Junglebogen en personlig bog med dit barn som helten

Klokken var syv en meget varm aften i Seeonee-bjergene, da Far Ulv vågnede efter dagens hvil. Mor Ulv lå med sin store grå snude hen over sine fire hvalpe, der tumlede rundt om hinanden, og månen skinnede ind i hulens åbning.

Pludselig raslede det i buskene, og dér i måneskinnet stod en lille brun baby, der lige akkurat kunne gå. Han så op i Far Ulvs ansigt og lo.

"Er det en menneskehvalp?" sagde Mor Ulv. "Jeg har aldrig set én. Tag ham herind." Den lille masede sig ind mellem hvalpene, helt tæt ind til den varme pels, og han var slet ikke bange.

Med ét blev måneskinnet væk. Shere Khan, den store halte tiger, havde stukket sit vældige firkantede hoved ind i hulens åbning. "En menneskehvalp gik denne vej," knurrede han. "Giv mig den!"

Men hulen var alt for smal til, at en tiger kunne komme ind, og Mor Ulv sprang op med øjne som to grønne måner. "Menneskehvalpen er min," sagde hun. "Han skal løbe med flokken og jage med flokken. Forsvind, din Halte!" Shere Khan bakkede brummende ud af hulen, og Mor Ulv vendte sig mod den lille. "Jeg vil kalde dig Mowgli, Frøen," sagde hun, "for du har ingen pels overhovedet."

Da hvalpene var store nok, tog Far Ulv dem alle med til flokkens rådsmøde ved Rådsklippen, hvor Akela, den store grå Enlige Ulv, lå på sin flade sten under fuldmånen. "Se godt efter, o ulve!" råbte han. "Se godt efter!" Mowgli sad midt i rundkredsen og legede med småsten, der skinnede i måneskinnet.

Fra skyggerne lød Shere Khans brøl: "Hvalpen er min!"

"Hvem taler for denne hvalp?" spurgte Akela.

Så rejste Baloo sig, den søvnige brune bjørn, som lærer ulvehvalpene Junglens lov. "Jeg taler for menneskehvalpen," sagde han. "Lad ham løbe med flokken. Jeg vil selv undervise ham." Derefter gled en sort skygge ind i rundkredsen. Det var Bagheera, den sorte panter, hvis stemme var blød som vild honning. "Til Baloos gode ord," sagde Bagheera, "lægger jeg en fed tyr fra dalen, hvis I beholder ham." Og så sagde flokken ja, og Mowgli blev ulv i Seeonee-flokken.

Han voksede op med hvalpene. Baloo lærte ham Junglens lov og Mesterordene til alle junglens folk: "Vi er af samme blod, du og jeg." Bagheera lærte ham at klatre lige så godt, som han kunne svømme, og at svømme næsten lige så godt, som han kunne løbe.

De eneste, der ikke holdt Loven, var Bandar-log, abefolket. De snakkede i ét væk hele dagen og glemte alting med det samme. En eftermiddag svingede de sig ned, gav Mowgli nødder, sagde, at han var meget klog, og i en håndevending havde de båret ham op i trætoppene. Af sted gik det, fra gren til gren, med Mowgli svingende i lianerne midt iblandt dem og den grønne jungle langt, langt nede under sig.

Højt deroppe svævede glenten Chil. Mowgli råbte Fuglenes mesterord op til ham: "Vi er af samme blod, du og jeg! Følg mit spor! Sig det til Baloo og Bagheera!"

Nede på jorden skyndte Baloo og Bagheera sig hen til Kaa, den store klippepyton, som lå og solede sine ti meter skinnende slyngninger på en varm klippehylde. "Bandar-log har taget vores menneskehvalp," sagde Baloo, "og de er kun bange for dig."

"Kalder de mig en orm?" hvæsede Kaa. "Så lad os gå."

Aberne bar Mowgli til De Kolde Huler, en forfalden by fra de gamle kongers tid dybt inde i junglen, hvor rødderne havde sprængt marmoren, og træerne voksede ud af paladstagene. De lukkede ham inde i et lysthus med en knust kuppel og dansede på murene og skreg, at han skulle lære dem alting.

Så stod månen op. Bagheera kom i lange spring hen over ruinerne, Baloo traskede tungt op mellem stenene, og aberne kastede sig skrigende over dem. Til sidst gled Kaa hen over den sammenstyrtede mur. Aberne blev tavse. Kaa begyndte at vugge i måneskinnet, slyngning på slyngning, i sin Sultedans, og hver eneste abe stod som forstenet og stirrede. Selv Baloo og Bagheera blev helt drømmende. Men Mowgli var ikke fortryllet. "Kom med!" kaldte han sagte, og han førte sine venner ud af De Kolde Huler og hjem.

Årene gik, og Akela blev gammel. Shere Khan hviskede til de unge ulve, at en menneskehvalp ikke hørte hjemme i flokken. "Gå ned til landsbyen," sagde Bagheera, "og hent den Røde Blomst. Alle junglens dyr er bange for den."

Den nat sneg Mowgli sig ned til landsbyen og bar en lille lerkrukke fuld af glødende kul med tilbage. Ved det næste rådsmøde, da Shere Khan brølede efter ham, rejste Mowgli sig rank, stak en tør gren ned i krukken og holdt den højt. Den Røde Blomst blussede op over hans hoved. Shere Khan og de unge ulve vendte om og løb ud i natten, og Akela var reddet.

Da gjorde noget ondt inden i Mowgli, og tårerne løb ned ad hans kinder. "Det er kun tårer, Lillebror," sagde Bagheera. "Nu er du et menneske."

Ved daggry, for foden af bjerget, sagde Mowgli farvel til Mor Ulv, Far Ulv og sine fire brødre. "Jeg kommer tilbage," lovede han. Så gik han ned fra junglen til markerne, hvor en venlig kvinde ved navn Messua stod i sin dør med en skål varm mælk og brød til ham. Og inde mellem træerne stod hans ulvefamilie og så ham gå.