Kalif Stork en personlig bog med dit barn som helten

I byen Bagdad boede en venlig kalif ved navn Chasid. En varm eftermiddag sad han i sin palads have ved en springvand, mens hans vesir Mansor stod i nærheden. Et barn fra paladset, med en okkerfarvet taske over skulderen, var kommet med en besked og blev stående bag en blomstrende hæk, for en gådefuld sælger havde lige solgt kaliffen en lille lukket æske.

I æsken lå en knivspids sælsomt pulver og en lille seddel med skrift, som kaliffen næsten ikke kunne læse. Vesiren rynkede panden, og kaliffen lo sagte. Sedlen sagde, at den, der snusede til pulveret og sagde ordet Mutabor, kunne blive til ethvert dyr og forstå dets sprog. For at vende tilbage skulle man bukke tre gange mod øst og sige ordet igen. Men, advarede sedlen, man måtte aldrig le i dyreskikkelse, ellers ville man glemme ordet.

Barnets hjerte bankede. Det var en vidunderlig idé, men også en risikabel en. Barnet blev, hvor det var, på sikker afstand, mens kaliffen og vesiren hver tog en knivspids pulver, løftede det til næsen og sagde ordet sammen.

Gyldent lys hvirvlede omkring dem som varm røg. Da det lettede, stod to høje hvide storke på stien, med røde næb, tynde ben og lyse, forskrækkede øjne. Barnet gispede, men storkene så bare på hinanden, så på springvandet og klaprede med næbbene af glæde.

De havde knap bredt vingerne ud, før de hørte en frø på springvandets kant brokke sig over varmen med en helt klar stemme. En lille fugl på muren svarede den, og de to storke forstod hvert ord. De begyndte at le, klaprende og vuggende, og vesirstorken løftede endda en fod for at danse.

Så holdt kalifstorken op. Han vendte sig mod vesiren og lavede en bekymret lyd. Ingen af dem kunne huske ordet. De havde grint, som sedlen havde advaret om, og Mutabor var gledet ud af deres hoveder som vand mellem fingrene. De bukkede alligevel mod øst, igen og igen, men der skete ingenting.

Barnet kom frem bag hækken og knælede ved siden af dem. Det vidste, at disse storke måtte være kaliffen og vesiren, for vesirstorken forsøgte allerede at føre vingen til panden på sin gamle eftertænksomme måde. Barnet sagde sagte: »Jeg hjælper jer. Vi finder ordet.« Storkene så på barnet og bøjede de lange halse, og så drog de tre afsted sammen.

De gik gennem byen, til himlen blev lyserød, og så kom de til en gammel pavillon, hvor brostenene var revnede og vedbend hang fra søjlerne. Indenfor sad en stor ugle med store runde øjne på en knækket søjle, som om hun havde ventet på dem. Da hun så storkene, huede hun blidt, og hendes øjne var både triste og kloge.

Storkene kunne forstå hende, og de fortalte barnet, hvad hun sagde. Hun var en prinsesse, som den onde troldmand Kaschnur havde forhekset, og hun vidste, at han snart ville møde sine venner i en faldefærdig sal tæt på. Hvis han talte om sin magi, kunne ordet falde ham fra læberne. Hun ville vise dem vej, men hun havde brug for én, der var lille og stille, som kunne gemme sig godt og lytte nøje.

Barnet løftede en lille lanterne og nikkede. De fulgte ugle gennem en smuldrende buegang, og storkene listede på tæerne på hver side og forsøgte at være så stille, som storke nu kan være, hvilket ikke er særlig stille. Til sidst nåede de en faldefærdig sal, der var oplyst af mange stearinlys. Støv svævede i den gyldne luft, og midt i salen stod troldmanden, bredte sine klæder ud og talte stolt til sine venner.

Barnet krøb bag en bred stensøjle. Ulen landede ved siden af, og storkene pressede sig tæt på. Barnet holdt en hånd om det ene øre og lyttede. Troldmanden pralede af, hvordan han havde narret prinsessen, og hvor mange snedige trylleformularer han kendte. Så lo han og sagde: »Og enhver, der hører ordet Mutabor, må aldrig glemme det!« Barnet holdt vejret og gentog ordet lydløst, igen og igen, til det sad fast i hovedet som en blank mønt.

Stille smuttede gruppen ud af salen og ud i den måneoplyste gård. Ulen huede, og storkene så håbefuldt på barnet. Barnet rankede ryggen, tog en dyb indånding og sagde: »Mutabor!« Storkene bukkede tre gange dybt mod øst, som sedlen havde lært dem.

Gyldent lys steg op omkring dem. I et øjeblik var der fjer overalt, og så var fjerene til silkekapper. Kaliffen og vesiren stod, hvor storkene havde stået, blinkede og lo, og denne gang lo de kun, fordi de var glade. Ved siden af dem smeltede uglens vinger til en kjole, og en ung prinsesse stod der med glædestårer i øjnene.

Kaliffen tog barnets hånd og bukkede for det, og vesiren bukkede også. »Du lyttede, da vi ikke kunne,« sagde kaliffen. »Du huskede, da vi glemte.« Prinsessen smilede og takkede barnet for den modigste slags hjælp: at være stille, at blive tæt på og at være tro.

Troldmanden fik aldrig at vide, hvad der var sket. Han pralede stadig i sin sal, da de gik, og blev ved med at prale for sine venner længe efter, at lysene var brændt ned.

Tilbage i paladset lod kaliffen holde fest i gården, hvor springvandene funklede, og blomsterne åbnede sig. Fade med frugt og honningslik blev sat på lave borde, og frøen fra havens springvand blev også inviteret. Vesiren fortalte historien tre gange, og hver gang gjorde han storkene lidt yndefuldere. Prinsessen lo blidt. Kaliffen sagde, at han fremover ville være meget forsigtig med trylleduft. Og barnet, der sad mellem venner med den okkerfarvede taske i skødet, lyttede og smilede og glemte aldrig ordet.