Ridning begynder med et goddag en personlig bog med dit barn som helten

Rose havde forestillet sig den første ridetime hele vejen til rideskolen. En tur rundt på ridebanen. Vinke til morfar. Måske endda prøve et par hoppende travskridt. Den lille rødbrune pony, der ventede ved lågen, havde en lys manke og en hvid blis ned ad mulen. »Bramble,« sagde rideinstruktøren. Rose syntes, det var et rigtig godt navn til en ny ven.

Instruktøren tjekkede Bramble, sadlen og gjorden og hjalp så Rose op fra en skammel. Den marineblå ridehjelm var spændt godt fast. Støvlerne havde små hæle, og forfødderne hvilede på stigbøjlernes trædeflader. Instruktøren holdt trækkerebet ved Brambles skulder. Alt var klar. »Skridt,« hviskede Rose og gav samtidig det blide tryk med benene, som de lige havde talt om.

Fire hove blev præcis, hvor de var. Rose spurgte igen. Stadig ingenting. Det glade billede fra turen derhen begyndte at krølle sammen. Måske kunne Bramble lide alle undtagen Rose. »Skal jeg sige det højere?« Instruktøren rystede på hovedet. »Lad os holde en pause. En pony, der ikke rører sig, kan være usikker eller have det ubehageligt. Først må jeg tjekke.« Rose lod begge ben slappe af.

Instruktøren tjekkede grundigt og fandt intet bekymrende, men besluttede at slutte ridningen for nu. Rose kom ned med hjælp. »Bramble er genert over for nye,« forklarede instruktøren. »Vi kan give vores næste møde en stillere begyndelse.« Rose kiggede ind i ponyens bløde brune øje. Hele formiddagen havde Rose tænkt på, hvad Bramble skulle gøre. Hvad mon Bramble havde brug for?

Mens instruktøren holdt i grimen, gik Rose langsomt hen fra siden, mod skulderen. Aldrig bagfra, hvor en pony kan blive forskrækket. »Hej, Bramble. Det er mig.« Rose standsede og lod der være plads omkring hovene. Så, da instruktøren sagde, at det var i orden, hvilede en lille hånd på siden af halsen. Der var ingen grund til at skynde sig at gøre noget andet.

Ved næste besøg rakte instruktøren en blød børste frem. »Følg den vej, pelsen gror.« Rose stod ved skulderen og børstede en lille rødbrun plet. I begyndelsen var det, som om hvert strøg sagde: Hvornår må jeg ride? Men hårene lagde sig i sådan en glat, skinnende sti, at Rose begyndte at se på børsten i stedet. Ét langsomt strøg. Et til. Bramble stod stille, og Rose holdt op med at tælle.

Bagefter kom en lillebitte godbid, som instruktøren havde godkendt til Bramble. Rose lagde den i en spand og holdt i hanken med hænderne et godt stykke fra kanten og ponyens mule. Instruktøren holdt stadig i rebet. Bramble sænkede sin mule med den hvide blis. Knas. Rose ventede, til spanden var tom. »Betyder det, at han vil gå for mig?« spurgte Rose. »Mad er ikke en byttehandel,« sagde instruktøren. »Vi passer på ham.«

Under endnu et kort besøg raslede en trillebør på den anden side af hegnet. Det ene øre drejede sig. Brambles hoved røg op, og kroppen under Roses børste blev mindre afslappet. Rose sænkede børsten og sagde det til instruktøren. »Godt set. Ét øre fortæller os ikke det hele. Kig på hele ponyen, og på hvad der sker omkring den.« De ventede, til trillebøren var forbi. Da Bramble faldt til ro, kunne børstningen begynde igen.

Der var også små ture på ryggen, altid med instruktøren, der holdt trækkerebet. Rose lærte at kigge fremad, sidde rank og holde hænderne bløde. Efter en blid opfordring til skridt kunne benene slappe af, så snart Bramble trådte frem. Da de begge var klar, lærte instruktøren dem et par stille travskridt. At holde i halsremmen hjalp Rose med at holde balancen uden at trække i ponyens mund. Så gik de i skridt og hvilede sig.

På rideskolens lille opvisningsformiddag ventede morfar uden for rækværket. Et koralrødt tørklæde blafrede fra den ene hånd. Bramble løftede hovedet. Rose, der stadig stod på jorden ved skulderen, lagde straks mærke til stramheden. Den gamle følelse kom tilbage: Alle ville sidde og vente. Så huskede Rose trillebøren. »Vil du ikke lægge tørklædet væk, morfar? Og giv os et øjeblik, før du vinker.« Morfar puttede det ned i en taske.

»Vi kan godt vente med ridningen til en anden dag,« sagde instruktøren. Rose tænkte over det og valgte så først et stille goddag. Ingen trak. Ingen skyndte sig. Instruktøren tjekkede Bramble og så til et stykke tid. Da både pony og barn var klar, kom Rose op med hjælp. Instruktøren stillede sig ved venstre skulder med trækkerebet i hånden. Rose kiggede hen mod den orange kegle, pustede ud og bad stille om skridt. Én hov bevægede sig. Så en til.

Rose lod benene slappe af. Bramble gik! Ved keglen drejede de sammen, mens instruktøren styrede. Så kom et par blide travskridt, mens instruktøren løb ved siden af. Rose holdt i halsremmen og holdt albuerne bløde. Hop, hop, hop! En latter slap ud. Så tilbage til skridt. Det dejlige var ikke at komme hurtigt frem. Det var at mærke de små skridt ske sammen.

Ved den cremefarvede markering sad Rose rank og bad stille om en parade, mens fingrene blev lukket blidt, sådan som Rose havde lært. Instruktøren hjalp Bramble med at standse. Rose gjorde hænderne bløde igen. Fire hove stod stille, ligesom de havde gjort i begyndelsen. Denne gang føltes det vidunderligt at stå stille. Instruktøren rakte en roset i blomme og creme frem. »For at lægge mærke til ting, passe godt på og give en pony tid.« Morfar klappede stille på den anden side af rækværket.

Rose takkede Bramble med et blidt strøg på halsen. Efter at instruktøren havde hjulpet med at komme ned og taget sadlen af, var der stadig noget, Rose gerne ville. »Må jeg få den bløde børste?« Rosetten kunne vente i sin æske. En skinnende rødbrun plet og et goddag uden hast ventede også.