Nils Holgerssons vidunderlige rejse en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en dreng, der hed Nils Holgersson, og han boede på en gård i Skåne, helt nede i det sydligste Sverige. Ond var han ikke, men han ville meget hellere trække katten i halen eller jage hønsene rundt i gården end gøre det, han blev bedt om.

En søndag morgen tog far og mor deres kirketøj på. "Du bliver hjemme og læser stille i din bog," sagde far, "og når vi kommer tilbage, vil vi se, hvor langt du er nået." Så gik de ned ad vejen til kirken, og Nils var alene.

Han havde knap nok vendt et blad, før han så noget bevæge sig. Låget på mors gamle udskårne kiste stod åbent, og på kanten sad en nisse, en bitte lille gammel mand, ikke større end en hånd, i en lang sort frakke og med en bredskygget sort hat. Nils vidste straks, at det var gårdnissen, ham der passer på hele gården. Hurtig som et lyn tog han sommerfuglenettet ned fra væggen og svippede det ned over den lille mand.

"Luk mig ud!" råbte nissen, meget vred. Og da Nils bare lo, sagde nissen et par korte ord, og så skete der noget mærkeligt. Stuen blev større og større. Bordbenene voksede op som træer, stolen blev til et bjerg, og sommerfuglenettet lå på gulvet så stort som en fiskerbåd. Nils så på sine hænder. Han var skrumpet, med tøj og træsko og det hele, til han ikke var større end nissen selv. Og nissen var væk.

Nils løb ud i gården for at finde ham. Spurvene på hegnet brast i latter. "Se Nils Holgersson! Se, hvor lille han er!" Hønsene kom kaglende rundt om ham, katten på trappen knep øjnene sammen, koen brølede fra stalden, og Nils forstod hvert eneste ord. Alle havde noget at sige om de haler, han havde trukket i, og de høns, han havde jaget, og venligt var det ikke.

Lige da lød der et højt kald fra himlen. En flok vildgæs fløj mod nord i en lang plov. "Kom med! Kom med! Op til fjeldene!" råbte de. Og Mårten, gårdens store hvide gase, strakte halsen og baskede med vingerne. "Vent på mig!" snadrede han og begyndte at løbe hen over gården.

"Mårten, stop!" råbte Nils og slog armene om halsen på gasen for at holde ham tilbage. Men Mårten stoppede ikke. Op steg han, over hegnet, over stråtaget, med den bitte lille Nils på ryggen, der klamrede sig til de hvide fjer, og af sted gik det efter vildgæssene.

Deroppefra kiggede Nils ned, og hele det flade Skåne lå bredt ud under ham som en stor ternet dug, med marker i grønne og brune firkanter og små hvide kirker og gårde spredt ud som knapper.

Om aftenen slog gæssene sig ned på isen på en stor sø. Den ældste af dem alle trådte frem. Hun var grå og meget klog, og hun hed Akka fra Kebnekajse. Hun så Nils an fra top til tå. "Et menneskebarn," sagde hun strengt. "Mennesker stoler vi ikke på." Men Mårten talte sin lille vens sag, og Akka lod Nils blive i flokken.

Samme nat kom ræven Smirre listende over isen og snappede en sovende gås. Nils vågnede og løb efter ham, så hurtigt hans små ben kunne bære ham. Han fik fat i Smirres buskede hale og trak af alle kræfter, indtil den forbløffede ræv slap gåsen, og hun fløj fri op i nattehimlen. Så kravlede Nils op i et højt bøgetræ. Hele natten luskede Smirre rundt om stammen, kiggede op og slikkede sig om munden, men klatre kunne han ikke. Ved daggry kom gæssene og fløj lavt hen over rævens snude, igen og igen, indtil han jagede dem langt ind i skoven, og Nils kunne klatre ned i god behold. Derefter sagde Akka aldrig mere et ondt ord om ham.

Sådan rejste Nils med vildgæssene, og han oplevede flere eventyr, end der er dage i en måned. På stenborgen Glimmingehus var en hær af grå rotter kommet for at jage borgens gamle sorte rotter ud. Akka gav Nils en lille træfløjte, og i måneskinnet gik han spillende hen over sletten, og hver eneste grå rotte fulgte tonerne ud af borgen og langt, langt væk, og ingen af dem kom nogensinde tilbage.

På Kullaberg højt over havet så Nils den store tranedans, den ene dag om året, hvor alle dyr mødes i fred. Harer og rådyr og fugle stod i en ring, og de grå traner sprang og drejede rundt med vingerne bredt ud, og Nils syntes, han aldrig havde set noget så smukt.

I havnebyen Karlskrona var Nils fræk over for bronzestatuen af den gamle konge på torvet. Om natten steg bronzekongen ned fra sin sokkel og kom klirrende efter ham gennem de månelyse gader. Nils løb, til han kom hen til en malet træfigur af en gammel sømand, som tog sin brede hat af og satte den ned på brostenene. Nils kravlede ind under den og holdt sig musestille, til bronzekongen var trampet forbi.

Til sidst nåede gæssene Lapland, langt mod nord, hvor sneen ligger på fjeldene hele sommeren, og solen ikke går ned om natten. Ved en klar fjeldsø byggede flokken deres reder, og Mårten fandt en grå gås, der hed Dunfin og blev hans kone, og snart padlede dunbløde gæslinger rundt om dem.

Da efteråret kom, fløj gæssene sydpå igen, og Nils kom med dem hjem til gården i Skåne. Far og mor stod i døren og så bedrøvede ud, for de havde savnet deres dreng hele sommeren. Nils løb ind i gården og råbte: "Mor! Far! Jeg er hjemme!" Og mens han løb, voksede han. Han blev lige så stor som hønsene, lige så stor som hegnet og endnu større, til han var sin egen størrelse igen og stod midt i gården. Far og mor kunne knap tro deres egne øjne, og aldrig havde de været så glade.

Tidligt næste morgen gik Nils ned til stranden. Vildgæssene samledes til den lange flyvetur mod syd. Han forstod ikke længere, hvad de sagde, nu hvor han var en almindelig dreng igen. Men gamle Akka kom ned og kredsede én gang lavt over ham, og Nils vinkede og vinkede. Så lettede hele flokken i en lang plov og fløj bort over havet.

Nils blev stående i sandet, til de kun var en lille prik på himlen. Og fra den dag var han god mod alle dyrene på gården, for nu vidste han, at hver eneste af dem havde noget at sige.