Snedronningen en personlig bog med dit barn som helten

Højt oppe under tagene i en stor, gammel by boede to børn i to små kvistkamre, der lå lige over for hinanden med kun en smal rende imellem. Den ene var en pige, der hed Gerda, og den anden var en dreng, der hed Kaj. Deres familier havde sat trækasser uden for de små vinduer, og i kasserne voksede ærter og krydderurter og to rosenbuske, én til hver af dem. Om sommeren voksede roserne så højt, at de mødtes i midten som en grøn æresport, og så kravlede Gerda og Kaj ud og sad under dem, tæt sammen som bror og søster.

Om vinteren frøs ruderne til, og så varmede de kobberskillinger på kakkelovnen og trykkede dem mod glasset, så der blev runde kighuller. Bagefter vuggede Kajs bedstemor i sin stol og fortalte dem historier. »Se, hvor de hvide bier sværmer,« sagde hun en aften. »De har også en dronning. Snedronningen flyver dér, hvor de sværmer tættest. I vinternætterne kigger hun ind ad vinduerne, og så fryser ruderne til isblomster.«

Nu havde en drilsk trold engang, langt borte, lavet et trylle-spejl. Alt godt og smukt, der spejlede sig i det, blev lille og grimt, og alt ondt blev stort. En dag gled spejlet ud af troldens hænder og gik i en million glitrende stumper, der blæste ud over hele verden. Og en lys sommerdag, da Gerda og Kaj sad mellem roserne, råbte Kaj pludselig: »Av! Der fløj noget ind i mit øje!«

Det var en bitte lille splint af troldens spejl. Gerda kiggede og kiggede, men hun kunne ingenting se. Alligevel var Kaj forandret fra det øjeblik. Han rynkede panden ad roserne. »Den dér har orm i sig,« sagde han, »og den dér er skæv. Det er nogle dumme roser.« Han lo ad bedstemors historier og drillede Gerda, til hendes øjne fyldtes med tårer. Splinten var gået lige ned i hans hjerte, og hjertet var ved at blive koldt som is.

Da vinteren kom, tog Kaj sin kælk med ned på det store torv, hvor de modigste børn bandt deres kælke fast bag bøndernes vogne og fik en tur. Mens han var der, kom en stor hvid slæde glidende ind på torvet, og den, der kørte, var svøbt i hvid pels. Kaj bandt sin lille kælk fast bag den, og af sted gik det, hurtigere og hurtigere, ud gennem byporten og ind i den hvirvlende sne. Så vendte den, der kørte, sig om. Det var en høj dame, skinnende hvid fra top til tå. Det var Snedronningen. »Fryser du?« spurgte hun og kyssede ham én gang på panden. Derefter mærkede Kaj slet ingen kulde, og han glemte Gerda og bedstemor og sit hjem.

Alle sagde, at Kaj nok var borte for altid, men det troede Gerda ikke på. Da foråret kom, tog hun sine nye røde sko på og gik ned til floden. »Har du taget min ven Kaj?« spurgte hun. »Jeg giver dig mine røde sko, hvis du giver mig ham tilbage.« Hun kastede skoene i vandet og steg ned i en lille båd for at kaste dem længere ud, og båden gled løs og drev af sted med strømmen.

Til sidst flød båden ind til en have fuld af kirsebærtræer og blomster, hvor der boede en venlig gammel kone med en stor solhat. Hun redte Gerdas hår med en guldkam, og for hvert strøg glemte Gerda lidt mere om Kaj. Den gamle kone mente ikke noget ondt, hun ønskede sig bare en lille pige til at holde hende med selskab, og derfor lod hun alle roserne synke ned i jorden. Men hun glemte den malede rose på sin egen hat. Da Gerda fik øje på den, huskede hun alting på én gang. »Kaj!« råbte hun. »Jeg er blevet her alt for længe!« Og hun løb ud gennem lågen.

Det var blevet efterår. En krage hoppede hen til hende på stien. »Rap! Rap! Jeg tror, jeg har set din ven,« sagde den. »En klog dreng er blevet gift med vores prinsesse.« Den førte Gerda til et slot og op ad bagtrappen om natten. Men den unge mand, der sov der, var ikke Kaj. Gerda græd, og den venlige prins og prinsesse lyttede til hele hendes historie. Om morgenen gav de hende varme støvler, en pelsmuffe og en guldkaret, der skulle køre hende videre.

I en mørk skov standsede røvere den skinnende karet. En vild lille røverpige sprang ned fra røverborgen. »Hun skal være min veninde!« bestemte hun, og ingen turde sige hende imod. Den nat kurrede skovduerne oppe under bjælkerne: »Vi har set Kaj. Han sad i Snedronningens slæde og fløj nordpå mod Lapland.« Et gammelt rensdyr, der stod bundet i hjørnet, sagde: »Lapland er mit hjem. Jeg kender vejen.« Røverpigen så længe på Gerda. Så skar hun rensdyrets reb over. »Af sted med dig,« sagde hun bøst. »Bær hende til Snedronningens slot. Og pas godt på hende.«

Rensdyret løb mod nord over den endeløse sne, mens nordlyset blafrede rødt og grønt hen over himlen. De gjorde holdt ved en lille hytte, hvor en gammel samisk kone skrev et brev på en tørret fisk, og siden ved finnekonens hede lille hus. »Kan du give Gerda tolv mænds kræfter?« spurgte rensdyret. Finnekonen smilede. »Hun behøver ingen kræfter, som jeg kan give hende,« sagde hun. »Hendes eget gode hjerte er den største magt, der findes.«

Så bar rensdyret Gerda til kanten af Snedronningens have, og Gerda gik videre alene. Slottet var bygget af fygende sne, og vinduer og døre var af skærende vinde. Salene var vældige, tomme og kolde. I midten lå en frossen sø, revnet i tusind stykker. Og dér sad Kaj, blå af kulde, og flyttede flade isstykker frem og tilbage for at lægge et ord. Snedronningen havde sagt til ham: »Kan du lægge ordet EVIGHEDEN, skal du være din egen herre, og så giver jeg dig hele verden og et par nye skøjter.« Men han kunne ikke.

»Kaj! Søde lille Kaj!« råbte Gerda. Kaj rørte sig ikke. Så begyndte Gerda at græde, og hendes varme tårer faldt på hans bryst og trængte helt ind til hans hjerte. De smeltede isklumpen og skyllede glassplinten bort. Kaj så på hende, og så brast han også i gråd, og det sidste lille gran af troldspejlet flød ud af hans øje. »Gerda!« råbte han. »Hvor har du været? Og hvor har jeg været?« Han så sig omkring. »Hvor her er koldt! Hvor her er stort og tomt!« Isstykkerne blev så glade, at de dansede, og da de lagde sig igen, dannede de netop det ord, Snedronningen havde bedt om.

Hånd i hånd gik Gerda og Kaj ud af slottet. Rensdyret ventede på at bære dem sydpå, og overalt, hvor de kom frem, smeltede sneen, og de første grønne blade sprang ud. De kom forbi finnekonen og den samiske kone, og røverpigen kom ridende på en flot hest for at vinke farvel.

Til sidst kom de hjem, op ad den gamle trappe og ind i bedstemors stue. Alting var præcis som før, bortset fra én ting: de var blevet lidt større. Roserne blomstrede i kasserne, bedstemor sad og læste i solskinnet, og det var sommer, varm, dejlig sommer.