Prinsessen og lanternedragen en personlig bog med dit barn som helten

Prinsesse Juniper boede i et hvidt og rosa slot på en snedækket bakke. De runde tårne havde tage af blå skifer, og uden for murene klatrede granskovene op og op i de mørke, stille bakker.

Hver vinter holdt slottet en lanternefest. I årets længste nætter samledes alle i slotsgården, lanternerne blev tændt én efter én, og hele bakken lyste som en krukke fuld af ildfluer. Juniper kunne næsten ikke vente.

Men en kold efterårsnat forandrede noget sig.

Et langt brøl rullede ned fra de mørke bakker. Ude i køkkenet tabte kokken en gryde. Oppe i den store sal sprang kongen op.

»Luk portene!« råbte han. »Og pak festlanternerne væk. Ingen fest, så længe det væsen er derude.«

Juniper lå i sin seng, men hun sov ikke. Hun kravlede op i den polstrede vindueskarm, trak tæppet om skuldrene og trykkede øret tæt ind mod det kolde glas. Månen skinnede klart over bakkerne. Brølet kom igen, langt og vaklende.

Juniper lagde hovedet på skrå. Det lød ikke vredt. Det lød ikke som noget, der ville skræmme nogen. Det lød, tænkte hun, som en, der græd.

Næste morgen var den store sal fuld af bekymrede stemmer. Kokken kiggede frem under et bord. Hofmændene hviskede i krogene. Kongen gik frem og tilbage ved siden af sin enkle trone af træ.

»Vi har brug for en højere mur,« sagde han. »En meget højere mur.«

Juniper trak ham i ærmet. »Er der nogen, der har spurgt, hvorfor det brøler?«

Der blev stille i salen. Det havde ingen.

»Så vil jeg gerne gå op og finde ud af det,« sagde Juniper.

Kongen så længe på hende. Så kiggede han på den venlige slotsvagt, der stod ved døren med en lanterne på en stav. »Kun sammen med vagten,« sagde han. »Hvert eneste skridt.«

De gik af sted ved daggry. Stien op ad bakken var hvid af rimfrost, og hvert åndedrag lavede en lille sky. Juniper bar en kurv med et klæde over. Indeni var der bagte æbler og en rulle bløde hvide bandager, for en sikkerheds skyld.

Det kildede uroligt i maven. At være modig, opdagede hun, betød ikke, at man ikke var bange. Det betød, at man var bange og alligevel gik op ad bakken.

Tæt ved toppen, bag en ring af mosklædte sten, fandt de en lille hule. Vagten holdt lanternen højt, og de kiggede ind.

Der var intet monster i hulen.

Der var en dragebaby.

Den var ikke større end en stor hund. Dens skæl var himmelblå, maven var cremefarvet, og de sammenfoldede vinger var bløde og sølvskinnende. Den lå krøllet tæt sammen og holdt den ene forpote oppe fra jorden, og dens store ravgule øjne var våde af tårer.

»Åh,« åndede Juniper. »Du er slet ikke uhyggelig. Du er bange.«

Juniper huskede, hvad staldmesteren havde lært hende om at møde bange dyr. Bevæg dig langsomt. Bliv nede i højde. Tal stille. Kig dem ikke ind i øjnene. Lad dem komme til dig.

Så hun knælede ned et lille stykke væk, med vagten på knæ lige ved siden af. Hun kiggede ned i jorden i stedet for på dragens ansigt. Hun talte med sin allerstilleste, venligste stemme. Så tog hun et bagt æble op af kurven og holdt det frem på sin flade, åbne håndflade, med fingrene af vejen.

Dragebabyen snusede. Den krøb lidt nærmere. Og lidt nærmere. Og så, meget forsigtigt, nippede den til æblet.

Det var dér, Juniper så det. I dragens pote sad der en stor, skarp brombærtorn.

»Det er derfor, du brøler,« hviskede hun. »Det gør ondt.«

»Jeg tager den ud,« sagde vagten blidt. »Du holder den rolig.«

Juniper satte sig på en lav sten og aede dragen på hovedet. Hun nynnede den vuggevise, hendes far nynnede for hende, når hun ikke kunne sove. Vagten holdt meget forsigtigt om poten og trak med ét langsomt, roligt træk tornen ud. Dragen gav et lillebitte pip og så et langt, rystende suk.

Juniper viklede poten ind i en blød hvid bandage, fast, men ikke for stramt, og bandt en lille sløjfe ovenpå.

Dragen var for søvnig til at gå nogen steder. Så Juniper og vagten samlede grangrene og lavede en varm, fjedrende seng til den bagest i hulen, og Juniper puttede sit eget tæppe om den. »Vi kommer igen i morgen,« lovede hun. »Med morgenmad.«

De kom igen næste dag, og dagen efter, og hver dag i en uge. Brølene holdt op. Poten helede.

En morgen, da Juniper og vagten begyndte at gå ned ad bakken, fulgte den lille drage efter dem.

Ved slottet kiggede ansigter frem bag porten og ud af hvert eneste vindue.

Juniper tog dragens raske pote og førte den gennem den åbne port. »Det er bare en baby,« sagde hun til alle. »Den brølede, fordi den havde ondt og var bange og helt alene. Vi havde ikke brug for en højere mur. Vi havde brug for at være venlige.«

Kongen kom frem fra mængden. Langsomt knælede han ned i sneen, kiggede ned i jorden, sådan som Juniper viste ham, og holdt en åben håndflade frem. Den lille drage snusede til den og trykkede så sin varme snude ind i hans hånd.

Lanternerne blev pakket ud allerede samme eftermiddag.

På vinterfestens aften var den snedækkede slotsgård fuld af mennesker. Lanternerne hang højt oppe på en stor træbue, langt over alles hoveder. Den lille drage sad oppe på slotsmuren, og én efter én pustede den en lillebitte, forsigtig flamme ind i hver lanterne, mens alle børnene så til fra god afstand nedenunder.

Hele bakken lyste.

Kongen lagde armen om Juniper. »Du var modig,« sagde han, »modig nok til at være venlig.«

Og højt oppe på slotsmuren pustede den lille lanternedrage et glad, gnistrende pust af varm luft, og ikke et eneste menneske var bange.