De tre bukke Bruse en personlig bog med dit barn som helten

For længe siden, i det høje fjeldland i Norge, boede tre bukke på en tør bakkeskråning. Alle tre hed Bruse. Den mindste havde et klokkeklart mæ og pæne små hove. Den mellemste havde krøllede horn og en rolig, fornuftig gang. Den største var bred som en tønde, med store horn og hove som hamre.

Et ungt menneske passede bukkene, et barn i en smørgul tunika, brune benklæder og solide støvler. Den sommer blev bakken bar og brun, og bukkene knasede de sidste strå ned til roden. Deres maver rumlede i tre forskellige størrelser rumlen.

En morgen klatrede barnet op på en høj grå sten og så ud over dalen. Dér, på den anden side af en klukkende å, lå en eng så grøn som nye ærter, prikket med kløver og smørblomster. "Dér skal vi hen," råbte barnet ned. Bukkene løftede hovedet, og den mindste gjorde et sultent lille hop.

Men mellem bakken og engen løb åen, og over åen buede sig en træbro. Barnet førte bukkene ned til vandet og pegede. "Dér er vejen over."

På samme øjeblik lød der fra under broen en lang, rumlende brummen. "Mumle, brumle, hvem går på mit tag?" Bukkene stivnede. Barnet satte sig på hug og kiggede over bredden. Under buen sad en trold med en næse som en roe, hår som en høstak fuld af mos, øjne så runde som underkopper og en vest med hver knap i det forkerte hul.

Den mindste buk gik først. Trip, trap, trip, trap sagde de små hove på planken. Trolden stak hovedet frem. "Hvem er det, der trisser over min bro?"

"Bare mig," sagde den mindste buk Bruse med en helt lille stemme. "Jeg skal op på engen og blive fed."

"Jamen, så æder jeg dig!" sagde trolden, selv om hans mave rumlede højere end hans trussel.

"Åh, lad være," sagde den mindste buk. "Jeg er knap nok en mundfuld. Vent på min bror, den mellemste buk Bruse. Han er meget større end jeg."

Trolden kløede sit høstakhår og tænkte over det. "Hm. Nå, så stik af med dig." Den lille buk hoppede over de sidste planker og ind på græsset. Barnet, der ventede på den nærmeste bred, åndede ud og grinede.

Næst kom den mellemste buk. Klip, klap, klip, klap sagde hans hove, og broen knirkede lidt højere. "Hvem er det, der klaprer over min bro?" brummede trolden.

"Bare mig, den mellemste buk Bruse. Jeg skal op på engen og blive fed."

"Så æder jeg dig!"

"Du skulle hellere vente på min bror, den største buk Bruse," sagde den mellemste buk høfligt. "Han er meget større end jeg."

Trolden snoede sin roenæse. "Nåh, men han skal være ventetiden værd." Den mellemste buk gik over til den grønne side og stillede sig ved siden af sin lillebror.

Nu gik barnet sammen med den største buk hen til foden af broen. "Du behøver ikke slås med nogen," hviskede barnet og klappede ham på den lodne hals. "Du skal bare over." Den store buk nikkede langsomt. Så trådte barnet tilbage hen ved et piletræ, et godt stykke fra vandet, for at se til.

TRIP, TRAP, TRIP, TRAP! Planken drønede som en tromme under den største buks hove. Troldens hoved fór frem under buen. "HVEM ER DET, der tramper over min bro?"

"Det er mig, den største buk Bruse," sagde bukken med en stemme så dyb som en tønde.

"Jeg æder dig!" brølede trolden, selv om han ikke lød helt så sikker som før.

"Kom bare an," sagde den store buk roligt. "Jeg har to stærke horn og fire hårde hove, og jeg er ikke bange for en brummen."

Den store buk sænkede hornene og stampede, én gang, to gange, tre gange. Hele broen sang. Troldens hat sprang af hans hoved, og vestens knapper sprang af. Han vaklede, baskede med armene og væltede over kanten, ned, ned, og plump! Han landede på en tyk grøn bred af mos ved åen, blød som en dunseng.

Han satte sig op med mos på næsen og blinkede i stor forbavselse. Han var slet ikke kommet til skade.

Barnet skyndte sig hen til bredden. "Er du okay?"

"Det er kun min stolthed, der har fået et bump," mumlede trolden og børstede sin vest af. Han så på den store buk, der stod høj og rolig på hans bro, og derefter på barnet. "Al den brummen og ingen middagsmad," sukkede han. "Jeg tror, jeg går op i bjergene og leder efter svampe. Stille svampe." Han tog sin hat, satte den på skævt og travede væk op ad skråningen.

Barnet vinkede den store buk videre. Over broen gik han, trip, trap, trip, trap, og barnet fulgte efter, og de tre Bruse stod endelig sammen på den grønne side af åen.

"Denne vej," lo barnet og førte dem op på græsmarken, hvor græsset var sødt og højt, og vilde blomster nikkede i brisen. Den mindste buk sparkede til med hovene. Den mellemste snusede til kløveren. Den største sukkede af ren lykke.

Snart græssede alle tre i solskinnet, tyggede og mumsede og blev federe for hver dag. Barnet sad lidt blandt dem, rejste sig så og vinkede farvel, og bukkene så op og mæede, hver med sin egen stemme, lille, mellem og stor.

Langt væk på en bakketop sad trolden på en kampesten med et fad svampe og vinkede med en mosgrøn hånd. Han flyttede aldrig tilbage under broen, og bukkene gik over den, når det passede dem.

Snip, snap, snude, så er eventyret ude.