Pinocchio en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang, i en lille italiensk by, en gammel træskærer, der hed Geppetto. Han var fattig og boede helt alene, og hele vinteren arbejdede han på en dukke, som han skar ud af et ganske særligt stykke træ. Geppetto sleb den glat, malede to runde øjne og en lille rød mund og gav den en kort, pæn næse.

»Jeg vil kalde dig Pinocchio,« sagde han.

I det øjeblik han sagde navnet, blinkede dukken med øjnene. Det trak i munden. Så satte den sig op, sprang ned fra høvlebænken og dansede rundt i værkstedet på sine træben.

»Hej, far!« råbte Pinocchio.

Geppetto lo og græd på samme tid, og han knugede den lille dukke ind til sig. »Min søn,« sagde han. »Min helt egen dreng.«

Pinocchio var fuld af ballade. Han skar ansigter, væltede ting og løb ud på gaden uden hue. Men Geppetto elskede ham højt, og han ville have, at han skulle gå i skole ligesom alle de andre børn. Så han tog sin eneste varme frakke af, gik ud i sneen og solgte den og kom tilbage med en splinterny abc.

»Hvor er din frakke, far?« spurgte Pinocchio.

»Jeg havde for varmt,« sagde Geppetto, skønt han rystede af kulde.

Pinocchio forstod det, og han slog armene om Geppettos hals. »Jeg vil gå i skole hver eneste dag,« lovede han. »Jeg vil lære at læse og skrive, og jeg vil blive den bedste dreng i hele verden.«

Næste morgen gik Pinocchio af sted mod skolen med abc'en under armen. Men på vejen hørte han musik: fløjter og trommer og latter fra en mark ved siden af vejen. Og dér i vejkanten sad en ræv og en kat, begge meget fint klædt på og begge smilende.

»Godmorgen, unge herre!« sagde ræven. »Hvorfor gå i den kedelige gamle skole, når der er marked lige derovre?«

»Med dukketeater!« spandt katten. »En dreng som dig kunne blive stjernen i det.«

Pinocchio tøvede. Så sagde han: »Bare et lille øjeblik,« og så gik han med dem.

Markedet var vidunderligt, fuldt af flag og slik og karruseller, og Pinocchio var så blændet, at han byttede sin nye abc for en pose brændte mandler. Men ræven og katten førte Pinocchio lige hen til dukketeatret, hvor en stor dukkefører med sort skæg greb fat i ham, hængte ham op i snore og lod ham danse på scenen for et betalende publikum. Pinocchio sparkede og sprællede, men han kunne ikke komme ned. Og ræven og katten tog deres del af pengene og smuttede.

Den nat, da forestillingen var forbi, fandt en god fe med turkisblåt hår Pinocchio, der stadig hang og dinglede i sine snore og græd. Hun klippede ham fri og lod ham sidde ved siden af sig.

»Hvad er der sket med dig?« spurgte hun venligt. »Og hvor er din abc?«

Pinocchio ville ikke indrømme, hvad han havde gjort med den.

»Jeg har tabt den,« sagde han.

Og straks blev hans næse længere.

»Hvor tabte du den?« spurgte feen.

»I ... i skoven,« sagde Pinocchio. »En stor ulv jagede mig.«

Næsen blev endnu længere, så lang at den stak ud ad vinduet.

»Små løgne,« sagde feen, »har det med at vise sig, lige midt i ansigtet.«

Pinocchio blev rød over det hele. »Jeg byttede den for slik,« hviskede han. »Jeg tog på markedet i stedet for i skole.«

Og med det samme skrumpede hans næse tilbage til sin rigtige størrelse.

Men Pinocchio havde stadig noget at lære. Han havde tænkt sig at gå hjem til Geppetto, men markedet lå jo stadig ved vejen med sin musik og sit slik, og hver dag sagde han til sig selv: »Bare én dag til.« På markedet var der ingen lektier og ingen regler, kun leg fra morgen til aften. Så en morgen vågnede han og kløede sig i hovedet, og da han så sig selv i en vandpyt, så han et par lange, grå, lodne æselører stikke op af håret.

Pinocchio løb hele vejen hjem med hænderne over ørerne. Men værkstedet var tomt og koldt. En nabo fortalte ham, at Geppetto havde ledt efter ham alle vegne og til sidst var roet ud på havet i en lille båd, for det tilfælde at Pinocchio var blevet ført bort over vandet.

Så gik Pinocchio ned til stranden med en lygte, og han gik hele kysten igennem og råbte: »Far! Far!« Men ingen svarede undtagen mågerne.

Så kom der langt ude på havet en bølge så stor som et hus rullende ind, og op under den steg en kæmpestor hval. Den åbnede sin vældige mund, og i én mundfuld blev Pinocchio skyllet ind, lygte og det hele.

Der var meget mørkt i hvalens mave, og det lugtede kraftigt af fisk. Men langt borte kunne Pinocchio se et bitte lille lys. Han gik hen imod det, og dér, ved et lille bord med et stearinlys, sad Geppetto.

»Far!« råbte Pinocchio.

»Min dreng!« råbte Geppetto, og de krammede og krammede hinanden.

Så fortalte Pinocchio Geppetto det hele: om ræven og katten, markedet, snorene, abc'en og æselørerne. Han fortalte den rene sandhed, hver eneste smule af den, og næsen holdt præcis sin rigtige størrelse. Og da han var færdig, skrumpede æselørerne ind, til der intet var tilbage af dem.

»Nu,« sagde Pinocchio, »må vi se at komme ud herfra. Og jeg har en plan.«

Han tog Geppettos lys og holdt det op mod hvalens gane, dér hvor hvalens store næse måtte sidde. Røgen krøllede sig opad og opad, og hvalen begyndte at rykke. Så at vride sig. Og så, med et nys, der fik hele havet til at ryste, blæste den dem begge ud i en vældig hvid vandsøjle.

Plask, dér landede de i havet, og Pinocchio, der jo var lavet af træ, flød som en prop. Geppetto holdt fast i ham, og sammen padlede de ind mod lysene på kysten.

Endelig kom de hjem, våde og trætte og glade. Pinocchio tændte op i kakkelovnen, lavede en varm drik til Geppetto og svøbte ham ind i et tæppe. Næste morgen gik han i skole, og dagen efter, og dagen efter igen. Han lærte at læse og skrive, han arbejdede flittigt og hjalp Geppetto i værkstedet.

En aften, da Geppetto var faldet i søvn ved ilden, fyldtes værkstedet af et blødt blåt lys, og dér stod den blå fe og smilede.

»Pinocchio,« sagde hun, »du fortalte sandheden, da det var svært. Du var modig inde i hvalen, og du har passet på din far af hele dit hjerte. Sådan en dreng fortjener at blive en rigtig dreng.«

Hun rørte blidt ved ham med sin tryllestav, og Pinocchio mærkede noget mærkeligt og varmt strømme helt fra tæerne op til issen. Hans træarme blev bløde. Hans trækinder blev rosenrøde. Han kunne mærke sit eget hjerte slå.

Om morgenen vågnede Geppetto og så en rigtig lille dreng stå og le ved siden af hans stol. På bænken sad en gammel trædukke med armene og benene over kors, som om den hvilede sig lidt.

»Far!« råbte drengen. »Se mig!«

Geppetto krammede ham og krammede ham og græd af glæde. Og fra den dag var Pinocchio en rigtig dreng, der altid talte sandt, og hvis næse altid holdt præcis den rigtige størrelse.