Skomageren og nisserne en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang, i en lille tysk by, en skomager, der boede sammen med sin kone og deres barn, Lena. Skomageren var ærlig og flittig, men tiderne var hårde. Vinteren var kommet tidligt, sneen lå dybt i de skæve gader, og hylderne i det lille værksted var tomme. Til sidst var der kun læder nok tilbage til ét eneste par sko.

»Nå,« sagde skomageren og holdt det sidste stykke op, »så må vi gøre det bedste ud af det.«

Den aften skar han, i skæret fra et enkelt stearinlys, læderet til skoene. Lena hjalp ham. Hun lagde stykkerne pænt på arbejdsbordet, sålerne i den ene ende og overlæderet i den anden, så alt var klar til at blive syet sammen om morgenen. Så bad familien deres aftenbøn og gik i seng og håbede på bedre tider.

Da morgenen kom, var Lena den første, der var oppe. Hun løb ned i værkstedet i sin natkjole, og der standsede hun og stirrede. På arbejdsbordet, hvor læderstykkerne havde ligget, stod der et par sko. De var helt færdige, hvert eneste lille sting sad lige, og de skinnede i det grå vinterlys.

»Far! Mor! Kom og se!«

Skomageren tog skoene op og vendte og drejede dem. »Bedre kunne jeg ikke selv have lavet dem,« sagde han. »Der sidder ikke ét sting skævt.«

Snart kom en kunde ind i butikken, en herre i en fin frakke. Han prøvede skoene, og de passede ham så godt, at han betalte meget mere end den sædvanlige pris og lagde en håndfuld guldmønter på disken. For pengene købte skomageren læder til to par sko. Han skar dem til samme aften, Lena lagde stykkerne frem, og så gik de alle sammen i seng.

Om morgenen stod der to par sko færdige på bordet. De blev solgt så godt, at skomageren kunne købe læder til fire par. Og næste morgen stod der fire par sko, lige så fine som nogen i hele landet. Sådan blev det ved, nat efter nat. Alt det læder, skomageren skar til om aftenen, var færdigt om morgenen, og snart var hylderne fulde af smukke sko, kunderne kom fra hele byen, og familien havde igen varme i kakkelovnen og godt brød på bordet.

En aften, kort før jul, sad Lena ved ilden og sagde: »Hvem tror I, det er, der hjælper os?«

»Det har jeg spekuleret på hver eneste aften,« sagde hendes mor.

»Så lad os blive oppe og se efter,« sagde skomageren.

Så juleaften, da læderet var skåret til og lagt frem, gik de ikke i seng. De tændte et lys, satte det på bordet og gemte sig bag forhænget i hjørnet af værkstedet. De ventede og ventede, og Lenas øjne blev tunge.

Lige som kirkeklokken slog tolv, knirkede døren, og to bittesmå nisser kom ilende ind. De var ikke større end Lenas hånd, og de havde ikke andet på end nogle tynde, lasede stofstumper. De kravlede op på arbejdsbordet, tog læderstykkerne og begyndte at sy og hamre og stikke så hurtigt, at Lena knap kunne følge deres fingre. Bank, bank, bank lød de små hamre, og på ingen tid var skoene færdige og stod på række. Så hoppede de to små nisser ned og pilede ud i natten.

Lena kiggede frem bag forhænget. »Så I det?« hviskede hun. »De havde slet ingen sko. De gik med bare fødder, og de rystede af kulde.«

»De har gjort os rige,« sagde hendes mor stille, »og selv har de intet at holde varmen med. Det går ikke. Det er jul. Lad os give dem en gave.«

Så gik hele familien i gang. Lenas mor syede to små skjorter og to par små bukser. Hun strikkede to par uldne strømper, og Lena hjalp med at sy to små veste, røde som kristtjørnens bær. Skomageren selv lavede to par af de mindste sko, han nogensinde havde lavet, så små, at de kunne ligge i hans håndflade.

Næste aften lagde de i stedet for læder det lille tøj pænt frem på arbejdsbordet, med en grankvist ved siden af for julens skyld. Så gemte de sig bag forhænget igen.

Ved midnat kom de to små nisser ilende ind, klar til at arbejde. Men der var intet læder. I stedet fandt de de små skjorter og bukser, strømperne, vestene og skoene. Først så de helt forbløffede ud. Så lyste deres ansigter op af glæde. De klædte sig på, så hurtigt de kunne, glattede deres nye tøj og beundrede deres nye sko, og så begyndte de at synge:

»Se, hvor fine drenge vi er! Hvorfor skulle vi sy sko her?«

De dansede og hoppede og sprang over stolene og bordet, og til sidst dansede de lige ud ad døren og ud i den snedækkede nat.

De små nisser kom aldrig igen. Men fra den nat gik alt godt for skomageren og hans familie. Hans sko var de fineste i byen, og han manglede aldrig arbejde igen. Juledag satte de sig sammen ved et bord fuldt af gode sager, mens lysene glødede og sneen dalede stille udenfor. Og hver jul derefter lagde Lena en lille grankvist på arbejdsbordet, for en sikkerheds skyld.