Én indånding, og så tennis! en personlig bog med dit barn som helten

Ava kunne godt lide minitennissens små lommestørrelseslyde. En blød bold sagde et lille pop mod strengene. Sko knirkede. Det lave net gav en dirrende raslen, når en bold strejfede det. Ava kunne lide det hele undtagen raslen. Den betød, at bolden ikke var kommet over. Om tirsdagen skete det tre gange. Ved den tredje raslen blev Avas kinder varme.

»Kom OVER!« råbte Ava. Ketsjeren forlod Avas hånd og landede fladt på et tomt stykke bane. Træneren stoppede spillet med det samme. Der var ingen i vejen, men det pludselige klask fik hele eftermiddagen til at føles anderledes. Ava stirrede på ketsjeren. Den havde ikke ordnet bolden. Nu lå der endnu et problem på jorden.

Træneren kom nærmere og holdt god afstand. »Du er meget vred,« sagde træneren. Ava nikkede uden at kigge op. »Det er i orden at være vred. Det er ikke sikkert at kaste med en ketsjer. Vi stopper, når det sker.« Ordene var faste, ikke høje. Ava kiggede sig omkring. »Undskyld.« Da træneren sagde, at der var frit, satte Ava sig på hug og samlede ketsjeren op i håndtaget.

»Hvad kan mine hænder gøre i stedet?« spurgte Ava. Træneren satte sig på bænken ved sidelinjen. »Hold fast i ketsjeren. Prøv en lille pause mellem boldene.« Ava stod med begge fødder stille. »Én behagelig, dyb indånding. Kig på dine strenge. Tænk: næste bold.« Ava pustede ud og studerede de bittesmå firkanter. Der var plads inde i hver enkelt. Der var også lidt mere plads inde i Avas bryst.

Den missede bold var stadig misset. Avas kinder var stadig varme. Men skuldrene, der var kravlet op mod Avas ører, begyndte at komme ned. »Næste bold,« hviskede Ava. Træneren smilede. »Du behøver ikke at få følelsen til at forsvinde. Du kan give dig selv tid til at vælge.« De sluttede af med et par blide slag og holdt god plads omkring hvert ketsjersving.

Den aften fortalte Ava morfar om klasket. Morfar lyttede hele vejen igennem. »Vil du have selskab på minibanen i morgen?« Der var ingen prædiken gemt i invitationen. Ava nikkede. De pakkede den korte blommefarvede ketsjer, en vandflaske og de bløde røde og gule bolde, der fløj langsommere end de voksnes tennisbolde.

Efter opvarmningen stillede morfar sig på den anden side af det lave net. Ava ventede med bløde knæ og ketsjeren foran sig. Hop, og så et slag. Den første bold fløj til siden. Den anden kom over nettet. Morfar skyndte sig hen mod den, svingede forsigtigt og ramte helt ved siden af. Bolden vandrede hen mod sidelinjen. Morfar kiggede på den tomme ketsjer. »Den bold havde vist et andet sted at være.«

Ava kom til at grine, før der var tid til at stoppe det. Morfar grinede også. Intet vredt ansigt. Intet klask fra en ketsjer. »Gør det dig ikke noget at ramme ved siden af?« spurgte Ava. »Nogle gange gør det. Men jeg vil stadig gerne spille den næste bold.« Morfar tog en indånding, kiggede på strengene og ventede. Ava genkendte pausen. Den hørte til på begge sider af nettet.

I løbet af flere korte besøg spillede de igen. Ava tog små skridt for at møde bolden efter ét hop, førte ketsjeren blidt fremad og opad og vendte så tilbage til klarstillingen. At prøve at slå hårdere sendte tit bolden væk. At give lidt plads over nettet hjalp mere. Når en af dem blev træt, hvilede de og drak vand. Nogle gange talte de slagene i en duel. Nogle gange talte de de sjove forbiere.

Før lørdagens venlige minitennisstævne pakkede Ava flasken uden at blive bedt om det. »Får pausen mig til at vinde?« Morfar rystede på hovedet. »Den kan hjælpe dig med at være opmærksom. Den anden spiller får også en chance for at spille godt.« Ava tænkte over det, mens ketsjeren gled ned i tasken. »Jeg tager den med alligevel. Pausen, mener jeg.«

Træneren forklarede den korte kamp: en tiebreak til syv point, hvor man skulle føre med to for at vinde. De øvede skiftene ved serven, og hvornår de skulle bytte side. Avas modstander, Kit, havde en koralrød trøje på og en vidunderlig baghånd. Ava kunne godt lide lyden af Kits returneringer. Et stykke tid gik pointene først den ene vej og så den anden. Fire lige. Lige.

Så ramte Avas returnering nettet. Rasl. Kit førte fem-fire. Varmen strømmede op i Avas kinder. Hånden om ketsjeren strammede sig. Et øjeblik virkede det gamle klask meget tæt på. Men ketsjeren blev nede, sikkert holdt. Ingen råbte en påmindelse. Ava stod stille, tog én indånding og kiggede på de små firkanter i strengene.

»Næste bold.« Et lille smil kom frem. Kit ventede. Ava kiggede op, gjorde knæene bløde og gjorde sig klar. En blid returnering kom over nettet. Fem lige. I den næste duel tog Ava to små skridt i stedet for én vild strækning. Seks-fem. Der var stadig et point at spille og stadig et menneske på den anden side af nettet, der prøvede af alle kræfter.

Bolden hoppede. Ava kiggede, trådte frem og sendte den tilbage med god plads over nettets kant. Kit prøvede, men bolden hoppede to gange før returneringen. Syv-fem. Ava havde vundet! Ved enden af nettet flyttede Ava ketsjeren over i venstre hånd og gav Kit sin højre. »Tak. Din baghånd var fantastisk.« Kit smilede. »God kamp.«

Træneren roste de sikre hænder og den pause, Ava havde valgt helt selv. Morfars smil bredte sig under det sølvgrå overskæg. Ava elskede stadig tennissens lille pop. Selv raslen virkede ikke helt så kæmpestor nu. Den kunne være skuffende. Den kunne gøre kinderne varme. Og efter én indånding kunne der komme et nyt point.