Den lille havfrue en personlig bog med dit barn som helten

Langt ude i havet er vandet så blåt som bladene på den dejligste kornblomst og så klart som det reneste glas, men det er meget dybt, dybere end noget ankertov når. Dernede boede havkongen i et slot af koraller og muslingeskaller. Han havde seks døtre, og den yngste var den lille havfrue. Ligesom sine søstre havde hun ingen fødder, kun en skinnende fiskehale, der glimtede i sølv og grønt, når hun svømmede.

Den lille havfrue var et stille og nysgerrigt barn. Mens hendes søstre legede mellem søhestene, passede hun sin egen lille koralhave, og hun samlede på sjove ting, der var faldet ned fra verden deroppe. I en grotte bag haven gemte hun dem alle sammen: et messingspænde, en kam af skildpaddeskjold, en ske, en lille klokke og én lædersko, som ingen kunne forklare.

»Hvad skal den bruges til?« spurgte hun sin bedstemor og holdt skoen op.

»Menneskene har dem på fødderne,« sagde bedstemoren, »når de går omkring på landjorden.«

»Fødder,« sagde den lille havfrue drømmende. »Jeg ville så gerne se, hvad fødder er til for.«

»Når du fylder femten,« sagde bedstemoren, »må du stige op til overfladen og se det selv.«

Endelig kom hendes femtenårs fødselsdag. Den lille havfrue steg op gennem vandet, helt op til overfladen, og stak for allerførste gang hovedet op i aftenluften. Himlen var lyserød og gylden, og tæt ved lå et stort skib oplyst af lanterner som en flydende by. Der var musik på dækket og folk, der dansede, og en ung sømand stod ved rælingen og lo med sine venner.

Den lille havfrue kunne ikke lade være med at kigge. Men da natten faldt på, begyndte vinden at tage til. Sorte skyer rullede ind over stjernerne, bølgerne blev højere og højere, og en storm brød løs over skibet. Masterne knækkede, sejlene flængedes, og med en voldsom krængning blev den unge sømand kastet i havet.

Den lille havfrue nåede ikke at blive bange. Hun dykkede efter ham, fik fat i ham og holdt hans hoved oven vande. Hele natten svømmede hun gennem stormen med halen glimtende i det mørke vand, og da morgenen kom, trak hun ham i sikkerhed ind mod klipperne og lagde ham i det bløde sand i en lille bugt.

Han trak vejret, men hans øjne var stadig lukkede. Den lille havfrue satte sig ved siden af ham og sang sagte for ham, til hun hørte stemmer komme ned ad stien fra klinten. Så gled hun tilbage i vandet, før han slog øjnene op, og gemte sig bag en sten for at se med. Folk kom løbende og hjalp ham op, og han så sig forvirret omkring, som om han ledte efter nogen.

Fra den dag tænkte den lille havfrue på landjorden hele tiden. Hun ville gå på sandet og klatre op ad klinterne og se sømanden igen. Til sidst besluttede hun sig. Hun svømmede ned, forbi det sidste lys, til havheksens hule, hvor tangen voksede tæt og mørk, og gamle knogler lå i sandet.

»Jeg ved godt, hvorfor du er kommet,« sagde havheksen. »Du vil have ben. Jeg kan give dig én dag på land, fra solopgang til solnedgang. Men jeg vil have noget til gengæld, noget, du holder af. Jeg tager din stemme.«

Den lille havfrue tænkte på sømanden og på den sang, hun havde sunget for ham i sandet.

»Nej,« sagde hun. »Min stemme får du ikke. Hvis jeg går derop, vil jeg kunne tale med folk. Men jeg vil give dig noget andet. Der kommer aldrig nogen og besøger dig hernede, gør der?«

Havheksen var stille et øjeblik. »Nej,« sagde hun til sidst. »Det gør der aldrig.«

»Så er her mit tilbud,« sagde den lille havfrue. »Hver måned, når det er fuldmåne, kommer jeg herned og synger for dig og fortæller dig alt, hvad jeg har set. Så længe du vil.«

Ingen havde nogensinde tilbudt havheksen noget i den stil. Det var en modigere handel, end hun havde ventet, og hun tog imod den.

»Svøm ind på det lave vand ved solopgang,« sagde hun. »Og kom hjem, før solen rører vandet.«

Ved solopgang lå den lille havfrue på det lave vand, og hendes skinnende hale begyndte at forvandle sig. I en strøm af bobler, fra spidsen og opefter, blev den til to ben med to fødder og ti tæer. Hun rejste sig, vaklede, satte sig ned med et plask, lo og rejste sig igen. Så gik hun op på sandet på sine egne to fødder.

Sikken en dag det blev. Hun gik langs stranden og klatrede op ad stien til klinten, og deroppe, med blikket ud over havet, stod den unge sømand.

»Godmorgen,« sagde den lille havfrue.

Sømanden vendte sig om, og hans ansigt lyste op. »Den stemme,« sagde han. »Den har jeg hørt før. Nogen sang for mig i sandet morgenen efter stormen. Var det dig?«

»Det var mig,« sagde den lille havfrue, og de blev straks venner.

Han viste hende det hele: fiskerbådene, torvet, bageriet, hundene, der logrede med halen. Om eftermiddagen spillede en spillemand på stranden, og den lille havfrue dansede barfodet med sømanden og hans venner, rundt og rundt, til hun var helt forpustet. Og endelig fandt hun ud af, hvad fødder virkelig er til for.

Men alt for snart begyndte solen at synke, og dens kant rørte vandet. Den lille havfrue vidste, at hun måtte vælge: blive heroppe på landjorden eller vende hjem til sin egen familie.

»Kommer du tilbage?« spurgte sømanden.

»Når havet er stille,« sagde hun, »så kom ned til klipperne, så er jeg der.« Så løb hun ud i bølgerne.

Da månen steg op, svømmede hun hjem til sin familie, og havet forvandlede hendes ben til en skinnende hale igen. Hendes søstre stimlede sammen om hende for at høre om hendes dag, og hendes far krammede hende tæt. Da det blev fuldmåne, svømmede hun ned til havheksens hule, præcis som hun havde lovet, og sang sangen om spillemanden på stranden for hende.

Og på stille aftener derefter kunne man, hvis man sad på klipperne i den lille bugt, høre en stemme synge ud over vandet og se en ung sømand sidde på klipperne og synge tilbage.