Hvalpens bedste ven en personlig bog med dit barn som helten

Frankie havde ønsket sig en hvalp, så længe Frankie kunne huske. Ikke en legetøjshvalp. En rigtig en, med en våd snude og en hale, der aldrig stod stille. Så lørdag morgen kørte Frankie og mor ud til dyreinternatet, hvor hunde venter på en familie, de kan kalde deres egen.

Dyrepasseren på internatet havde gråt hår i en hestehale og en stemme, der var lige så blød som et tæppe. Hun førte dem ind i et lyst besøgsrum med en måtte på gulvet. »Sæt jer ned, og hold hænderne lavt,« sagde hun. »Lad hvalpen vælge jer.«

Døren gik op, og ind tumlede en pjusket hvalp, cremefarvet med kastanjebrune pletter. Det ene øre stod op. Det andet hang ned som en foldet side i en bog. Hvalpen snusede til mors sko, snusede til måtten og travede så lige hen til Frankie og slikkede Frankie på tommelfingeren.

»Det her er Pepper,« sagde dyrepasseren. »Hun er fire måneder gammel. En hvalp skal have mad på de samme tidspunkter hver dag, frisk vand, masser af ture udenfor, blide lektioner og en hel masse tålmodighed. Hver eneste dag. Også når det regner.«

Frankie kiggede på Pepper. Pepper kiggede på Frankie. »Jeg lover det,« sagde Frankie. »Jeg lover at passe på dig.«

Den aften udforskede Pepper hele huset. Hun snusede til sofaen, fandt trappen og gøede ad sit eget spejlbillede i ovnlågen. Frankie stillede hendes bløde, runde kurv ude i køkkenet ved siden af en skål vand og et knudret reb at tygge i, og mor satte et billede af et ur op på køleskabet: morgenmad, frokost, eftermiddagsmad og aftensmad. Hvalpe har små maver, så de spiser små måltider tit. Til sidst krøllede Pepper sig sammen ved siden af Frankies hjemmesko og faldt i søvn med et suk.

At passe en hvalp, opdagede Frankie hurtigt, var sværere, end det så ud.

Mandag regnede det. Ikke bare lidt støvregn, men rigtig regn, den slags, der trommer på ruderne. Frankie ville helst blive under dynen. Men Pepper pev ved bagdøren, og hvalpe skal ofte ud. Frankie huskede løftet, trak den gule hætte op og satte snoren fast i Peppers mintgrønne sele. Mor holdt den store paraply, og sammen plaskede de hen ad stien i parken. Pepper snusede til hver eneste vandpyt, som om den var en skat. Derhjemme tørrede Frankie fire mudrede poter med et håndklæde, og Pepper logrede så meget, at hele kroppen vrikkede.

Tirsdag lød der en knasende lyd ude i entréen. Pepper lå på tæppet med Frankies bedste blå kondisko mellem poterne og tyggede snørebåndene til våde snore.

»Pepper! Nej! Det er MIN—« begyndte Frankie, meget højt.

Mor knælede ned. »Hun er ikke uartig,« sagde hun. »Hendes nye tænder er ved at vokse frem, og det hjælper at tygge. Hvis du råber, bliver hun bare bange. Hvad kunne hun tygge i i stedet?«

Frankie tænkte sig om. Så satte Frankie alle skoene op på den høje hylde, hentede tyggerebet og holdt det frem. Pepper slap kondiskoen og snuppede rebet i stedet. Problemet var løst, næsten.

Onsdag besluttede Frankie at lære Pepper at sidde.

»Sit!« sagde Frankie. Pepper logrede.

»Sit!« sagde Frankie igen, højere. Pepper jagtede et blad.

»SIT!« råbte Frankie. Pepper snurrede rundt og rundt efter sin egen hale og hoppede så væk over haven.

Frankie dumpede ned på bagtrappen med armene over kors og varme kinder. »Hun hører ikke efter,« sagde Frankie. »Jeg tror slet ikke, hun kan lide mig.«

Mor satte sig også. »Pepper er en baby,« sagde hun. »Babyer kan ikke lære noget, mens nogen råber. Hunde lærer af korte, glade lektioner: et par minutter, en lillebitte godbid og masser af ros, og så legetid. Skal vi prøve på hvalpemåden?«

Så Frankie prøvede igen, stille denne gang. Frankie holdt en lillebitte hvalpegodbid foran Peppers snude og flyttede den langsomt op og bagud. Peppers snude fulgte godbidden, hovedet vippede op, og bagdelen sank ned i græsset.

»Dygtig pige!« hviskede Frankie og gav hende godbidden. Peppers hale bankede mod jorden.

De øvede sig i tre minutter og legede så tovtrækning med rebet. Næste dag øvede de igen. Snart lærte Frankie hende »bliv«, ét lille skridt tilbage ad gangen, og »kom«, hvor Frankie kaldte Peppers navn med en klar, glad stemme og satte sig på hug med åbne arme. Hver gang Pepper kom, fik hun en godbid og et kærtegn. Når hun ikke kom, skældte Frankie aldrig ud. De prøvede bare igen senere.

Frankie holdt også de andre dele af løftet. Morgenmad, frokost, eftermiddagsmad og aftensmad, et struget mål hver gang, mens mor holdt øje, og frisk vand i skålen. Inden længe sad Pepper pænt og ventede, før hendes skål blev sat ned.

Da dyrlægen sagde, at Peppers vaccinationer var færdige, tog familien hen til den store græsmark i parken med det grønne hegn, langt væk fra vejen. Pepper havde aldrig set så meget græs. Hun hoppede og snusede og logrede.

Så pilede et egern hen over marken.

Pepper sprang. Snoren rykkede, gled ud af Frankies hånd, og Pepper fór af sted efter egernet med flagrende ører.

Frankies hjerte hamrede. Frankie havde lyst til at løbe efter hende, men huskede, hvad de havde lært. Hvis man jagter en hvalp, tror hun, det er en leg, og løber endnu længere væk. Så Frankie satte sig lavt på hug, vendte sig lidt til siden, holdt en godbid frem og kaldte med den allergladeste stemme: »Pepper! Pepper, kom!«

Pepper standsede. Med det ene øre op og det andet ned kiggede hun tilbage. Så vendte hun om og galopperede hen over græsset, lige hen til Frankie.

»Dygtig pige,« hviskede Frankie og holdt forsigtigt i hendes sele, mens mor skyndte sig hen og satte snoren på igen.

Mor krammede dem begge to. »Du holdt dig rolig. Du løb ikke efter hende. Du kaldte på hende, sådan som I har øvet,« sagde hun. »Du holdt hver eneste del af dit løfte: maden, gåturene, tålmodigheden og venligheden.«

På vej hjem travede Pepper ved siden af Frankie i løs snor og kiggede op for hvert par skridt. Alle, de mødte, sagde, hvor dejlig en hvalp hun var.

»Hun hedder Pepper,« sagde Frankie stolt. »Og jeg er hendes bedste ven.«