Kejserens nye klæder en personlig bog med dit barn som helten

For mange år siden levede der en kejser, som holdt så uhyre meget af nye klæder, at han gav alle sine penge ud for at blive rigtig pyntet. Han brød sig ikke om sine soldater, ikke om komedie og ikke om at køre i skoven, uden når han kunne vise sine nye klæder frem. Han havde en kjole for hver time på dagen, og ligesom man om en konge siger: „Han er i rådet“, sagde man altid om ham: „Kejseren er i garderoben!“

På pladsen nedenfor slottet boede et lille barn, som godt kunne lide at kigge på ham. Hver morgen trådte kejseren ud på sin altan i noget nyt, drejede sig til den ene side og til den anden, og barnet så op og talte knapperne.

En dag kom der to fremmede til byen. De stillede sig op på en væltet tønde midt på torvet og råbte: „Vi er vævere! Vi væver det dejligste tøj, man kan tænke sig. Farverne er smukkere end regnbuen, og det har en helt særlig trolddom: Den, som er dum, eller som ikke duer til sit embede, kan slet ikke se det!“

Folk gispede og begyndte at hviske. Barnet stod helt forrest med en finger på hagen og tænkte: „Tøj, man ikke kan se? Hvor er det mærkeligt.“

Kejseren syntes, det lød prægtigt. „Havde jeg sådan nogle klæder,“ tænkte han, „så kunne jeg med det samme se, hvem i mit rige der ikke duer til sit embede, og hvem der er kloge, og hvem der er dumme.“ Og han sendte de to vævere en stor sæk guld, den fineste silke og ruller med guldtråd.

Barnet kom netop forbi værkstedet, da guldet blev bragt, og så gennem den åbne dør noget mærkeligt: De to vævere proppede silken og guldtråden ned i deres egne rejsetasker, så hurtigt de kunne.

Den nat kunne barnet ikke sove, så meget tænkte det. Det listede hen til værkstedet og stillede sig på tæer ved vinduet. Derinde i skæret fra lysene arbejdede de to vævere flittigt ved to store væve og førte hænderne frem og tilbage, frem og tilbage. Men der var ingenting på vævene. Ikke en eneste tråd. De vævede luft.

„Nu kunne jeg nok tænke mig at vide, hvor langt de er kommet med tøjet,“ sagde kejseren efter nogle dage. Men han var lidt urolig, for hvad nu, hvis han ikke kunne se det? Derfor sendte han først sin gamle ærlige minister. „Han er klog,“ tænkte kejseren, „og ingen passer sit embede bedre end han.“

Barnet stod ved vinduet igen, da den gamle minister kom ind. Væverne bukkede og pegede på de tomme væve. „Se dog mønsteret! Se farverne!“ Den stakkels gamle minister spilede øjnene op, så meget han kunne, og skubbede brillerne på plads, men han kunne ingenting se, for der var jo ingenting.

„Du milde,“ tænkte han. „Skulle jeg være dum? Duer jeg ikke til mit embede? Det må ingen få at vide!“ Og højt sagde han: „Åh, det er nydeligt! Ganske allerkæreste! Jeg vil sige til kejseren, at det behager mig meget.“

Uden for vinduet holdt barnet hånden for munden, så fnisen ikke slap ud.

Snart blev der sendt endnu en embedsmand, og det gik ham nøjagtig på samme måde. Så kom kejseren selv med alle sine hofmænd og den gamle minister. Barnet kiggede frem om dørkarmen.

Kejseren stirrede på de tomme væve. „Hvad for noget?“ tænkte han, og det løb ham koldt ned ad ryggen. „Jeg ser ingenting! Er jeg dum? Duer jeg ikke til at være kejser?“ Men han sagde bare: „Åh, det er prægtigt!“ Ministeren pegede stolt på ingenting. Hofmændene nikkede og klappede. „Prægtigt! Dejligt! Fortræffeligt!“ råbte de, og ingen af dem så det mindste.

„Der er jo ingenting,“ hviskede barnet for sig selv.

Alle var enige om, at kejseren skulle bære de nye klæder ved det store optog. Natten før sad væverne oppe med seksten tændte lys. De klippede i luften med store sakse og syede med nåle uden tråd, og barnet stod og gabte ved vinduet og så på.

Om morgenen holdt væverne deres tomme hænder op foran det store spejl. „Her er bukserne! Her er kjolen! Her er kappen! Den er så let som spindelvæv, man kan næsten ikke mærke den.“ Kejseren tog sine fine klæder af og stod der i sin lange hvide undertrøje og sine lange hvide underbukser, og væverne lod, som om de gav ham det ene stykke på efter det andet. Han vendte og drejede sig foran spejlet. „Hvor den sidder godt!“ sagde hofmændene.

Så gik kejseren ud under tronhimlen, som blev båret på fire stænger, og to kammerherrer bøjede sig ned og holdt et slæb, der slet ikke var der.

Hele gaden langs råbte folk: „Hvor er det smukt! Sikket et slæb! Hvor det klæder ham!“ Ingen ville lade sig mærke med, at de intet så.

Barnet stod forrest i mængden og kneb øjnene sammen, og kneb dem sammen igen, og kiggede en gang til. Så kravlede det op på en væltet kasse, pegede og råbte højt og tydeligt:

„Men han har jo ikke noget på!“

„Hør, hvad barnet siger!“ sagde den voksne ved siden af. Og den ene hviskede det til den anden: „Barnet siger, han ikke har noget på! Han har ikke noget på!“ Til sidst råbte og lo hele byen: „Han har jo ikke noget på!“

Kejseren blev rød helt ud i ørerne, for han vidste, de havde ret. Men han tænkte: „Nu må jeg holde optoget ud.“ Så holdt han hovedet højere end nogensinde og gik helt hen til slotsporten, og de to kammerherrer gik bag ham og bar ganske alvorligt på det slæb, der slet ikke var der.

Og barnet vinkede leende efter ham hele vejen hjem.