Rip Van Winkle en personlig bog med dit barn som helten

Tågen lettede fra de blå Catskill-bjerge, da barnet, der gik tidligt langs en sti på en bjergskråning, hørte et langt, knirkende gab. Under et stort kastanjetræ strakte en gammel mand armene. Hans skæg var hvidt og så langt, at det lå hen over knæene og viklede sig ind i de faldne blade.

»Godmorgen,« sagde barnet blidt.

Den gamle mand blinkede. »Er det morgen? Jeg ville bare hvile et øjeblik. Jeg hedder Rip Van Winkle, og min hund Wolf lå lige ved siden af mig.« Han så sig omkring, men der var ingen hund, kun bregner og mos og et kastanjetræ, der virkede meget større, end han huskede.

Rip forsøgte at rejse sig, og hans knæ knirkede som gamle låge-hængsler. Barnet fandt en stærk, ret gren og rakte ham den som vandrestav. »Tak, min ven,« sagde Rip og støttede sig til den. »Men det er mærkeligt. Stien burde løbe langs åen, og her er en tør kløft. Træerne er vokset op, hvor jeg aldrig har set nogen.«

»Hvor er dit hjem?« spurgte barnet.

»I landsbyen dernede, hos min kone og min lille datter Judith, som har et rødt bånd i håret. De er sikkert bekymrede for mig.« Han strøg sig over skægget og rynkede panden. »Og jeg kan ikke forstå, hvorfor det er blevet så langt.«

»Lad os gå ned sammen og se,« sagde barnet, og de gik af sted. Rips skæg svajede ved hvert skridt, og barnet gik et skridt foran og pegede på rødder og løse sten.

Ned fra de blå bakker gik de, forbi sprudlende bække og lyse engblomster. Nederst kom landsbyen til syne, og Rip stoppede og gnubbede sig i øjnene. »De huse er nye, og det er hegn og skorstene også. Hvor er mit lille hus med det skæve tag?« Barnet så, at han var urolig, og rakte en støttende hånd frem.

På landsbytorvet stirrede folk på den gamle mand med det lange hvide skæg. Et stort, flot værtshus stod, hvor Rip husket et lille, søvnigt kro. »Foran stod der et kæmpe træ,« sagde han langsomt, »og et skilt med et andet ansigt på. Og Nicholas Vedder sad på den bænk hver eftermiddag, fortalte historier og så på skyerne.«

»Fortæl mig, hvad du ellers husker,« sagde barnet, og Rip beskrev bænken, det gamle træ og naboerne, der sad i dets skygge. Hver gang barnet kiggede fra hans ord til torvet, var torvet ændret en lille smule mere. De to stod længe og sammenlignede og undrede sig.

Til sidst vendte barnet sig mod en venlig landsbyboer, som betragtede dem med blid nysgerrighed. »Undskyld, kender du en familie ved navn Van Winkle?«

Landsbyboeren smilede vemodigt. »Jeg kender navnet godt. Rip Van Winkle gik op i bjerget for tyve år siden og blev aldrig set igen. Hans gamle hytte faldt sammen for længe siden. Men hans datter Judith bor for enden af vejen, og hun har en lille dreng.«

»Tyve år,« hviskede Rip. Han satte sig tungt på bænken og så på sit lange skæg, som om han så det for første gang. Barnet satte sig ved siden af ham. »Det er lang tid,« sagde barnet, »men nu er du her, og vi ved, hvor vi skal hen.«

Rip tog en dyb indånding, støttede sig til sin stav og nikkede. De gik sammen til enden af vejen, hvor et pænt hus lå med en bred veranda og en have fuld af blomster. En kvinde ved lågen hængte en kurv op. Hun så op, så igen og stod helt stille.

»Far?« sagde Judith meget stille. »Du har stadig det samme glimt i øjnene.«

»Judith,« sagde Rip, og hans stemme rystede. »Du var lille med et rødt bånd.« Så løb hun hen til ham, og de holdt om hinanden og lo og græd på én gang. Barnet stod et stykke væk og smilede så bredt, at det næsten gjorde ondt.

Senere var der limonade og brød og varmt sollys på Judiths veranda. Rip satte sig til rette i en gyngestol, og barnet satte sig på øverste trin ved siden af ham. »Jeg vil fortælle dig, hvor jeg har været,« sagde han, »selv om jeg næsten ikke selv tror på det. For længe siden gik jeg op i bjergene for at hvile, og jeg mødte en mærkelig lille mand, der bar en tung tønde. Jeg hjalp ham med at bære den op i en lavning mellem klipperne.«

Han sænkede stemmen. »Dér spillede et selskab gamle mænd i sælsomt hollandsk tøj keglespil. Ingen talte. Kun de rullende kugler buldrede som torden gennem bakkerne. Jeg så på dem et stykke tid, satte mig så til at hvile mod klipperne, og det næste, jeg vidste, var, at jeg vågnede under kastanjetræet. Jeg troede, det kun var én nat.«

Landsbyboerne havde da samlet sig ved lågen, og de gamle nikkede. »Man siger, det er besætningen fra kaptajn Hudsons skib,« sagde en, »som kommer tilbage hvert tyvende år for at spille kegler på bjerget. Når tordenen ruller over Catskills på en klar dag, er det deres spil.«

Så Rip fortalte sine milde historier igen og igen, mens naboerne bragte stole, og børn sad i græsset. Judith klippede hans skæg til en ordentlig længde, og ingen brød sig om, at han mistede tællingen af årene. Han sagde, at han ikke var ked af at have mistet så meget tid, for han var kommet hjem og var blevet hjulpet på vej.

Da eftermiddagen blev gylden, rejste barnet sig for at gå. Langt væk over de blå bakker lød en blød, rullende rumlen. Rip løftede sin stav og blinkede, og hele verandaen lo. Barnet vinkede farvel og gik smilende hjem og vidste præcis, hvor den gamle mand hørte til.