Superheltholdet med plads til alle en personlig bog med dit barn som helten

Ellis havde lavet en blommefarvet kappe med cremefarvet for. Den gik ned til lige over hofterne, og skulderstropperne gik let fra hinanden. Der var ingen knude om halsen. Ellis drejede rundt på havestien. Sikke et flot blafren! Et superheltehold havde da helt sikkert brug for en med sådan en kappe til at føre an.

Nia kom som Skarpøje. Bo kaldte sig Fasthånd. Kit var Stifinder, med et sammenfoldet ark klar til kort. »Jeg er Kaptajn Alle,« meddelte Ellis. »Følg efter mig!« Men Nia ville lede efter skatte. Bo ville bygge en base. Kit havde allerede planlagt en rute. Fire stemmer gav fire ordrer. Ingen rørte sig.

Ellis satte begge hænder i siden. »En kaptajn bestemmer!« »Så vil jeg være kaptajn,« svarede Bo. Kapperne hang stille. Ved frokosttid var deres superhelteeventyr ikke kommet længere end til havelågen. Ellis gik sur hjem med et hoved fuldt af flotte ordrer, som ingen ville have.

Den nat raslede en storm med vinduerne. Alle blev trygt indendørs. Om morgenen var vinden løjet af, og solskinnet lå hen over fortovet. Ved indgangen til parken mødte vennerne Deniz, parkbetjenten, der havde sørget for deres havebesøg. På den anden side af den lukkede græsplæne lå der papir, kviste og en nedfalden gren spredt rundt. Gårsdagens blomsterbed så ensomt ud.

»Vi kunne ordne det!« sagde Ellis. Deniz løftede en blid hånd. »Først tjekker vi, hvad der er sikkert.« Børnene ventede på den ryddede sti, mens parkens folk undersøgte træerne og fjernede grene og farligt affald. Ingen dukkede sig ind under afspærringen. Ikke engang Kaptajn Alle kunne beordre et beskadiget træ til at blive sikkert.

Senere åbnede Deniz et lille område, der var blevet tjekket. Hvert barn fik havehandsker, der passede godt. »Kun de her rene, tørre stykker papir,« forklarede Deniz. »Lad alt, hvad der er skarpt, beskidt eller ukendt, ligge til mig. Handsker gør ikke den slags sikkert.« Ellis trak en manchet godt på plads. Lukkede sko, en voksen i nærheden og at spørge, før man rørte ved noget: Det var også nyttige superkræfter.

»Bo, du går derhen. Kit, du gør det her. Nia—« Ellis stoppede. Vennerne var blevet helt stille igen. Dér var den: den samme tomme følelse som i går, selv om alle stod tæt sammen. Ellis trak vejret. »Undskyld. Jeg bliver ved med at bestemme over jer. Hvad har I lyst til at lave?«

De satte sig på den tørre sti. Nia kunne få øje på bittesmå ting. Bo kunne godt lide at bære ting roligt og sikkert. Kit tegnede den sikre sti, blomsterbedet og en kurv med billeder i stedet for ord. Ellis lyttede uden at række ud efter blyanten. »Hvad med dig?« spurgte Kit. Ellis tænkte sig om. »Jeg kan hjælpe folk med at blive ved.« Ingen behøvede at give afkald på sin kappe.

De begyndte, med Deniz ved siden af sig. Nia ledte langsomt det godkendte område igennem. Kit holdt deres lille rute væk fra plantestedet. Ellis holdt en opsamlingsbalje stille, mens det rene papir faldt ned i den. Det var fristende at råbe ordrer igen. I stedet spurgte Ellis: »Er det her, du skal bruge den?« Nia nikkede. Arbejdet kom fremad.

Ved bordet med redskaber stod en kurv med tre små, rene, tomme urtepotter. Ellis greb begge hanke. Bo rakte hånden frem og lod den så falde. Det lagde Ellis mærke til. Kurven var meget let; det var ikke en styrkeprøve. »Vil du tage den her side?« spurgte Ellis. De holdt hver én hank og gik sammen og satte farten ned, til deres skridt passede sammen.

Snart kunne Ellis næsten se blomsterne plantet. »Færdig! Lad os komme i gang i haven!« Men Nia ledte stadig. På det åbne græs lå en tør papirstjerne, cremefarvet mod de blege strå. »Der er én til,« sagde Nia. Bo sukkede. Ellis havde også lyst til at sukke. At plante lød meget mere spændende end ét sidste stykke papir.

Så huskede Ellis det job, som ingen havde taget. »Skarpøje fandt noget, vi havde overset,« sagde Ellis. »Lad os give det sidste stykke vores bedste.« Ellis bøjede sig nærmere og smilede stille, mens Nia samlede stjernen op med en hånd i handske. Kit tjekkede ruten én gang til. Denne gang var de alle enige om, at området var ryddet. Deniz bar den lukkede affaldssæk væk.

De holdt en pause i skyggen. Deniz hjalp dem med at tage handskerne af, og alle vaskede hænder med sæbe ved parkens vask, før de drak vand. »Stadig klar?« spurgte Ellis. Bo ville gerne hvile lidt længere. Så de blev. Et hold kunne godt vente på nogen uden at falde fra hinanden. Ellis opdagede, at det at vente kunne være et ret aktivt valg.

Til plantningen kom handskerne på igen. Deniz gjorde hullerne klar og viste, hvor meget plads planterne skulle have. Kit tjekkede mellemrummene. Bo rakte de små potter frem. Nia holdt en lille plante stille, mens Ellis forsigtigt vippede en lille vandkande ned mod jorden. Vandet hørte til omkring rødderne, ikke i et stort plask ud over alles kapper.

»Lidt mere,« sagde Nia. Og så: »Det er nok.« Ellis stoppede. Fire små blomstrende planter stod i bedet med plads til at vokse. Papiret var væk fra græsset, der var farver ved stien, og ingen skændtes om, hvis rolle der betød mest. Ellis kiggede fra den ene vens mudrede handsker til den næste og følte sig vidunderlig let.

Efter endnu en ordentlig håndvask stod de ved deres værk. Deniz takkede hele holdet. »I lyttede, delte opgaverne og passede på hinanden. Parken er blevet bedre takket være alle fire.« Ellis var lige ved at træde frem alene. Så åbnede en arm sig i stedet mod vennerne. »Vores superheltehold gjorde det.«

»Hvem er så kaptajn nu?« spurgte Bo med et grin. Ellis kiggede på Skarpøje, Fasthånd og Stifinder. »Vi kan skiftes, når en opgave har brug for en.« Kit foldede kortet sammen. Nia beundrede blomsterne. Fire kapper blafrede, da de gik hjem sammen, og der var masser af plads til alle hen ad stien.