De tolv dansende prinsesser en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en konge, som havde tolv døtre, den ene smukkere end den anden. De sov sammen i en lang stue, hvor deres tolv senge stod på række ved siden af hinanden, og hver aften, når de var gået i seng, låste kongen selv døren.

Men hver morgen, når han låste op igen, stod der tolv par dansesko på række på gulvet, og hvert eneste par var danset helt igennem og fuldt af huller.

"Hvordan kan det gå til?" råbte kongen og holdt en sko med hul i snuden op. "Døren har jo været låst hele natten!"

Prinsesserne så bare på hinanden, og den yngste, som sad på den sidste seng i rækken, holdt hånden for munden, så ingen kunne se, at hun smilede. For hun kendte hemmeligheden ligesom alle sine søstre, og de havde lovet aldrig at fortælle den.

Til sidst sendte kongen bud efter en venlig gammel soldat, som var kommet hjem fra krigen med intet andet end en lang grå kappe. Den havde han fået af en gammel kone i skovbrynet. "Den, der bærer den, kan ikke ses," havde hun sagt. "Og når prinsesserne byder dig noget at drikke, så drik ikke en dråbe."

"Hold vagt ved mine døtres dør i nat," sagde kongen og pegede ned ad gangen, "og fortæl mig i morgen tidlig, hvor de går hen."

Den yngste prinsesse kiggede frem bag dørkarmen, så på den gamle soldat og spekulerede på, hvad han mon ville få at se.

Den aften kom den ældste prinsesse med en kop varm mælk med honning til ham. "Så sover I godt," sagde hun sødt. Soldaten takkede, og så snart hun havde vendt ryggen til, hældte han mælken ud i en urtepotte, lænede sig tilbage i stolen og begyndte at snorke. Den eneste, der så det, var den yngste, som sad op i sin seng med store øjne.

"Han sover," sagde den ældste. "Skynd jer!"

De tolv prinsesser sprang op, åbnede deres skabe og tog deres fineste balkjoler og deres blødeste dansesko på. Så gik den ældste hen til sin seng og bankede tre gange på sengestolpen. Det knagede og rumlede, og hele sengen sank ned i gulvet. Hvor den havde stået, åbnede der sig en lem, og en stentrappe førte ned i mørket.

En efter en gik prinsesserne ned med hver sit lys i hånden. Den yngste gik sidst. Den gamle soldat svøbte den grå kappe om sig, og straks kunne ingen se ham. Stille listede han ned ad trappen efter hende.

Halvvejs nede trådte han på sømmen af hendes kjole.

"Av!" råbte den yngste og vendte sig om. "Der var nogen, der trådte på min kjole!"

"Lad være med at fjante," lo søstrene længere nede. "Du har bare hængt fast i et søm."

Nederst kom de ind i en allé, hvor hvert eneste blad på hvert eneste træ var af sølv og skinnede i lysets skær. Soldaten brækkede en lille kvist af for at tage den med, og den knækkede med et højt knæk.

Den yngste standsede. "Hørte I det? Der er noget galt i nat."

"Det er bare vores prinser, der jubler, fordi vi kommer," sagde den ældste.

Bagefter kom de til en skov, hvor alle bladene var af guld, og så til en skov, hvor alle bladene var diamanter, der funklede som rimfrost. I hver skov brækkede soldaten en kvist af, hver gang lød der et knæk, og hver gang snurrede den yngste rundt med lyset løftet højt. Men hun så ingenting.

Endelig kom de til en mørk sø. Der lå tolv små både med lygter og ventede, og i hver båd sad en prins ved årerne. Hver prinsesse steg ned i en båd, og soldaten satte sig helt stille i den yngstes båd.

"Jeg forstår det ikke," pustede hendes prins, mens han roede. "Båden er så tung i nat. Jeg må tage fat af alle kræfter."

"Det er nok varmen," sagde den yngste, men hun kiggede længe på den tomme plads i midten.

På den anden bred lå et funklende slot, og derfra lød trommer og trompeter. Prinserne var fortryllede: hver nat måtte de danse i slottet under jorden, og de kunne ikke komme op i dagslyset, før nogen tog deres hemmelighed med sig derop.

Så dansede de. Den yngste snurrede rundt, til kjolen stod ud om hende, og hendes prins bukkede dybt for hende før hver dans. De dansede til klokken tre om morgenen, da alle tolv par sko var danset hullede, og de måtte holde op.

Prinserne roede dem tilbage over søen. Denne gang sad soldaten i den første båd, skyndte sig op ad trappen før alle andre, og da de trætte prinsesser kravlede ind i deres stue, sad han allerede og snorkede i sin stol igen. Den yngste holdt sin sko op, kiggede gennem hullet og smilede et søvnigt smil.

Om morgenen kaldte kongen dem alle hen til sin trone. "Nå?" spurgte han soldaten. "Hvor danser mine døtre om natten?"

Den gamle soldat lagde en pude frem for ham, og på den lå en kvist af sølv, en af guld og en af diamant.

Men før han nåede at sige et ord, trådte den yngste prinsesse frem.

"Jeg skal nok fortælle det, far," sagde hun. "Under den ældstes seng er der en trappe, og dernede er der skove af sølv og guld og diamanter, en sø og tolv prinser, der må danse hver nat, fordi de er fortryllede. Og jeg tror, nogen fulgte efter os."

Soldaten lo og bukkede. "Det var mig, Deres Majestæt. Og hun lagde mærke til hvert eneste skridt, jeg tog."

Så snart hemmeligheden var fortalt i dagslyset, var fortryllelsen brudt. Op ad trappen kom de tolv prinser med alle deres spillemænd, blinkende mod solen, endelig fri.

Samme aften slog kongen dørene op til slottets balsal. Alle fik splinternye dansesko, den gamle soldat fik den bedste plads i salen, og kongen lo og dansede, til kronen sad på skrå. Og fra den dag dansede prinsesserne på slottet, når de havde lyst, med alle døre slået op, og ingen behøvede nogensinde mere at gå og gemme på en hemmelighed.