« Så ventede Quinn. En lillebitte pause bredte sig mellem de to børn. Instruktøren genoprettede forbindelsen. »Vi hører jer tydeligt.« Quinns mund krummede sig til et smil. »Vi hører også jer!« Kit smilede bredt. Rummet havde ikke forandret sig, men pludselig føltes det meget større og venligere.

»Læg jeres prøver i bakken,« sagde kontrolcentret. Quinn gentog beskeden, så Kit kunne bekræfte den. De skiftedes til at hente de tre skumsten fra den lave prøvekasse. Så kom bakken igen. Quinn kiggede på Kit, før de løftede. Kit nikkede. Sammen bar de deres last vandret hen til hjemkomststationen, hvor skærmen skiftede fra Månens grå kratere til den blå Jord.

Missionen var fuldført. Uden for kapslen holdt Quinn bakken, mens instruktøren knælede ved begge børn. »I satte farten ned, tjekkede grundigt og gav plads til hinanden,« sagde instruktøren. Kit pegede på Quinn. »Du fandt det løse stik.« Quinn pegede tilbage. »Du holdt billederne. Og ventede.« Ingen af dem kunne have båret begge hanker alene. Rosen tilhørte hele deres lille besætning.

Quinn kiggede op på Månemodellen en sidste gang. Den rigtige Måne var stadig vidunderlig langt væk. Skoene stod solidt på Jorden, kaninen ventede derhjemme, og den forestillede kuffert manglede én ting. Ved siden af sandwichen og lommelygten ville Quinn pakke nok stilhed til at kunne høre en ven.