Snehvide og Rosenrød en personlig bog med dit barn som helten

Ved kanten af en stille skov lå et lille hus, og foran det voksede to rosenbuske. Den ene bar hvide roser og den anden røde. Enken, der boede der, havde to døtre, som var opkaldt efter rosenerne: Snehvide og Rosenrød. De var så gode og venlige, som to børn kan være, og de elskede hinanden så højt, at de holdt hinanden i hånden, når de gik ud sammen. Sagde Snehvide: »Vi vil aldrig forlade hinanden«, svarede Rosenrød: »Ikke så længe vi lever«, og deres mor føjede til: »Hvad den ene har, skal hun dele med den anden.«

De strejfede ofte rundt i skoven og samlede bær, og intet dyr gjorde dem noget. Haren åd kålblade af deres hænder, hjorten græssede ved siden af dem, og fuglene sad på grenene og sang alle de sange, de kunne. Hvis natten overraskede dem blandt træerne, lagde de sig sammen på mosset og sov til morgen, og de var ikke bange. Deres mor vidste det og bekymrede sig aldrig.

Hver morgen passede pigerne de to rosenbuske, og om sommeren holdt Rosenrød huset i orden, mens Snehvide hjalp sin mor med at spinde og lave mad. Om aftenen, når de læste højt ved ilden, lå et lille lam ved siden af dem, og en hvid due sad på bjælken ovenover.

En vinteraften, da sneen lå dyb og vinden var skarp, bankede det på husets dør. »Rosenrød«, sagde moren, »gå hen og luk op. Måske har en vandrer brug for husly.« Rosenrød skubbede slåen fra og ventede en stakkels mand. I stedet stak en stor brun bjørn sit brede hoved ind ad døren.

Rosenrød skreg og sprang tilbage, lammet bælede, duen baskede med vingerne, og Snehvide gemte sig bag morens stol. Men bjørnen talte med en dyb, langsom stemme: »Vær ikke bange. Jeg gør jer ikke noget. Jeg er halvt forfrossen og vil bare varme mig lidt.«

»Stakkels bjørn«, sagde moren. »Kom ind og læg dig ved ilden. Pas bare på, at du ikke svider din pels.« Så kaldte hun på sine døtre. »Kom frem, børn. Bjørnen er sagtmodig og mener ikke noget ondt.« De kom langsomt frem, og lammet og duen kom også, selv om de alle først holdt behørig afstand.

»Børn«, sagde bjørnen, »vil I banke lidt af sneen af min pels?« De hentede kosten og fejede ham ren. Han strakte sig ved ildstedet og knurrede tilfreds, og det varede ikke længe, før de ikke var bange mere. De legede blidt med ham, trak i hans pels og rullede en hasselkæp, han kunne apportere, og når han rumlede af latter, lo de med. Hver nat sov han ved ilden, og hver morgen gik han ud i sneen.

Da foråret kom, og jorden blev grøn, sagde bjørnen til Snehvide: »Nu må jeg af sted, og jeg kommer ikke tilbage hele sommeren.« »Hvor skal du hen, kære bjørn?« spurgte hun. »Ud i skoven for at vogte min skat mod de onde dværge. Om vinteren, når jorden er frosset, bliver de nede under jorden, men nu, hvor solen har tøet jorden op, kommer de op for at stjæle.« Snehvide var ked af at se ham gå. Da han gik ud ad døren, hang hans pels fast i klinken og flossede, og hun syntes, hun skimtede noget, der glimtede som guld, under den, men bjørnen skyndte sig væk og var forsvundet mellem træerne.

Noget tid senere sendte moren pigerne ud i skoven for at samle kvas. De kom til et stort fældet træ, og ved stammen hoppede noget op og ned i græsset. Da de kom nærmere, så de en dværg med et rynket ansigt og et skæg, der var en alen langt. Spidsen af skægget sad fast i en sprække i stammen, og han sprang rundt som en hund i snor og vidste ikke, hvad han skulle gøre.

Han stirrede på dem med ildrøde øjne. »Hvorfor står I der? Kan I ikke komme og hjælpe mig?« »Hvad er der sket, lille mand?« spurgte Rosenrød. »Dumme, nysgerrige gås!« snerrede han. »Jeg ville kløve stammen til mit køkken. En trækile gled, stammen lukkede sig, og mit smukke skæg sidder fast. Og nu står I der og griner af mig!«

Pigerne trak af alle kræfter, men kunne ikke få skægget løs. »Jeg løber og henter nogen«, sagde Rosenrød. »Henter nogen? Er I vanvittige?« råbte dværgen. »I er allerede to for mange.« »Vær ikke så utålmodig«, sagde Snehvide. »Jeg har en idé.« Hun tog en lille saks op af lommen og klippede spidsen af skægget af.

