Sankt Georg og dragen en personlig bog med dit barn som helten

For længe siden var der en ridder, der hed Georg, og som rejste fra land til land og hjalp dem, der havde brug for hjælp. En dag red han ind i et fremmed land. Hele dagen red han gennem marker, som ingen dyrkede, og gennem landsbyer, hvor hver eneste skodde var lukket. Der var ingen ude på vejen. Ingen sang. Selv fuglene virkede stille.

Til sidst kom han til en by med mure omkring, ved bredden af en stor grå sø. Dér fandt han en gammel hyrde, der sad ved vejen, og spurgte ham, hvad der var galt.

»Det er dragen,« sagde den gamle mand og gøs. »Den bor i søen. For et år siden kom den op af vandet, og siden da har det været forfærdeligt. Hver dag brøler den ved byens porte, og hver dag må vi sende nogen ud til den. Vi trækker lod på torvet om, hvem der skal gå. Og i dag …« Hans stemme sank til en hvisken. »I dag faldt loddet på prinsessen.«

Georg red ind i byen. Hele torvet var tavst. Midt på stod kongen med armen om sin datter, og i prinsessens hånd lå den mærkede sten, der var blevet trukket op af posen.

»Luk porten op,« sagde Georg, »og lad mig prøve noget andet.«

Kongen rystede trist på hovedet. »Vi har allerede prøvet alt,« sagde han. »Riddere er draget ud med sværd og spyd, og dragen har jaget hver eneste en af dem på flugt. Hvad skulle én ridder mere kunne gøre?«

»Jeg skal ikke ud og kæmpe mod den,« sagde Georg. »Jeg skal ud og tale med den.«

Alle stirrede på ham. Ingen havde nogensinde tænkt på at tale med en drage.

De lukkede Georg ud gennem den lille sidelåge, og han red ned til søens bred. Vandet var mørkt og stille. Så begyndte det at boble. Op af søen rejste dragen sig, kæmpestor og grøn og skællet, med vinger som laset sejl og røg, der krøllede sig ud af næseborene. Den brølede så højt, at Georgs hest stejlede.

Georg klappede sin hest og ventede, til brølet holdt op. Så sagde han: »Godmorgen.«

Dragen blinkede. Den åbnede munden for at brøle igen og lukkede den så. Ingen havde sagt et ord til den i hundrede år, og det tog lang tid at huske, hvordan man svarede.

»God … morgen,« sagde den til sidst med en stemme som grus.

»Hvorfor brøler du ad byen hver dag?« spurgte Georg. »Hvorfor vil du have, at de sender folk ud til dig?«

Dragen så overrasket ud. »Folk?« sagde den. »Jeg vil ikke have folk. Jeg har aldrig spist nogen i hele mit liv. Hver gang de sender nogen ud, løber de væk, så snart de ser mig, og det kan jeg ikke bebrejde dem.« Den lod sit store hoved hænge. »Jeg er bare sulten. Der var engang masser af fisk i den her sø, men fiskene er forsvundet, og jeg er så sulten, og jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre end at brøle. Ingen har nogensinde tænkt på at spørge mig.«

Georg tænkte over det. »Så kan vi lave en aftale,« sagde han. »Hvis byen lover at dele sin mad med dig, brød og fisk, hver eneste uge, vil du så holde op med at brøle og lade dem være i fred?«

Dragens øjne blev runde. »Hver uge?«

»Hver uge,« sagde Georg. »Jeg spørger dem selv.«

»Så ja,« sagde dragen. »Det vil jeg meget gerne.«

Men en drage, der har været sulten og vred i et helt år, lærer ikke at stole på nogen på en eneste morgen. Da Georg vendte sin hest mod byen, rejste dragen sig pludselig bag ham, brølede og baskede med sine store vinger og pustede røg ud for at se, om ridderen ville løbe som alle de andre.

Georg løb ikke. Han vendte sig om, sænkede sin lanse og holdt stand, fast som en klippe, med skjoldet på armen og øjnene i dragens øjne.

»Jeg gav dig et løfte,« sagde han roligt. »Jeg holder mine løfter. Vil du holde dit?«

Dragen så på lansen og på ridderen, der ikke var løbet sin vej. Så foldede den langsomt, langsomt vingerne sammen og lagde sig på bredden som en stor hund.

»Det vil jeg,« sagde den.

Georg red tilbage til byen og fortalte kongen og folket det hele. Først kunne de ikke tro det. Men prinsessen troede på ham, og hun gik med ham hen til porten.

»Luk den op,« sagde hun.

Så blev den store slå trukket tilbage, og byporten svingede op for første gang i et år.

Den eftermiddag rullede de første vogne med brød og fisk ned til søen, og halvdelen af byen fulgte med for at se på. Dragen spiste hver eneste bid, meget høfligt, og sagde tak, og så krøllede den sig sammen på bredden og faldt i søvn i solen, mens den snorkede blidt, for første gang i et år.

Derefter forandrede alt sig. Skodderne blev åbnet. Markerne blev dyrket igen, og børnene legede ved vandet. Hver uge bar bagerne og fiskerne mad ned til søen, og dragen viste sig at være en helt igennem god nabo. Den holdt kragerne væk fra kornet, den varmede fiskernes hænder med sin ånde de kolde morgener, og om sommeraftenen lod den børnene rutsje ned ad sin hale og ud i vandet.

Kongen ville give Georg halvdelen af sit kongerige, men Georg bad kun om, at kongen byggede en kirke og tog sig af de fattige. Så sagde han farvel til prinsessen og folket og dragen og red videre for at se, hvem der ellers kunne have brug for hans hjælp.

Og den dag i dag er søen i det land bare en sø, og kongeriget kan sove trygt.