Den lille snefnug-ballerina en personlig bog med dit barn som helten

Ella elskede at danse mere end noget andet i hele verden. Hun dansede i køkkenet, mens elkedlen kogte, hun dansede hen ad stien til skolen, og to gange om ugen dansede hun i det lille studie på hjørnet, hvor et langt spejl gik langs den ene væg med en træbarre nedenunder.

En solskinslørdag klappede Madame Rosa i hænderne for at få ro. »Jeg har nyheder,« sagde hun og pegede på en ny plakat på væggen: et sølvglitrende snefnug på en dybblå himmel. »Årets vinterforestilling skal hedde *Snehaven*. Og snefnug-soloen skal danses af …« Hun smilede til Ella. »Dig.«

Ella gispede. Snefnugget! Hun skulle danse alene, midt på scenen, i et hvidt kostume med sølvpailletter.

»Der er én stor piruette i midten,« sagde Madame Rosa. »En hel omgang på én fod, lige på musikken.«

Ella nikkede glad. En piruette. Hvor svært kunne det være?

Hun satte hælene sammen i første position, bøjede knæene i en blød plié og rejste sig op på forfoden. Hun drejede rundt. Rummet snurrede. Spejlet snurrede. Foden vaklede, armene fløj ud, og – *bum* – hun satte sig hårdt ned på trægulvet.

Hun prøvede igen. Plié, op, drej … vakle … *bum.*

Ved tiende bum var Ellas kinder varme og lyserøde. »Jeg kan ikke,« hviskede hun. »Alle de andre kan, og jeg kan ikke.«

Madame Rosa kom hen og knælede ved siden af hende. »Vil du høre en hemmelighed?« sagde hun. »Hver eneste danser, du nogensinde har set på en scene, har lært det ved at falde og rejse sig igen. Hver eneste en. At falde er ikke det modsatte af at danse. Det er en del af at lære at danse.«

Hun tog en lille guldstjerne op af lommen og trykkede den fast på spejlet i højde med Ellas øjne. »Her er et dansertrick. Det hedder at *spotte*. Når du drejer, så hold øjnene på stjernen så længe, du kan. Lad kroppen dreje først og hovedet sidst, hurtigt som et blink, og find stjernen igen. Så holder rummet op med at snurre, og du bliver stående.«

Ella prøvede. Hun kiggede på stjernen. Hun drejede. Hovedet smuttede rundt – og dér var stjernen igen. Hun vaklede stadig, men denne gang faldt hun ikke.

»Du behøver ikke at være perfekt i dag,« sagde Madame Rosa. »Du skal bare være en lille smule bedre end i går.«

Den aften klippede Ella en stjerne ud af gult papir og tapede den op på væggen i stuen. Ved siden af hængte hun en kalender. Hver aften efter aftensmaden skubbede hun sofabordet til side, stillede sig på tæppet og øvede sig: plié, op, spot, drej. Nogle aftener faldt hun. Nogle aftener gjorde hun ikke. Og hver aften, før hun gik i seng, satte hun et lille flueben i kalenderen. Ét flueben. To flueben. En hel række flueben.

I studiet lagde Ella mærke til, at hendes veninde Noor blev ved med at snuble, når hun landede sit store spring. Noor så ud i ansigtet præcis, som Ella havde set ud den dag med de ti bum.

»Lad os øve sammen,« sagde Ella. »Jeg tæller for dig, og du tæller for mig.«

Så de skiftedes. »Fem, seks, syv, otte!« klappede Ella, og Noor sprang. »Fem, seks, syv, otte!« klappede Noor, og Ella drejede. Da Noor endelig landede sit spring, hvinede de begge så højt, at Madame Rosa grinede højt.

Og så, før nogen helt var klar, var det aftenen for forestillingen.

Bag det tunge røde tæppe duftede luften af varme lamper og hårlak. Ella stod i sit hvide snefnugkostume og mærkede hundrede sommerfugle flagre i maven. Hendes hænder rystede. Hvad nu, hvis hun faldt foran alle?

Hun huskede, hvad Madame Rosa havde lært dem til den slags øjeblikke. Hun lukkede øjnene og trak langsomt vejret ind, mens hun talte til fire. Hun holdt det et øjeblik. Så pustede hun langsomt ud og talte til fire igen. Ind, to, tre, fire. Ud, to, tre, fire. Lidt efter lidt faldt sommerfuglene til ro.

Musikken begyndte. Ella svævede ind på scenen, let som et snefnug, og dansede den første del præcis, som hun havde øvet den. Så kom øjeblikket. Plié. Op. Drej –

Foden vaklede.

Men Ella stoppede ikke. Helt nede bagerst i den mørke sal var der et lillebitte lys, der lyste over døren. Hun fandt det, holdt øjnene fast på det, lod hovedet dreje sidst og fandt det igen. Og dér, midt på den glitrende scene, snurrede hun én perfekt piruette, glat som sne, der glider ned fra et tag. Hun dansede resten af soloen med et smil, som hun ikke kunne have skjult, selv om hun havde prøvet.

Da den sidste tone døde ud, brød salen ud i bifald. På første række stod hendes familie op og viftede med en stor buket blomster. Madame Rosa skyndte sig op på scenen og krammede hende.

»Det, der fik dig til at stråle i aften, var ikke kun piruetten,« sagde hun. »Det var, at du øvede dig hver eneste aften og aldrig gav op, heller ikke efter alle de bum.«

Efter forestillingen kom en lille pige fra publikum genert hen til Ella og holdt godt fast i sit program. »Jeg vil gerne være et snefnug en dag,« sagde hun.

Ella knælede ned, så de var ansigt til ansigt. »Så skal du ikke være bange for at falde,« hviskede hun. »Alle dansere falder. Du kan også.«