I samme øjeblik han var fri, greb dværgen en sæk guld, der lå gemt mellem rødderne. »Kluntede skabninger!« brokkede han sig. »At klippe et stykke af mit fine skæg af! Sikke nogle plageånder I er!« Han svingede sækken over skulderen og stampede af sted uden så meget som et blik på pigerne og uden et eneste ord af tak.

Noget tid efter gik søstrene ud for at fange fisk til aftensmaden. Ved åen så de noget, der lignede en stor græshoppe, hoppe hen mod vandet. Det var dværgen igen. »Hvor skal du hen?« spurgte Rosenrød. »Du vil vel ikke springe i?« »Jeg er ikke så tosset«, skreg han. »Kan I ikke se, at den forbandede fisk trækker mig ind?« Hans skæg havde viklet sig ind i fiskesnøren, og i den anden ende trak en stor fisk. Pigerne holdt fast i ham og forsøgte at rede det ud, men skæg og snøre var håbløst sammenfiltret. Endnu en gang kom saksen frem, og et lille stykke skæg blev klippet af.

»Tåber!« hvinede dværgen. »Skal I vanpryde mit ansigt? Det var ikke nok at klippe det før, nu har I klippet det bedste af.« Han greb en pose perler fra sivene og forsvandt bag en sten, stadig brummende.

Kort efter sendte moren pigerne til byen efter tråd, nåle og bånd. Deres vej førte over en hede, hvor der lå store kampesten spredt. Over dem kredsede en stor fugl langsomt, og så dykkede den ned mod en klippe. De hørte et gennemtrængende skrig og så, at ørnen havde grebet deres gamle bekendt dværgen og forsøgte at bære ham væk.

De godhjertede piger greb fat i ham og kæmpede med fuglen, indtil den slap. Så snart dværgen havde overvundet sin skræk, råbte han med sin pibende stemme: »Kunne I ikke have været mere forsigtige? I har revet min tynde frakke i laser, kluntede ting!« Så tog han en sæk med ædelsten og smuttede ind i sin hule under klipperne. Pigerne var vant til hans utaknemmelighed, så de gik videre til byen og gjorde deres indkøb.

På hjemvejen krydsede de heden igen og overraskede dværgen, som havde tømt sin sæk med juveler ud på et rent stykke jord. Aftensolen skinnede på stenene, og de glimtede i hundrede farver, så smukke at pigerne standsede og stirrede. »Hvad glor I på?« skreg dværgen, rød i ansigtet af vrede.

Han ville være fortsat med at skælde ud, men en dyb knurren rullede gennem træerne, og en brun bjørn gik langsomt ud af skoven. Dværgen sprang forskrækket op, men nåede ikke sit hul i tide. Bjørnen stod bare stille og så venligt på ham og derefter på juvelerne. »Nå, nå«, mumlede dværgen modvilligt. »Se ikke sådan på mig. Jeg tror egentlig aldrig, de var rigtig mine. Du kan få din skat tilbage.«

Mens han mumlede for sig selv, skubbede han sækken med juveler hen over jorden og stillede den ved bjørnens poter. I det øjeblik han slap den, løb et blødt skær gennem luften. Dværgen ventede ikke på at se, hvad det betød. Han skyndte sig ind i sit hul, helt uskadt, mens han beklagede dagens uheld, og var væk.

Pigerne var trådt tilbage, men bjørnen kaldte blidt på dem: »Snehvide! Rosenrød! Vær ikke bange.« De kendte hans stemme og blev stående. Varmt gyldent lys omsluttede ham, bjørnepelsen gled af hans skuldre og lå foldet i græsset som en blød brun kappe, og en venlig ung mand stod foran dem, klædt helt i guld. »Jeg er en konges søn«, sagde han. »Dværgen havde stjålet min skat og forhekset mig, så jeg måtte strejfe rundt i skoven som bjørn, indtil skatten blev givet tilbage. Fortryllelsen brast i det øjeblik, den blev givet tilbage, og nu er jeg fri. Tak for jeres venlighed.«

Prinsen tog skatten med hjem, og søstrene og deres mor levede fredeligt sammen med ham som venner. De bar de to rosenbuske hen til deres vindue, og hver sommer blomstrede de med hvide og røde roser. En varm aften, da haven var fuld af blomster, satte de sig alle sammen ved et bord under buskene og delte et måltid, mens de lo ad vinternatten, hvor en bjørn havde banket på døren.