Skønheden og Udyret en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en købmand, som havde tre døtre. Engang havde han været rig, men hans skibe gik tabt på havet, og familien måtte flytte ud på en lille gård på landet. De to ældste søstre klagede hele dagen. Den yngste var så sød og så smuk, at alle kaldte hende Skønheden. Hun fejede gulvene, lavede mad til sin far og sang, mens hun arbejdede.

En vinter måtte købmanden ud på en lang rejse til byen. »Hvad skal jeg have med hjem til jer?« spurgte han sine døtre. De to ældste ønskede sig silkekjoler og perler. Skønheden sagde bare: »Tag en rose med til mig, far. Her i sneen gror der ingen.«

På vejen hjem kom købmanden væk fra vejen i en snestorm. I timevis vandrede han omkring, forfrossen og bange, til han kom til et stort palads, hvor der var lys i hvert eneste vindue. Han bankede på, men ingen svarede. Døren gik op af sig selv, så han gik ind. I hallen brændte et knitrende bål i kaminen, og et bord var dækket med varm suppe og brød. Ingen serverede, og alligevel kom fadene hen til ham, som om usynlige hænder bar dem. Købmanden spiste, sov i en blød seng, og om morgenen havde han stadig ikke set en levende sjæl.

Da han tog af sted, kom han forbi en løvhytte, hvor der blomstrede roser midt om vinteren. »Skønheden bad om en rose,« tænkte han, og han plukkede en.

Straks lød der et frygteligt brøl. Foran ham stod et Udyr, kæmpestort og lodent, med krumme horn og en stemme som torden.

»Jeg gav dig et bål, en seng og aftensmad,« brummede Udyret, »og du tager mine roser? For det må nogen komme og blive her i dit sted.«

Købmanden forklarede, at rosen var til hans yngste datter.

»Så gå hjem,« sagde Udyret, »og fortæl dem det. Hvis en af dine døtre kommer af egen fri vilje, er du fri.«

Hjemme gav købmanden Skønheden rosen og fortalte hende det hele. Skønheden tøvede ikke et øjeblik. »Det var min rose, far,« sagde hun. »Jeg tager af sted.«

Så red købmanden og Skønheden sammen til paladset. De store porte åbnede sig af sig selv for at lukke dem ind, og den aften var der dækket bord til to. Med tungt hjerte krammede købmanden sin datter farvel, og Skønheden blev alene tilbage.

Klokken ni hørte hun tunge skridt, og Udyret kom ind i hallen. Han var lige så skræmmende, som hendes far havde sagt, og Skønhedens knæ rystede. Men han talte stille og kom ikke for tæt på.

»Må jeg sidde hos dig, mens du spiser?« spurgte han.

»Det er dig, der er herre her,« sagde Skønheden.

»Nej,« sagde Udyret. »Det er dig, der er frue her. Hvis du vil have, at jeg går, så går jeg.«

Næste morgen fandt Skønheden en dør med sit eget navn skrevet over i guldbogstaver. Indenfor var der et værelse fuldt af bøger, et lille cembalo og noder. På en pult lå en bog med skinnende gyldne sider, og i den læste hun: »Velkommen, Skønhed, vær ikke bange. Her er du dronning og frue.« Ved siden af hang et magisk spejl, og da Skønheden hviskede, at hun gerne ville se sin far, kom han til syne i glasset, hvor han sad trist derhjemme.

Hver dag passede paladset på hende som ved trylleri. Lysene tændte sig selv, musik spillede ud af det blå, og usynlige hænder dækkede bord. Hver aften klokken ni kom Udyret og sad hos hende, mens hun spiste, og de snakkede. Han var ikke god til ord, men han var venlig, og han lyttede. Skønheden læste historier for ham ved kaminen og spillede melodier for ham på cembaloet, og lidt efter lidt glemte hun at være bange for hans ansigt.

Hver aften, før han gik, stillede Udyret det samme spørgsmål: »Skønhed, vil du blive her hos mig for altid?«

Og hver aften svarede Skønheden blidt: »Du er min kære ven, Udyr. Men jeg savner min far.«

En aften kiggede hun i det magiske spejl og så sin far syg i sengen, så ked af det uden hende, at han ikke kunne blive rask.

»Åh, Udyr,« råbte hun, »lad mig tage hjem til ham, bare i en uge!«

Udyret var stille længe. Så tog han en guldring af sin pote og lagde den på bordet.

»Tag af sted,« sagde han. »Når du vil tilbage, så drej denne ring rundt på bordet, før du falder i søvn. Men glem mig ikke, Skønhed, ellers dør jeg af ensomhed.«

Næste morgen vågnede Skønheden derhjemme. Hendes far blev så glad, at han snart var rask igen. Hendes misundelige søstre bad hende blive lidt længere, og så lidt længere igen, og ugen gik, og en dag til, og endnu en.

Den tiende nat drømte Skønheden, at Udyret lå i paladsets have ved kanalen, for svag til at løfte hovedet. Hun vågnede med et skrig. Hun drejede ringen rundt på bordet, lukkede øjnene, og om morgenen var hun tilbage i paladset.

Hele dagen ventede hun på, at klokken skulle blive ni. Klokken slog ni, men Udyret kom ikke. Så huskede Skønheden sin drøm og løb ud i den månelyse have. Dér lå han i græsset ved kanalen, stille som en sten.

Skønheden knælede, fyldte en lille kop med køligt vand fra kanalen og stænkede det i hans ansigt. Langsomt åbnede Udyret øjnene.

»Du glemte dit løfte,« hviskede han, »og uden dig kunne jeg ikke leve.«

»Nej, Udyr, du skal leve!« råbte Skønheden. »Lev! Du er min kæreste ven, og jeg forlader dig aldrig mere.«

I samme øjeblik strålede hele paladset af lys. Fyrværkeri knitrede over tagene, og musik fyldte luften. Skønheden så ned, og Udyret var væk. I hans sted stod en ung prins med præcis de samme venlige øjne.

»En ond fe forvandlede mig til et Udyr,« sagde han, »og kun en, der kunne se mit hjerte bag mit skræmmende ansigt, kunne bryde fortryllelsen. Tak, Skønhed.«

Så viste en god fe sig, som havde våget over Skønheden hele tiden, og med hende kom Skønhedens far og søstre. Søstrene skammede sig så meget over deres misundelse, at de lovede at være søde fra nu af, og de holdt ord. Skønhedens far flyttede ind i paladset, biblioteket blev fuldt af læsere, og haven blomstrede hver vinter, med roser til alle, der bad om dem.