Fru Holle en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en enke, som havde to døtre. Den ene var hendes steddatter, og hun var flittig og god. Den anden var hendes egen datter, og hun var doven og holdt mest af at ligge i skyggen. Enken holdt meget mere af sin egen datter, og derfor var det steddatteren, der måtte gøre alt arbejdet i huset.

Hver dag måtte den flittige pige sidde ved brønden ude ved vejen og spinde. Hun spandt og spandt fra morgen til aften, til fingrene var trætte og ømme, mens stedmoderen råbte: "Mere, mere! Kurven er ikke tom endnu!" og stedsøsteren lå på bænken under træet og gabte.

En dag, da pigen bøjede sig ind over brønden for at skylle tenen, gled den ud af hendes trætte fingre, faldt plask i vandet og sank.

Grædende løb pigen hen til stedmoderen. "Du tabte den," sagde stedmoderen strengt, "så må du også selv finde den igen."

Så gik pigen tilbage til brønden, knælede på kanten og kiggede ned i vandet. Hun kiggede og kiggede. Og mens hun kiggede, begyndte vandet at glimte og lyse, helt stille, som en lampe bag et vindue, og pigen mærkede, hvordan hun blidt sank ned mod lyset, som om hun faldt i søvn.

Da hun slog øjnene op, lå hun på en dejlig eng, hvor solen skinnede, og tusindvis af blomster groede. Sommerfugle dansede over græsset, og en lille sti snoede sig hen over engen.

Pigen fulgte stien og kom snart til en stor bageovn fuld af brød. Og brødet råbte: "Tag os ud, tag os ud, ellers brænder vi! Vi er færdigbagte for længe siden!"

Så tog pigen den lange træskuffe og løftede brødene ud et efter et, gyldne og varme, og lagde dem på række i græsset, så de kunne køle af.

Bagefter gik hun videre og kom til et træ fuldt af æbler. Og træet råbte: "Ryst mig, ryst mig! Mine æbler er allesammen modne!"

Så tog pigen fat i træet og rystede det, og æblerne faldt ned som regn, til der ikke var et eneste tilbage på grenene. Så samlede hun dem alle i en pæn bunke og gik videre.

Til sidst kom hun til et lille hus. En gammel kone kiggede ud ad vinduet, og hun havde meget store tænder. Pigen blev bange og ville løbe sin vej. Men den gamle kone råbte venligt: "Vær ikke bange, mit barn. Bliv hos mig. Hvis du hjælper mig godt i huset, skal du få det godt her. Du skal bare passe på at rede min seng godt og ryste dynen ordentligt, så fjerene flyver. For når fjerene flyver, så sner det på jorden. Jeg er Fru Holle."

Den gamle talte så venligt, at pigen tog mod til sig, gik indenfor og blev for at hjælpe. Hun gjorde alt, præcis som Fru Holle ville have det. Hver morgen åbnede hun vinduet og rystede den store hvide fjerdyne så kraftigt, at fjerene fløj ud som snefnug, og langt, langt dernede sneede det på jorden. Og Fru Holle var altid god mod hende: aldrig et vredt ord, og hver dag steg og gryderet og godt at spise.

Længe boede pigen hos Fru Holle. Men efter et stykke tid blev hun bedrøvet, og først vidste hun ikke selv hvorfor. Så forstod hun det: Hun havde hjemve. Selvom hun havde det tusind gange bedre her, længtes hun alligevel hjem.

Til sidst sagde hun: "Fru Holle, jeg har været så glad her, men nu vil jeg gerne hjem til mine egne."

"Det glæder mig, at du gerne vil hjem," sagde Fru Holle, "og fordi du har tjent mig så trofast, vil jeg selv følge dig derop."

Hun tog pigen i hånden og førte hende hen til en stor port. Porten gik op, og lige da pigen stod under den, faldt der en regn af guld, og alt guldet blev hængende på hende, så hun var dækket af det fra top til tå.

"Det er til dig, fordi du har været så flittig," sagde Fru Holle. Og hun gav hende også tenen tilbage, som var faldet i brønden.

Så lukkede porten sig, og pigen var oppe på jorden igen, ikke langt fra stedmoderens hus. Da hun kom ind i gården, sad hanen på brøndkanten og galede:

"Kykeliky! Vor gyldne pige er hjemme på ny!"

Stedmoderen og stedsøsteren kom løbende, og da de så hende dækket af guld, tog de venligt imod hende og ville høre alt. Så fortalte pigen alt, hvad hun havde oplevet.

Da stedmoderen hørte, hvordan hun var kommet til alt det guld, ville hun have, at hendes egen dovne datter skulle få samme lykke. Så den dovne stedsøster satte sig ved brønden og spandt, lod med vilje tenen falde i og gik ned efter den.

Hun vågnede på den samme dejlige eng og gik ad den samme sti. Da hun kom til bageovnen, råbte brødet: "Tag os ud, tag os ud, ellers brænder vi!" Men den dovne gabte og sagde: "Jeg gider ikke gøre mine hænder snavsede," og gik videre. Da hun kom til æbletræet, råbte det: "Ryst mig, ryst mig! Mine æbler er allesammen modne!" Men hun svarede: "Der kunne jo falde et ned i hovedet på mig," og gik videre.

Da hun kom til Fru Holles hus, var hun ikke bange for de store tænder, for hun havde allerede hørt om dem, og hun gik straks ind. Den første dag arbejdede hun lidt, for hun tænkte på guldet. Den anden dag arbejdede hun mindre. Den tredje dag ville hun slet ikke stå op om morgenen. Og dynen rystede hun aldrig, så fjerene fløj.

Det blev Fru Holle snart træt af, og hun sagde, at det var tid at gå hjem. Den dovne blev henrykt, for nu, tænkte hun, ville guldregnen komme. Fru Holle førte hende hen til den store port. Men da hun stod under den, blev der i stedet for guld vippet en stor kedel fuld af klistret sort beg ud over hende.

"Det er lønnen for dit arbejde," sagde Fru Holle og lukkede porten.

Så kom den dovne hjem, klistret til med beg fra top til tå, og da hanen på brønden så hende, galede han:

"Kykeliky! Vor begpige er hjemme på ny!"

Beget ville ikke gå af, hvor meget hun end gned. Så hentede den flittige pige en spand sæbevand og en skurebørste. "Kom," sagde hun venligt, "vi skrubber det af sammen." De skrubbede og skrubbede, og en lille smule gik af. Og fra den dag gik der lidt mere af, hver gang den dovne søster hjalp til med arbejdet, til der til sidst slet ikke var noget tilbage. Da havde hun lært at hjælpe lige så gerne som sin søster, og hanen på brønden havde ikke mere at gale om.