Skildpadden og Haren en personlig bog med dit barn som helten

En lys morgen på en grøn eng strakte en hare sine lange ben og så sig omkring efter nogen at imponere. Græsset var tæt af kløver, bierne summede, og et barn sad blandt blomsterne og så en lille skildpadde bevæge sig langs stien.

"Se ham dér," sagde haren og lo. "Han har været i gang med det stykke græs siden morgenmaden. Jeg kunne løbe til bakkerne og tilbage, før han nåede den gamle hegnspæl."

Barnet rynkede lidt panden. "Det er ikke særlig venligt," sagde det.

Skildpadden løftede bare hovedet og blinkede langsomt. "Jeg er måske langsom," sagde han med sin stille stemme, "men jeg kommer altid derhen, hvor jeg skal. Jeg vil gerne løbe om kap med dig."

Haren lo så meget, at han måtte holde sig om siderne. "Et løb! Mig mod dig? Godt så. Jeg skal vise hele engen, hvor hurtigt en hare kan løbe."

Barnet rejste sig. "Hvis I skal løbe, så gør det ordentligt," sagde det. Det fandt nogle enkle flag, hvert af dem bare en lys firkant af stof på en pind. Et blev stukket i jorden ved startlinjen. Så gik barnet hele den snoede sti, forbi åen og de lave sten, og bandt et bånd mellem to pæle for enden som mål.

Da alt var klart, hoppede haren på tæerne, og skildpadden satte forsigtigt fødderne. Barnet løftede et flag højt over hovedet. "På plads," råbte det. "Parat. Los!"

Haren skød af sted som en udløst fjeder. Støvet hvirvlede op bag ham, og i et øjeblik var han en brun streg langt nede ad stien. Skildpadden løftede en fod, satte den ned, løftede den næste og tog sine første beslutsomme skridt.

Barnet gik ved siden af ham. "Det går godt," sagde det. "Bliv bare ved."

"Det har jeg tænkt mig," sagde skildpadden, og han blev ved.

Langt fremme standsede haren med et sæt. Han så tilbage og kunne ikke engang se skildpadden. "Du godeste, han er så langt bagud," fnisede han. "Her står et dejligt skyggefuldt træ. Jeg hviler et øjeblik og vinder stadig med god tid til overs." Han krøb sammen i det kølige græs, lukkede øjnene, og snart sank ørerne, og han sov tungt.

Skildpadden standsede ikke. Han gik gennem vilde blomster og mellem de lave, mosgroede sten. Solen steg højere, og stien føltes lang, men han holdt øjnene på båndet langt fremme og hastede ikke og drev ikke. Nogle gange holdt han en pause for at trække vejret, og barnet sagde et muntert ord, og så gik han videre.

Til sidst løb barnet i forvejen til målet og ventede mellem de to pæle og holdt båndet roligt. Langs stien kom en lille, beslutsom skikkelse nærmere og nærmere, stadig gående støt, ét skridt ad gangen.

På det tidspunkt vågnede haren. Han satte sig op med et ryk og så, at skyggerne var blevet lange. Han så ned ad stien og snappede efter vejret. Langt væk var skildpadden næsten ved båndet.

Haren løb hurtigere, end han nogensinde havde løbet. Hans ben fløj over græsset, og støvet rejste sig i en sky bag ham. Men det var for sent. Skildpadden strakte næsen frem, rørte ved båndet, og det dalede ned i græsset.

"Det klarede jeg," sagde skildpadden blidt, og barnet jublede og klappede.

Haren nåede frem, forpustet, og standsede. Et stykke tid sagde han intet. Så lod han de lange ører falde. "Jeg var stolt og tåbelig," sagde han. "Jeg lo af dig, og jeg holdt op, da jeg skulle have fortsat. Du løb et bedre løb end mig. Jeg er ked af det."

"Tak," sagde skildpadden venligt. "Jeg tager imod det."

Barnet smilede. "Tillykke," sagde det til skildpadden og så til haren: "og godt løbet til dig også."

Så satte de tre sig i kløveren, delte nogle søde bær og så solen gå ned over engen. Og fra den dag pralede haren aldrig mere af sin fart. Han huskede, at støtte skridt, tålmodighed og et venligt hjerte kan bære en meget langt.