Løbet med plads til to en personlig bog med dit barn som helten

Avery havde holdt en plads fri på hylden i soveværelset. Ikke en særlig stor plads. Bare bred nok til førstepladsrosetten fra skolens sportsdag. Der lå ingen roset endnu, men Avery kunne se den for sig: blå, skinnende og vundet af et par meget hurtige fødder. Ved morgenmaden bad Avery om endnu en kort løbetræning. Der var kun tre gange at sove til sportsdagen.

På skolens sportsplads ledede læreren Jo opvarmningen. Børnene gik, joggede stille og roligt og løftede knæene i en marchleg. Avery kunne godt lide den del, hvor marchen blev til en lille hoppende jogging. Ved siden af Avery pustede Kit glad. De var venner, men på sportsdagen skulle de løbe i det samme løb. Avery spekulerede allerede på, hvis sko der ville nå mållinjen først.

Jo viste alle en stående start. Den ene fod ventede et lille stykke foran den anden, knæene var bløde, og kroppen lænede sig en smule frem. Ingen havde brug for startblokke. De lyttede efter fløjten, før de løb. Avery prøvede så hårdt at blive først, at den ene fod gled over stregen før lyden. Tilbage gik Avery med varme kinder. »At vente er en del af at starte,« sagde Jo. Avery nikkede og prøvede igen.

Denne gang ventede Avery. Fløjt! Armene pumpede frem og tilbage med løse hænder i stedet for knyttede næver. Avery kiggede hen mod den fjerne kegle i stedet for til siden på Kit. Starten føltes hurtig og i balance. Efter hvert kort løb kom en gåtur og en pause. Torsdag kunne Avery vente på signalet, selv med en spændt følelse, der hoppede rundt indeni. Den tomme hylde så også ud til at vente.

Sportsdagen kom med solskin og duften af nyslået græs. Hvide streger tegnede lige baner hen over pladsen. Ved mållinjen holdt to voksne et let målbånd af papir. Der var masser af plads bagefter til at sætte farten ned. Avery tjekkede, at begge snørebånd var bundet. Kit tog en slurk vand og rakte så flasken hen mod tasken med de ventende flasker. »Held og lykke,« sagde Kit. »I lige måde,« sagde Avery.

Ved starten føltes Averys mave fuld af små hoppende bønner. Jo mindede børnene om at holde sig i deres baner, give plads til hinanden og løbe helt gennem mållinjen, før de satte farten ned. Avery satte den ene fod bag startmærket og bøjede begge knæ. Hylden dukkede op i Averys tanker. En roset ville se så flot ud dér. Fløjten lød. Avery satte af.

Græsset flimrede under Averys sko. Armene pumpede, blikket fremad. Præcis som de havde øvet. Kit løb i banen ved siden af, næsten lige med. I et par vidunderlige skridt kunne Avery ikke høre andet end fødder og vejrtrækning. Så lød der et blødt bump. Kit havde fået tåen i græsset og var faldet. Ingen havde skubbet. Kit satte sig forskrækket op med græs klistret til den ene håndflade.

Averys ben tog endnu et skridt. Målbåndet blafrede forude. Andre løbere løb forbi. Hvis Avery blev ved med at løbe, var der måske stadig en chance. Avery kiggede tilbage på Kits ansigt. Valget føltes større end hele sportspladsen. Så satte Avery farten ned, stoppede og vendte om. Rosetten måtte vente. En ven sad i græsset.

Jo var allerede på vej. Avery satte sig på hug ved Kit, med plads nok til, at Jo kunne tjekke, hvad der var sket. »Jeg er her,« sagde Avery. Kit blinkede hårdt. »Det kom bag på mig.« Jo tjekkede, at Kit var okay, og spurgte, om noget gjorde ondt. Kit rystede på hovedet og ville gerne op at stå. Avery rakte en åben hånd frem. Kit tog den for at holde balancen og skubbede sig op med sine egne ben. Ingen trak, og ingen skyndte sig.

De stod stille et øjeblik. Kit prøvede et behageligt skridt, mens Jo blev tæt ved. »Vil du gerne løbe færdig, eller vil du hvile dig?« spurgte Jo. Kit kiggede hen mod stregen. »Løbe færdig. Langsomt.« Avery nikkede. »Sammen?« Kit klemte den hånd, der blev rakt frem. Sammen. De begyndte at gå og holdt sig væk fra de andre løbere. Avery fulgte Kits korte, forsigtige skridt i stedet for at prøve at skynde på dem.

Vinderen havde allerede brudt papirbåndet. En voksen holdt de løse ender sikkert til side. Avery og Kit krydsede den hvide mållinje skulder ved skulder, med kun én løber bag sig. Der lød en jubel fra de klasser, der så på. Kit gav et forpustet lille grin. »Vi nåede det.« Avery smilede tilbage. Det havde de. Men pladsen på hylden virkede pludselig meget tom.

Senere sad Avery på en lav bænk væk fra løbebanerne. Vinderens blå roset skinnede i solen. Avery var glad for, at Kit var okay. Avery var også ked af det. Begge følelser kunne være der indeni, selv om de blev til en ubehagelig blanding. Kit satte sig i nærheden. »Du kom tilbage,« sagde Kit. Avery nikkede og kiggede på de sko, der havde arbejdet så hårdt.

Så kaldte skolelederen Averys navn. Avery kiggede op. Var en regel blevet brudt? Skolelederen holdt en gylden roset med et lille hjerte i midten. »Vores roset for god ånd,« lød meddelelsen. »Avery trænede hårdt og ville gerne vinde. Da en ven havde brug for hjælp, valgte Avery at stoppe. Det er venlighed og fair play, som vi alle kan være stolte af.«

Hele skolen jublede. Selv vinderen af løbet klappede, mens den blå roset vippede. Avery stod rank, da skolelederen lagde rosetten i en udstrakt hånd. Kit jublede højest af alle. Den aften lagde Avery den gyldne roset på den frie plads på hylden. Den passede perfekt. I morgen ville Avery stadig gerne løbe hurtigt. Og der ville altid være plads til en ven ved siden af Avery.