Kong Arthur og ridderne af det runde bord en personlig bog med dit barn som helten

For længe siden, da Britannien ikke havde nogen konge, og hver eneste herremand gerne ville være det, var der en dreng ved navn Arthur, som arbejdede i staldene hos en ridder, der hed Sir Ector. Arthur vidste ikke, hvem hans rigtige far var. Han mugede ud i båsene, striglede hestene og hentede og bar for Sir Ectors søn, Kay, som selv var en ung ridder og aldrig lod nogen glemme det.

Den vinter blev der holdt en stor turnering i London, og alle landets riddere red derhen for at dyste. Om morgenen på turneringsdagen kiggede Kay ned på sit bælte og blev bleg.

»Mit sværd!« råbte han. »Jeg har glemt det på kroen! Arthur, løb tilbage og hent det, hurtigt!«

Så Arthur løb hele vejen tilbage gennem de travle gader. Men kroen var låst, og alle var taget til turneringen. Turneringspladsen var larmende og glitrende af bannere og trompeter, og det sværd, Arthur var blevet sendt efter, var ingen steder at finde.

Så fik Arthur øje på en stor firkantet sten på en stille kirkegård med en ambolt af jern ovenpå. Dybt inde i ambolten stod et sværd, og dets fæste skinnede i vintersolen. Der var hugget ord ind i stenen, men Arthur havde for travlt til at læse dem.

»Kay har brug for et sværd,« tænkte han. »Jeg låner bare det her og kommer med det tilbage.«

Han tog fat om fæstet og trak. Sværdet gled ud af stenen lige så let som en ske ud af en budding.

Arthur løb tilbage til turneringen og gav det til Kay. Kay tog ét kig på det og blev helt stille. Han kendte det sværd. Det gjorde alle. For ordene på stenen lød: DEN, DER TRÆKKER DETTE SVÆRD UD AF DENNE STEN, ER HELE BRITANNIENS RETMÆSSIGE KONGE. Voksne riddere, de stærkeste i landet, havde prøvet i årevis, og ikke én af dem havde kunnet få det til at rokke sig.

De gik alle sammen tilbage til kirkegården. Arthur satte sværdet tilbage i stenen, og én efter én prøvede ridderne at trække det ud. De sled og sled, til de blev røde i hovedet, men sværdet rørte sig ikke. Så trådte Arthur frem, tog fat om fæstet og trak det ud igen, lige så let som før. Sværdet hed Excalibur.

En gammel mand med et langt hvidt skæg trådte frem fra mængden. Det var Merlin, den vise troldmand. »Dette er Arthur, den gamle konges sande søn,« sagde han, »og nu er han jeres konge.«

Så Arthur, staldkarlen, blev kronet foran hele kongeriget med en krone, der tydeligvis var flere numre for stor til ham.

Ikke alle var glade. Halvdelen af ridderne ville ikke tage imod ordrer fra en staldkarl, og det sagde de lige op i hans ansigt. »Hvad ved han om at styre et kongerige?« brokkede de sig.

Arthur råbte ikke ad dem, og han sendte dem ikke bort. I stedet bad han sine tømrere om at bygge et bord. Det var et rundt bord, så stort, at det fyldte hele den store sal i hans borg Camelot, og det havde hverken en øverste eller en nederste ende. Så inviterede han alle landets modigste riddere til at komme og sætte sig ved det.

»Ved dette bord,« sagde Arthur, »sidder ingen højere end nogen anden. Ikke engang mig. Her bliver alle hørt.«

Ridderne kom, én efter én, og satte sig rundt om Det Runde Bord, og brokkeriet holdt langsomt op.

Snart var der arbejde til dem. Der kom sendebud fra nord, hvor en frygtindgydende kæmpe skræmte landsbyerne, trampede på hegnene og jog fårene fra hinanden. Arthur red ud med sine riddere, og de fandt kæmpen siddende på en bakkeskråning, hvor han surmulede.

Arthur trak ikke sit sværd. Han gik op ad bakken og spurgte kæmpen, hvad der var galt. Det viste sig, at kæmpen havde en forfærdelig torn i foden, og den gjorde så ondt, at han trampede rundt hele dagen. Arthurs riddere trak i fællesskab tornen ud, og kæmpen blev så taknemmelig, at han brugte resten af sommeren på at hjælpe landsbyfolkene med at reparere deres hegn.

Så blev to af de bedste riddere ved Det Runde Bord uvenner om et stykke jord, og de ville ikke engang være i samme rum som hinanden. Arthur lyttede til den første ridder, og så lyttede han til den anden, og han vidste ikke, hvad han skulle gøre. Så i stedet for at lade, som om han vidste det, bad han om hjælp. Han spurgte Merlin, og han spurgte bønderne, der dyrkede jorden, og han spurgte de andre riddere.

Til sidst fandt de svaret sammen. Jordstykket blev delt mellem de to riddere, en retfærdig linje blev trukket ned igennem midten, og de to riddere gav hinanden hånden.

»En konge behøver ikke at vide alting,« sagde Arthur bagefter. »Han skal vide, hvornår han skal spørge.«

Den aften svor alle ridderne ved Det Runde Bord den samme ed: at beskytte dem, der havde brug for beskyttelse, at lytte og at tale sandt. Og Arthur rejste sig og svor den først.

År efter år regerede Arthur klogt sammen med sine riddere. Markerne blev dyrket igen, vejene var trygge at rejse ad, og Camelot blev et stille, lykkeligt sted, og folk vidt og bredt var stolte af at sige, at de kom derfra.

Til sidst, da sværdet havde gjort alt det, det skulle, red Arthur ned til bredden af en stille, sølvblank sø. Han kastede Excalibur langt ud over vandet. Og før det ramte overfladen, steg en arm i skinnende hvidt op af søen og greb det om fæstet. Den holdt sværdet højt op og drejede det tre gange rundt i lyset. Så trak den det blidt ned under vandet, og søen var stille igen.

Sværdet ligger der endnu, siges det, og venter på, at der bliver brug for det en gang til.