Fiskeren og ånden en personlig bog med dit barn som helten

I de allerførste nætter af Tusind og én nat fortæller Sheherazade eventyret om en fattig gammel fisker, der fandt noget meget mærkeligt i sit net. Her er det eventyr, fortalt for de små.

Der var engang i en lille by ved havet en gammel fisker. Han var fattig, men han var ærlig, og han havde en regel, som han aldrig brød: Hver dag kastede han sit runde net ud i havet fire gange, hverken mere eller mindre, og han tog imod det, havet gav ham.

En morgen ved daggry roede fiskeren sin lille træbåd ud over det stille, lyserøde vand, og med ham var hans barnebarn, der elskede havet mere end noget andet. Fiskeren rejste sig op i agterstavnen, svingede nettet rundt om hovedet og kastede det, og det foldede sig ud i luften som en blomst og sank ned i vandet.

Da han halede det op, var det tungt. Men der var ikke andet i det end en gammel sandal, fuld af huller og drivvåd. Barnet holdt den op mellem tommel- og pegefinger og rynkede på næsen, og fiskeren lo.

Det andet kast bragte en stor klump tang op. Det tredje bragte en kurv fuld af mudder og knuste muslingeskaller. »Ét kast mere,« sagde fiskeren. »Det sidste er havets gave.«

Det fjerde kast var så tungt, at de to næsten ikke kunne hale det ind i båden. De roede ind til kysten og bredte nettet ud på sandet, og dér midt i det lå en krukke af messing, stor som en melon, lukket foroven med en prop af bly.

»Måske er den fuld af guld,« sagde fiskeren. Han tog sin kniv frem, og forsigtigt, forsigtigt fik han blyproppen løsnet og trak den ud.

Der skete ingenting. Så kom der en tynd krølle røg ud af krukken. Så mere røg og endnu mere, blå og grøn og hvirvlende, og den steg op og op over stranden, til den skjulte solen. Og røgen samlede sig til en ånd, høj som et tårn, med et stort krøllet skæg og buskede øjenbryn, der strakte armene og gned sine søvnige øjne.

Fiskeren faldt bagover i sandet. Barnet stirrede op med munden på vid gab.

»Hvem lukkede mig ud?« buldrede ånden, og hans stemme rullede ud over havet som torden. »For flere hundrede år siden blev jeg lukket inde i den krukke og kastet i havet. I de første hundrede år lovede jeg, at den, der befriede mig, skulle blive rig for evigt. Der kom ingen. I de næste hundrede år lovede jeg, at den, der befriede mig, skulle få alle sine ønsker opfyldt. Der kom ingen. Så blev jeg gnaven, og jeg svor, at den, der lukkede mig ud, skulle mærke min vrede!«

Fiskeren rystede fra huen til tæerne. Men hans barnebarn rejste sig op, så på den store ånd og på den lille krukke og tænkte meget, meget hurtigt.

»Vent lidt,« sagde barnet. »Der er én ting, jeg ikke forstår. Du er så stor. Dit hoved når op til skyerne. Du kan aldrig have passet ind i den lille krukke. Det tror jeg ikke på.«

»Tror du ikke på det?« brølede ånden. »Mig? Jeg har passet derind i flere hundrede år! Se bare!«

Og ånden begyndte at snurre rundt og at skrumpe og blev til røg igen, og røgen hvirvlede ned og ned i messingkrukken, til den allersidste lille dot var smuttet ind. Hurtigt som et øjeblink samlede barnet blyproppen op og trykkede den godt fast igen.

»Luk mig ud! Luk mig ud!« lød en lille, dæmpet stemme inde fra krukken. »Det var bare for sjov! Jeg lover at være venlig. Jeg vil være venlig for evigt, og jeg vil gøre jer rige!«

Fiskeren og barnet så på hinanden. »Lover du det?« spurgte barnet. »Helt ærligt?«

»Jeg lover det,« sagde den lille stemme. Så trak barnet proppen ud, og ånden steg op af krukken igen, men denne gang smilede han.

»Tag jeres net med,« sagde ånden, »og følg efter mig.« Han førte dem over bakkerne bag byen, gennem en dal, hen til en skjult sø mellem bjergene, som ingen fisker nogensinde havde set. Og i det klare vand svømmede fisk i fire farver: hvide fisk, røde fisk, blå fisk og gule fisk.

»Kast jeres net én gang,« sagde ånden, »og bring fiskene til sultanen.« Fiskeren kastede sit net, og det kom op med fire fisk, én af hver farve. Så vinkede ånden med en røgfyldt hånd og smeltede bort i skyerne.

Fiskeren og hans barnebarn bar de fire fisk i en messingskål hen til sultanens palads. Sultanen havde aldrig i hele sit liv set sådanne fisk, og han blev så glad, at han gav fiskeren en hel pung fuld af guldmønter.

Fra den dag behøvede den gamle fisker aldrig mere at bekymre sig om penge. Han tog stadig ud i sin båd hver morgen, og han kastede stadig sit net fire gange om dagen, for han elskede havet. Men han sagde altid, at det bedste, han nogensinde havde trukket op af vandet, hverken var krukken eller de firefarvede fisk, men det kloge spørgsmål, hans barnebarn stillede ånden.