Rottefængeren fra Hameln en personlig bog med dit barn som helten

For længe siden, i den gamle by Hameln, læner høje bindingsværkshuse sig ind over brostensgaderne som venlige naboer. Bagerne rullede dej ud, vogne rumlede mod markedet, og hver morgen duftede torvet af varmt brød og friskt halm. Det var et lykkeligt sted, indtil rotterne kom.

Det var små grå rotter, helt almindelige, men der var rigtig mange af dem, og de var sultne. De gnavede i kornet, der faldt ud af sækkene på markedsgaden. De gnavede i hjørnerne af bagernes kasser. Byens folk jagede dem væk, men rotterne smuttede bare af sted og kom tilbage, så snart ryggen var vendt.

»Kornlageret er tomt inden vinter«, sukkede bageren.

»Vi må gøre noget«, sagde mølleren og vred sine melede hænder.

Et barn fra byen, der havde hjulpet med at stable sækkene, så en lille rotte trække et kornfrø hen over stenene. Barnet tænkte sig godt om. Der måtte da være en venligere måde end at jage dem rundt.

Næste morgen gik en fremmed ind på torvet. Han var en høj mand med et kort kastanjebrunt skæg og en lille brun hat med en fjer i. Hans lange frakke var syet af pletter i blågrøn, rust og okker, så han lignede et vandrende efterårshegn. I hånden bar han en træfløjte.

»Jeg er en piber«, sagde han med rolig, venlig stemme. »For en retfærdig betaling kan jeg føre jeres rotter væk fra Hameln, og de skal ikke genere jer mere.«

Barnet trådte straks frem. »Må jeg hjælpe dig?« spurgte barnet. Piberen smilede og nikkede. »Jeg ville være glad for en hjælper«, sagde han.

Sammen gik de til rådhuset, hvor borgmesteren stod på trappen i sin bordeauxrøde kåbe og så både bekymret og vigtig ud. »Før dem væk«, sagde borgmesteren, »så betaler jeg dig en pung mønter.« Han holdt en lille, enkel pung op, så alle kunne se den. Piberen bøjede hovedet. »Så har vi et løfte«, sagde han, og barnet så godt efter, for et løfte er en alvorlig ting.

Piberen gik ind i gyden, løftede sin fløjte og begyndte at spille. Melodien var let og nysgerrig som vand, der løber over sten. Bag tønder og under vogne kom de små grå rotter frem. De ilede ikke og væltede ikke rundt. De dannede en løs og ordnet række og travede efter musikken med logrende haler. Barnet gik bagefter med en venlig nabo, som holdt barnets hånd hen over de ujævne brosten.

Gennem byporten gik piberen og ud på en lys eng, hvor græsset stod højt, og tusindfrydene nikkede. Der stod en gammel kornlade, der længe havde været tom og stille, ved siden af en lav bæk, som pludrede over sine småsten. Piberen spillede de sidste toner af sin melodi, og rotterne spredte sig glade i græsset ved den gamle lade. Der var rigeligt med plads og rigeligt med frø at finde. De så sig ikke tilbage.

»De får det godt her«, sagde piberen til barnet. »Og Hamelns korn er i sikkerhed.« Barnet nikkede tilfreds, og de to gik tilbage mod byen, mens eftermiddagssolen gjorde tagene gyldne.

Men ved rådhuset var noget forandret. Borgmesteren havde tænkt sig om, og det, han tænkte, var dette: rotterne var væk, så hvorfor bruge gode mønter? Da piberen rakte hånden frem, lukkede borgmesteren den lille pung, stak den under armen og vendte sig bort.

»Rotterne er vel rejst af sig selv«, sagde han. »Vær glad for et godt måltid og gå.«

Piberen sagde slet ikke noget. Han sænkede sin fløjte og stod stille, og han så mere skuffet ud end vred. Barnet fik en klump i halsen. Et løfte var givet, og nu blev det glemt.

Piberen gik langsomt gennem torvet og ud forbi porten, og dér på den solrige vej løftede han fløjten igen. Denne gang var melodien varm og lys som et sommermarked. Den svævede over tagene og ind ad de åbne vinduer. Hamelns børn så op fra deres leg. De hørte latter i musikken og løftet om en dejlig eftermiddag. Ingen tvang dem. De valgte at lytte, og de valgte at følge.

Barnet sluttede sig til dem, og snart gik en lille gruppe op ad vejen med to voksne tæt bagved for at sørge for, at alle var i sikkerhed. Foran dem hævede sig en bred grøn bakke, åben mod himlen, med græs så blødt som et tæppe. Der var ingen hule og intet mørkt sted, kun vilde blomster og bier og en vid blå udsigt.

Da Hamelns forældre opdagede, at børnene var væk, skyndte de sig bekymrede til porten. Borgmesteren kom også, rød i hovedet og forpustet. Ved foden af bakken mødte barnet dem.

»Børnene er i sikkerhed«, sagde barnet tydeligt. »De er deroppe hos piberen og lytter til musikken. Men piberen holdt sit løfte, og byen gjorde ikke.«

Borgmesteren så på pungen under sin arm. Han så på de bekymrede forældre og på bakken, hvor musikken svævede ned som varmt lys. »Jeg gav et løfte«, sagde han langsomt, »og jeg burde have holdt det.«

»Så kan du rette op på det«, sagde barnet blidt.

Op ad bakken gik de alle sammen. Børnene sad i græsset med deres voksne, bankede takten med fødderne og smilede. Piberen spillede en sidste blid melodi, så sænkede han fløjten og lod stilheden lægge sig.

Borgmesteren bøjede hovedet. »Jeg beklager, gode piber«, sagde han. »Du gjorde, hvad du lovede, og det gjorde jeg ikke.« Så gik alle sammen ned ad bakken, og børnene hoppede mellem de voksne.

På Hamelns markedsplads lagde borgmesteren den aftalte pung i piberens hænder. Et jubelråb steg op fra mængden, bagerne kom med varmt brød, og børnene klappede i takt, mens piberen spillede endnu en munter sang. Byen havde lært, at et løfte er et løfte, og piberen havde fundet et hjem, der bød ham velkommen.

Rotterne levede glade videre på deres eng, kornet forblev i sikkerhed i Hameln, og barnet, der havde hjulpet med at rette op på det hele, gik hjem med et fyldt hjerte og en melodi, der ikke ville forlade barnets hoved.