Ali Baba og de fyrretyve røvere en personlig bog med dit barn som helten

For længe siden, i en lille by af lerhuse ude ved bakkerne, boede en fattig brændehugger, der hed Ali Baba. Han havde en venlig kone, to grå æsler og et yngste barn, der hed Marjana, og som havde de skarpeste øjne og det hurtigste hoved i hele gaden. Hver morgen gik Marjana op i de stenede bakker med sin far for at samle brænde, og hver aften kom de hjem med æslerne læsset til toppen.

En varm morgen, mens de var ved at binde et knippe kviste sammen, standsede Marjana og pegede. Langt ude på sletten rejste der sig en stor sky af støv, og inde i den kunne hun se ryttere, en hel flok af dem, der galopperede lige mod bakkerne.

»Skynd dig!« hviskede Ali Baba. De bandt æslerne bag en stor sten og klatrede op i et stort, løvrigt træ, der voksede ved en stejl klippevæg. Far og datter gemte sig mellem grenene og sad lige så stille som to sovende ugler.

Rytterne standsede deres heste lige under træet. De bar mørke kapper og havde tunge sadeltasker, og deres høvding, en høj mand med et velplejet sort skæg, gik hen til den nøgne klippe, løftede den ene arm og råbte med høj stemme:

»Sesam, luk dig op!«

Med en dyb rumlen svingede et dørformet stykke af klippen op som en stor port. En efter en førte rytterne deres heste ind, og da den sidste var gået ind, rullede klippen i igen bag dem, som om den aldrig havde rørt sig. Marjana holdt vejret og sagde de mærkelige ord igen og igen inde i hovedet.

Efter lang tid gik klippen op igen, rytterne kom ud med tomme sadeltasker, høvdingen råbte »Sesam, luk dig i!«, og hele flokken red bort i en sky af støv.

Da der var blevet stille i bakkerne, gled Marjana ned fra træet, stillede sig foran klippen og hviskede: »Sesam, luk dig op!«

Klippen rumlede og åbnede sig. Indenfor var der en hule, oplyst af et varmt, gyldent skær. Der lå ruller af tæpper og stykker af silke i alle farver, messinglamper og kobberbakker og bunker på bunker af guldmønter, der glimtede som solskin på vand. Marjanas mund faldt op.

»De ryttere er røvere,« sagde Ali Baba stille, »og alt det her er stjålet. Vi tager kun en lille smule, nok til at give vores familie mad, og vi deler det med andre.« Han fyldte bare nogle få små poser, gemte dem under brændet på æslerne, og på vej ud vendte Marjana sig om og sagde: »Sesam, luk dig i!« Klippen rullede i.

Derhjemme ville familien gerne vide, hvor meget guld de havde, så Marjana løb ind til naboen for at låne et kornmål af træ hos onkel Kassims kone. Onkel Kassim var Ali Babas rige bror, og han og hans kone var lige så nysgerrige som katte. Hun havde smurt lidt voks i bunden af målet, og da Marjana bragte det tilbage, sad der en guldmønt fast i det. Samme aften kom grådige onkel Kassim og bankede på, og Ali Baba, som var en ærlig mand, fortalte ham hemmeligheden.

Næste dag skyndte onkel Kassim sig alene ud til hulen med ti muldyr. »Sesam, luk dig op!« råbte han, og ind gik han. Han fyldte sæk efter sæk efter sæk, så opstemt, at han glemte alt andet, og da han vendte sig for at gå, kunne han slet ikke huske ordet.

»Byg, luk dig op!« råbte han. Klippen rørte sig ikke. »Hvede, luk dig op! Ris, luk dig op! Kikærter, luk dig op!« Ingenting.

Marjana og hendes far var fulgt efter ham, for de var bekymrede. Udenfor klippen kunne de høre ham råbe navnet på hver eneste kornsort på markedet. Marjana holdt hænderne om munden og råbte: »Sesam, luk dig op!« Klippen svingede op, og onkel Kassim væltede ud med turbanen ned over det ene øre og slet ingenting i hænderne. I det samme dukkede en sky af støv op på bakketoppen: Rytterne var på vej tilbage. Alle tre løb hjem, så hurtigt benene kunne bære dem.

Men onkel Kassim havde efterladt sine fulde sække ved indgangen til hulen, og da røverne fandt dem, blev høvdingen rasende. »Nogen kender vores ord,« sagde han. »Find ud af, hvem det er.«

Nogle dage senere listede en af røverne ind i byen, stillede et par spørgsmål og fandt Ali Babas hus. Han tegnede en lille hvid kridtcirkel på døren, så flokken kunne finde den i mørket. Men Marjana havde set ham. Så snart han var gået, hentede hun et stykke kridt og tegnede præcis den samme cirkel på hver eneste dør i gaden. Den nat kom røverne listende og fandt en cirkel på hver dør, og de måtte gå hjem igen og brokke sig.

Næste gang satte en røver et lille rødt mærke på Ali Babas dørstolpe. Marjana fandt det ved daggry, smilede og tegnede et rødt mærke på hver eneste dørstolpe i gaden. Igen kunne røverne ikke se, hvilket hus der var hvilket.

Så lagde høvdingen en ny plan. En aften kom en velklædt oliekøbmand til Ali Babas port med muldyr, der bar høje lerkrukker. »Jeg er kommet langvejsfra,« sagde han, »og jeg har ingen steder at sove. Må jeg blive her i nat?« Ali Baba, som aldrig viste en rejsende bort, bød ham velkommen, og krukkerne blev stillet ind i gården.

Ved aftensmaden delte familien brød og dadler med deres gæst, og Marjana rakte ham den lille saltskål. Købmanden løftede hånden. »Intet salt til mig, tak,« sagde han med et smil, der var alt for bredt.

Marjana rynkede panden. Alle ved jo, at en gæst, der spiser en families brød og salt, bliver dens ven og aldrig kan gøre den noget ondt. En gæst, der siger nej til saltet, tænkte hun, må have noget for.

Sent om natten løb lampen i køkkenet tør for olie, så Marjana tog en lille messinglampe og listede ud i den månelyse gård for at låne lidt olie fra købmandens krukker. Da hun løftede det første låg, hviskede en stemme derinde: »Er det tid?«

Marjanas hjerte hamrede, men hun tænkte hurtigt. Hun gjorde stemmen så dyb og brummende, som hun kunne, og svarede: »Ikke endnu!« Ved den næste krukke kom den samme hvisken og det samme dybe svar. Kun én krukke rummede olie; i alle de andre sad der en røver gemt og ventede på høvdingens signal.

Stille, stille trykkede Marjana hvert eneste låg godt fast og bandt hvert af dem til med reb, så ingen kunne komme ud. Så løb hun ind og vækkede sin far og alle naboerne.

Om morgenen kom byens vagt med en stor vogn. De bar krukkerne bort, røvere og det hele, og førte den falske oliekøbmand hen til dommeren. Ingen kom noget til, og røverbanden plagede aldrig nogen igen.

Ali Baba delte guldet fra hulen med byens fattige, så ingen familie i gaden behøvede at gå sulten i seng. Og hver gang folk fortalte historien om de fyrretyve røvere, sagde de altid det samme til sidst: Det var ikke det magiske ord, der reddede Ali Babas hus, men kloge Marjanas skarpe øjne og hurtige hoved.