Sankt Nikolaus og de hemmelige gaver en personlig bog med dit barn som helten

For længe, længe siden lå der ved Middelhavets solrige kyst en by, der hed Myra. Den lå i landet Lykien, mellem oliventræer og gamle stenhuse, med en travl lille havn, hvor fiskerbådene vuggede på det blå vand. I dag hedder byen Demre, og den ligger på Tyrkiets sydkyst. Og i Myra boede der en dreng, der hed Theo.

Hver morgen løb Theo ned til havnen for at se bådene komme ind. Og meget tit så han dernede ved havnen biskoppen i Myra, en venlig mand med gråt skæg, der hed Nikolaus. Nikolaus gav altid ting væk. Han gav brød til de sultne, kapper til dem, der frøs, og mønter til de fattige, og han ville aldrig have, at nogen skulle takke ham.

En morgen delte Nikolaus brød ud fra en stor kurv. Da kurven var tom, så han på Theo og smilede. »Du har skarpe øjne og hurtige fødder,« sagde han. »Jeg har brug for en hjælper, der kan holde på en hemmelighed. Vil du være den hjælper?«

Theo nikkede så ivrigt, at krøllerne hoppede. »Jeg kan godt holde på en hemmelighed,« sagde han. »Det lover jeg.«

Samme eftermiddag, da de gik gennem de smalle gader, kom de forbi et lille stenhus. Gennem det åbne vindue så Theo en far og hans tre døtre sidde ved et tomt bord. Ingen sagde noget. Faderen sad med hovedet i hænderne.

»Hvad er der galt med dem?« hviskede Theo.

»Deres far har mistet alt, hvad han ejede,« sagde Nikolaus stille. »Han har ingen penge til at give sine døtre en god start i livet, og de er bange for, at de slet ikke får nogen lykkelig fremtid.«

»Kan du ikke bare give dem nogle penge?« spurgte Theo.

Nikolaus rystede på hovedet. »En stolt mand bryder sig ikke om at tage imod gaver for øjnene af sine naboer,« sagde han. »Og en gave er bedst, når ingen ved, hvem der gav den. Så vi gør det i al hemmelighed.«

Den aften sad Nikolaus og Theo i biskoppens hus, i skæret fra en lille olielampe, ved et træbord og fyldte små læderpunge med skinnende guldmønter. Så bandt de pungene godt til med snor.

Sent på natten, da alle i Myra sov, listede de ud af huset. Theo bar lygten, og Nikolaus gemte en pung under sin kappe. Månen skinnede på de hvide mure og de sølvgrå olivenblade, og deres skridt var lydløse på stenene. Hos den fattige familie stod vinduet åbent for at lukke den kølige natteluft ind.

»Nu,« hviskede Nikolaus. »Kast den, Theo. Forsigtigt!«

Theo svingede armen og kastede den lille pung ind ad vinduet. Den landede med et blødt klirr på gulvet derinde. Så skyndte han og Nikolaus sig væk ind i skyggerne, før nogen kunne se dem.

Om morgenen kunne Theo ikke holde sig væk. Han listede tilbage og kiggede ind i kanten af vinduet. Den ældste datter havde fundet pungen på gulvet, og guldmønterne lå og skinnede i hendes hænder. »Far! Far, se her!« råbte hun. Hele familien samledes omkring hende, de gispede og lo og krammede hinanden. »Hvem kan dog have gjort sådan en god gerning?« spurgte faderen. Men det var der ingen, der vidste.

Nogle nætter senere gik Nikolaus og Theo ud igen med endnu en pung guld. Denne gang sad en nysgerrig kat på en mur og fulgte dem med store gule øjne, så de krøb i skjul bag muren og ventede, til den mistede interessen og luntede af sted. Så kastede Theo den anden pung ind ad vinduet, og igen løb de bort uden at blive set.

Men faderen var fast besluttet på at finde ud af, hvem hans hemmelige ven var. Så den tredje nat lukkede han skodderne godt i, og han satte sig ved døren og holdt vagt.

Da Nikolaus og Theo kom, var vinduet lukket. »Hvad gør vi nu?« hviskede Theo.

Nikolaus så op mod taget og smilede. »Der er altid en anden vej,« sagde han. Stille gik de op ad trappen til det flade tag, og Nikolaus lod den tredje pung falde ned gennem skorstenen.

Nedenunder, ved ilden, havde døtrene hængt deres strømper op til tørre. Pungen tumlede ned gennem skorstenen, sprang op, og guldmønterne trillede ned i strømperne, klirrende og glitrende i ildens skær.

Faderen hørte lyden og løb udenfor. Dér, for foden af trappen, fandt han biskoppen og drengen. »Nikolaus!« råbte han. »Det var dig hele tiden!« Han ville knæle og takke ham, men Nikolaus lagde bare en finger på læberne.

»Vær så venlig,« sagde han mildt. »Fortæl det ikke til nogen. Tak Gud, ikke mig.«

Faderen nikkede, med glædestårer løbende ned ad kinderne, og han lovede at bevare hemmeligheden.

Da Nikolaus og Theo gik hjem under stjernerne, med havet skinnende nedenfor byen, sagde Theo: »Jeg siger det heller aldrig. Aldrig nogensinde.« Og hemmeligheden føltes varm indeni ham, som et lille bål.

Ikke længe efter fejrede hele byen, at de tre døtre begyndte deres nye, lyse liv, med musik og blomster i gården. Theo stod i udkanten af mængden og smilede, for han vidste noget, som ingen andre vidste.

Men den slags hemmeligheder har det med at skinne igennem. Mange år senere fandt folk faktisk ud af, hvem der havde lagt guldet, og de elskede Nikolaus for det. Efter hans død kaldte de ham Sankt Nikolaus, og de fortalte historien over hele verden. I nogle lande blev hans navn til Sinterklaas, i andre til Santa Claus, og hos os lever han videre i julemanden. Og den dag i dag, natten før hans helgendag eller juleaften, hænger børn deres strømper op ved ilden og håber, at en eller anden god sjæl vil komme i al hemmelighed og fylde dem, præcis som Nikolaus fra Myra engang gjorde.