Juha og æslet en personlig bog med dit barn som helten

I en landsby af lerhuse og palmelunde boede der engang en mand, der hed Juha. Nogle sagde, at han var den mest fjollede mand i landet, og nogle sagde, at han var den klogeste, og det sjove er, at de havde ret allesammen. Juha havde et gråt skæg, en lille hvid kalot, en enkel brun kjortel og et lille gråt æsel, og han havde et barn, der fulgte med ham overalt.

En morgen sagde Juha: »I dag tager vi æslet med på markedet.« Så af sted gik de ad den støvede vej, barnet ridende på æslet og Juha gående ved siden af med rebet i hånden.

De var ikke nået langt, før to naboer ved vejkanten smækkede højlydt med tungen. »Skam dig, barn! Den unge rider i ro og mag, mens den gamle mand må gå!«

Barnet blev rødt i hovedet. »Far, så rid du,« sagde barnet og kravlede ned.

Så Juha red, og barnet gik og trak æslet forbi landsbyens brønd. Kvinderne, der fyldte deres krukker dér, rystede på hovedet. »Se dog den stakkels lille, der må gå i støvet, mens den voksne mand sidder deroppe!«

Juha kløede sig i skægget. »Så kom herop til mig,« sagde han, og barnet kravlede op foran ham.

Så red de begge to. En bonde, der lænede sig op ad sin hakke på en grøn mark, stirrede på dem. »Stakkels æsel!« råbte han. »To ryttere på én lille ryg! Har I ingen medlidenhed?« Og æslets lange ører hang, som om det var enigt.

Så kravlede de begge ned og gik ved siden af æslet uden nogen på ryggen overhovedet. Ved markedsporten brast købmændene i latter. »Se de to! De har et æsel, og så går de!«

Barnet trak på skuldrene og rakte de tomme hænder frem. »Far, lige meget hvad vi gør, så griner nogen af os.«

Det glimtede i Juhas øjne. »Der er én ting, vi ikke har prøvet,« sagde han. Han hentede en lang træstang, bandt æslets ben til den, og de to prøvede at løfte æslet og bære det ind på markedet på skuldrene.

Nej, hør! Hele markedet brølede af grin. Folk holdt sig på maven. Folk tørrede øjnene. Æslet, der slet ikke brød sig om den idé, sparkede benene fri og hoppede selv ned på jorden, fuldstændig uskadt, og stod og kiggede på dem, som om det var dem, der var æsler.

Juha lo højest af alle. »Kan du se?« sagde han til sit barn. »Da du red, klagede de. Da jeg red, klagede de. Da vi begge red, og da vi begge gik, klagede de. At gøre alle tilpas er et mål, som ingen nogensinde når. Så lyt venligt, tænk selv, og gør det, du ved er rigtigt.«

Den eftermiddag var der et stort råberi ved kokkens bod på markedet. En fattig mand havde holdt sit tørre brød hen over kokkens dampende gryde for at varme det i den lækre duft, og nu ville kokken have betaling. »Du har spist duften af min mad!« sagde kokken. »Betal for den!«

»Lad Juha dømme,« sagde folkemængden.

Juha tog sin lille pung af stof frem og raslede med den ved kokkens øre. Klirr, klirr! »Sådan,« sagde han. »Duften af din mad er betalt med lyden af mine penge.« Og hele markedet lo igen, kokken med, og den fattige mand gik hjem med sit varme brød.

Den aften holdt en nabo fest. Juha gik derhen i sin gamle brune kjortel, støvet efter markedet, og tjenerne lod ham stå ved døren. Ingen tilbød ham en stol eller så meget som en eneste daddel.

Juha gik hjem med sit barn, tog sin fineste kjortel på, en blå en med broderier af guldtråd, og kom tilbage. Denne gang bukkede tjenerne og førte ham hen til den bedste plads, og gæsterne rakte ham de bedste retter. Juha tog fat i enden af sit broderede ærme og holdt det hen over risen og kødet. »Spis, mit ærme, spis!« sagde han. »Det er jo dig, de har inviteret, ikke mig.«

Gæsterne blev røde helt op til ørerne, og Juhas barn måtte gemme et fnis bag begge hænder.

Sent den nat, på vej hjem, standsede barnet ved landsbyens brønd og kiggede ned. Dér, helt nede på bunden, skinnede fuldmånen. »Far! Månen er faldet ned i brønden!«

»Så må vi redde den,« sagde Juha. Han fandt et reb med en krog for enden og firede det ned i brønden, mens barnet holdt lygten og blev stående godt tilbage. Krogen satte sig fast i en sten. Juha trak og trak, og pludselig gik rebet fri, og Juha faldt pladask om på ryggen. Dér, højt oppe over ham på himlen, var månen.

»Hurra!« råbte Juha. »Vi fik den trukket op, og nu er den tilbage, hvor den hører til!« Og barnet lo og lo, til æslet vågnede og skrydede.

Derhjemme klatrede de op ad stigen til det flade tag og satte sig på den lave mur under stjernerne. »Far,« sagde barnet, »i dag havde alle noget at sige. Men man kan ikke gøre alle tilpas. Så jeg vil være venlig, og jeg vil gøre det, jeg ved er rigtigt.«

Juha smilede, for det er præcis det, de klogeste mennesker i verden altid har vidst, og fordi hans barn havde lært det på en eneste dag.