Min første skoledag en personlig bog med dit barn som helten

Aftenen før sin første skoledag lå Alma i sin seng og kunne slet ikke sove. Hun lå på ryggen med øjnene helt åbne og kiggede op i loftet. Månen skinnede ind ad vinduet og lagde en sølvstribe hen over gulvet.

Ved siden af sengen stod hendes nye skoletaske. Den var grøn med en lille ræv på lommen, og den var allerede pakket med penalhus, madkasse og en drikkedunk. Foran den stod hendes nye sko, helt rene og blanke, med røde snørebånd.

Alma glædede sig. Hun glædede sig så meget, at det kriblede i hele kroppen. Men hun var også lidt nervøs. Det føltes, som om der fløj små sommerfugle rundt inde i hendes mave.

»Hvad nu hvis jeg ikke kender nogen?« hviskede hun til sin bamse. Bamsen svarede ikke, men den kiggede venligt på hende, og til sidst faldt hun i søvn.

Om morgenen spiste hun havregryn, tog de nye sko på og fik skoletasken på ryggen. Far tog hendes hånd, og så gik de sammen hen ad fortovet. I den anden hånd holdt Alma et stort kræmmerhus med godter, som farmor havde lavet til hende.

Da de kom hen til skolelågen, standsede Alma. Skolen var kæmpestor. Den havde mange vinduer og et højt tag og en gård fuld af børn, der løb og råbte. Alma tog fat i skoletaskens stropper og holdt fast, så hårdt hun kunne.

»Den er så stor,« sagde hun.

»Det er den,« sagde far og satte sig på hug ved siden af hende. »Men du er modig. Og jeg står lige her, når dagen er slut.«

Ved døren til klassen stod en lærer med krøllet hår og et stort, varmt smil. Hun satte sig ned på hug, så hun var lige så lille som børnene, og hun sagde goddag til hver eneste en.

»Godmorgen, Alma,« sagde hun. »Hvor er det dejligt, at du er kommet. Din knage er lige derovre, den med ræven.«

Alma kiggede. Over en af knagerne hang et lille skilt med hendes navn og en tegnet ræv, præcis som den på hendes taske. Hun hængte tasken op, og det hjalp en lille smule.

Men inde i klassen var der fyldt med børn. Nogle byggede med klodser, nogle legede med dukker, nogle snakkede og grinede ved hylderne med legetøj. Det larmede og summede. Alma blev stående helt ude ved kanten af det store tæppe og holdt madkassen ind til sig. Sommerfuglene i maven flagrede igen.

Så fik hun øje på en dreng. Han sad helt alene ved et lille bord henne ved vinduet. Han havde et stykke tegnepapir foran sig, men han tegnede ikke. Han så bare ned i bordet. Han så præcis lige så nervøs ud, som Alma følte sig.

Alma tog en dyb indånding. Så gik hun hen til bordet og satte sig over for ham. Hun tog et gult farvekridt fra kassen og rakte det hen over bordet.

»Vil du låne det gule?« spurgte hun. »Man kan tegne en sol med det.«

Drengen kiggede op. Så tog han farvekridtet og smilede, bare lidt. »Jeg hedder Viggo,« sagde han.

»Jeg hedder Alma.«

De tegnede side om side. Viggo tegnede en sol og en hund. Alma tegnede et hus og en ræv. Snart grinede de begge to, og de bøjede sig ind over hinandens tegninger for at se.

Lidt senere byggede Viggo et tårn af klodser. Det blev højere og højere, helt op til hans næse. Men så vippede det, og bum! Klodserne væltede ud over hele gulvet. Viggo så ud, som om han skulle græde.

Alma tænkte sig ikke om. Hun kravlede hen og begyndte at samle klodserne op. »Kom,« sagde hun, »vi bygger det igen. Endnu højere.«

Klods på klods, sammen. Til sidst satte Alma den sidste klods på toppen, og tårnet stod. Hele klassen klappede, og læreren klappede allermest. »Det var flot gjort,« sagde hun.

I frikvarteret løb Alma og Viggo ud i skolegården, hvor solen skinnede. De løb om kap hen til rutsjebanen. Alma susede ned først, og Viggo ventede for neden og grinede. Bagved sprang nogle piger sjippetov og sang en remse.

Efter frikvarteret samledes alle på det store tæppe. Læreren satte sig i sin stol med en billedbog i hånden og læste højt om en lille bjørn, der ikke kunne finde sin hule. Alma sad helt tæt ved siden af Viggo og lyttede.

På vinduet bag læreren hang de papirsommerfugle, som klassen havde klippet ud om morgenen. Gule og blå og lyserøde. Og pludselig, mens læreren læste, syntes Alma, at de begyndte at bevæge sig. De flagrede med vingerne, slap ruden og fløj ud gennem det åbne vindue, højt op mod himlen.

Og mærkeligt nok fløj sommerfuglene i Almas mave med dem. Hun lagde hånden på maven. Der var helt stille derinde nu. Kun en varm, glad følelse.

Da skoledagen var slut, stod far ved lågen, præcis som han havde lovet. Alma løb ud til ham med sin tegning holdt højt op i luften.

»Far! Se! Jeg har tegnet en ræv! Og jeg har fået en ven, han hedder Viggo, og vi byggede det højeste tårn!«

Far løftede hende op og svingede hende rundt. »Det lyder som en rigtig god dag,« sagde han.

Den aften pakkede Alma selv sin skoletaske. Penalhus, madkasse, drikkedunk. Hun stillede den ved sengen og satte skoene foran den. Så krøb hun under dynen og lukkede øjnene. Der var ingen sommerfugle i maven, kun et lille smil.

»I morgen,« hviskede hun til bamsen, »skal jeg i skole igen.«

Og så sov hun, før hun nåede at tælle til ti.