Johnny Appleseed en personlig bog med dit barn som helten

Æblepressen i udkanten af landsbyen knirkede og stønnede, mens den pressede en bunke æbler til gylden saft. Ved siden af sad en høj, skægget mand i en almindelig brun hat og plukkede små, mørke kerner ud af de pressede rester. Han hed Johnny, og alle langs vejen kendte ham som manden, der dyrkede æbletræer.

Et lille barn var kommet for at hjælpe. "Hvorfor gemmer du kernerne?" spurgte barnet og holdt en våd, blank kerne op.

"Fordi hver kerne er et løfte," sagde Johnny og smilede. "Læg den i god jord, giv den tid, og en dag kan den blive til et træ." Barnet lod kernen falde ned i en stofpose, og så en til og en til, mens en kurv med røde æbler stod tæt ved.

Når posen var fuld, bandt Johnny den til, hængte den i sit bælte og tog sit lille rejsebundt. Barnet puttede de sidste kerner i en lomme, og de to gik af sted ad en stille skovsti.

Et stykke henne satte Johnny sig på en mosbevokset træstamme. Han havde ikke noget skrevet kort, for han bar et i billeder: en tegning af et bugt i åen, en stor sten og en hytte med en tynd tråd af røg. "Her skal vi plante," sagde han og tippede på hytten. Barnet studerede de små tegninger og kunne snart selv pege på åen, stenen og vejen frem.

Om eftermiddagen nåede de en familiehytte med et åbent stykke jord ved siden af. Johnny løsnede jorden og lavede lave furer med fingrene. Barnet knælede, trykkede en kerne ned i hver række og dækkede den blidt til, som man lægger et tæppe over en sovende baby.

"Ikke for dybt," sagde Johnny. "Lige nok til at holde den lun." Række efter række fyldtes stykket med skjulte kerner, og barnets hænder blev brune af jord.

Næste opgave var at vande. Johnny gav barnet en lille trækande, og barnet bar den frem og tilbage fra åen og sprøjtede vand på hver række, til jorden var mørk og fugtig. Så byggede Johnny og familien et enkelt trægærde rundt om marken. "Sultne hjorte ville æde de små skud," forklarede han. "Hegnet er også en slags løfte."

Så ventede de. Det var svært at vente, og barnet spekulerede nogle gange på, om der overhovedet skete noget under jorden. "Først rødderne," sagde Johnny. "Det bedste arbejde sker ofte i stilhed."

En lys forårsdag kom de tilbage, og barnet løb i forvejen til hegnet. Dér stod småplanterne i pæne grønne rækker, hver med et par spæde blade. Der var ingen æbler, for de var jo kun babyer, men barnet talte dem alligevel og fandt mere end fyrre. "De er vokset!" hviskede barnet.

"Det er de," sagde Johnny. "Med lidt hjælp og meget tålmodighed."

En nabofamilie havde længe fulgt med i planteskolen med interesse. Johnny løftede forsigtigt et af de stærkeste træer op og svøbte rødderne i en fugtig klud. Barnet hjalp med at holde det oprejst, mens de bar det over til naboernes hytte og rakte det frem.

"Plant det, hvor det får sol," sagde Johnny til dem, "og giv det vand, når vejret er tørt. Sæt også et hegn om det, mens det er lille." Naboen takkede varmt og lovede at passe godt på det.

På vejen tilbage susede en let brise i bladene og løsnede en rem i det lave hegn omkring nogle voksende småtræer. Intet var gået i stykker, men Johnny rystede venligt på hovedet. "Et hegn hjælper kun, hvis det står," sagde han. Barnet holdt remmen på plads, mens Johnny bandt den fast, og snart var træerne i sikkerhed igen.

Om efteråret førte Johnny barnet til en frugtplantage på den anden side af bakken, plantet for længe siden af andre omhyggelige hænder. De gamle træer bøjede sig under røde og gyldne æbler, og naboer var allerede ved at samles dér. Nogen sendte en kurv rundt, og barnet tog en bid af et sprødt æble, der smagte af sol og regn.

Langt væk over markerne, så lille at barnet måtte knibe øjnene sammen, lå den lille indhegnede planteskole grøn i det fjerne. De unge træer ville have brug for mange år, før de bar frugt.

"En dag," sagde barnet, "vil der også være frugtplantager som denne dér."

"Og nogen vil dele æblerne," sagde Johnny. Barnet smilede med en kerne i den ene hånd og et sødt æble i den anden og forstod, at gode ting vokser langsomt, når mange hjælper.