Regnvejrsdagens rumraket en personlig bog med dit barn som helten

Regnen trommede på ruden hele formiddagen. Den trommede på taget, den klukkede i nedløbsrøret, og den fyldte haven med vandpytter. Turen til parken var aflyst, og Jasper sad i sofaen med hagen i begge hænder og så dråberne løbe om kap ned ad glasset.

»Der er ikke noget at lave,« sagde Jasper.

Lige da lød der et bump og en skraben ude i entréen. Mor kom baglæns ind og slæbte på den største papkasse, Jasper nogensinde havde set. Det nye køleskab var kommet i den i ugen, der var gået. Nu var den tom, og den var højere end Jasper.

»Hvad mon sådan en stor kasse kunne være?« spurgte mor.

Jasper kiggede på kassen. Kassen så ud til at kigge tilbage. »En raket,« sagde Jasper. »En rigtig rumraket.«

De bredte gamle aviser ud på gulvet. Mor brugte saksen til at klippe et rundt vindue øverst og en dør i siden, for saks er et job for en voksen. Jasper malede kassen med omhyggelige strøg, tegnede måleskiver og knapper og et stort rundt rat på indersiden og tapede tre papirfinner fast forneden. Mor rullede en kegle af rødt karton til næsen. Det sidste var hjelmen. Jasper fandt det skinnende dørslag i køkkenet og tog det på. Det var en smule for stort, og det var helt perfekt.

»Alle opdagelsesrejsende har brug for et kort,« sagde Jasper. »Hvordan skulle man ellers finde hjem?«

Så ved køkkenbordet tog Jasper et langt stykke papir og farvekridtæsken. Jaspers lillebror kravlede op på stolen overfor og rakte farverne frem én ad gangen, den gule først. Midt på venstre kant tegnede Jasper Solen, stor og flammende. »Solen er en stjerne,« sagde Jasper. »Og otte planeter går rundt om den.«

Jasper talte dem op på papiret og sagde hvert navn højt. Merkur, lille og grå og tættest på Solen. Venus, svøbt i tykke gule skyer. Jorden, blå og grøn, hjemme. Mars, rød. Så et kruset bånd af små sten. Så Jupiter, den største, med striber. Saturn med sine ringe. Så Uranus og Neptun, langt ude og kolde og blå. Mor lærte dem et rim, så de kunne huske rækkefølgen, og Jaspers lillebror prøvede at synge det og fik ordene helt blandet sammen, og så grinede de begge to.

Jasper rullede kortet sammen, bandt en hårelastik om det og kravlede ind i raketten. Dørslaget kom på. Mor vinkede fra døråbningen.

»Fem,« sagde Jasper. »Fire. Tre. To. Én. Affyring!«

Og i Jaspers fantasi begyndte kassen at ryste. Den rumlede. Den brølede. Stuen forsvandt nedenunder, regnskyerne fór forbi det runde vindue, og papraketten blev til en rigtig raket, der steg op ud af det grå og ind i mørket. Dørslaget var nu en rigtig rumhjelm med en klar boble foran, og Jaspers tøj var blevet til en hvid rumdragt, for der er ingen luft at trække vejret i ude i rummet. Nedenunder bøjede Jorden sig væk, blå og hvid og smuk.

Langt fremme strålede noget klarere end noget, Jasper nogensinde havde set. Solen. »Det er det allervarmeste sted,« sagde Jasper og trak det gyldne visir ned. »Alt for varmt at besøge.« Så Jasper vinkede fra meget langt væk. Tæt på Solen skyndte en lille grå planet sig af sted: Merkur. Så kom Venus, gemt i tykke gule skyer, den varmeste planet af dem alle. Jasper tjekkede kortet. Præcis rigtigt.

Så drejede raketten udad, forbi Jorden, forbi den grå Måne og videre mod en lille rød prik, der voksede og voksede. Mars! Raketten landede med et blødt bump i rødt støv. Jasper kravlede ned, satte sig på hug og øste en handskefuld op. Støvet var rødt, fordi det var rustent, ligesom en gammel cykel, der har stået ude i regnen. Der lå sten overalt. To bittesmå knoldede måner hang på himlen, og langt væk rejste en kæmpestor gammel vulkan sig, højere end noget bjerg på Jorden.

Jasper kravlede ind igen og fløj videre. Og så var der pludselig sten overalt. Store, små, knoldede, der tumlede langsomt rundt i mørket. Til venstre, til højre, ovenover, nedenunder. Hvilken vej var den rigtige? Det kildede i Jaspers mave. Vinduet var fuldt af sten, og intet lignede noget som helst.

Jasper tog en dyb indånding. Så tog Jasper hårelastikken af og rullede kortet ud.

Dér var Solen. Dér var Merkur og Venus og Jorden og røde Mars. Og efter Mars det krusede bånd af små sten. »Efter Mars kommer rumstenene,« sagde Jasper langsomt med fingeren på papiret, »og så den allerstørste planet.« Jasper kiggede op. Langt ude bag de tumlende sten var der et blødt, stribet skær. Forsigtigt og langsomt, uden om hver eneste sten, styrede raketten derhen.

Dér var den. Jupiter, så kæmpestor, at den fyldte hele vinduet, med bånd af creme og orange og brun og en stor rød storm, der var større end hele Jorden. Jasper trykkede begge handsker mod glasset og grinede højt. Længere ude svævede Saturn i sine ringe, og ringene funklede, for de var lavet af millioner af stykker is og sten. Langt, langt bagude var hjemmet en lille blå prik.

»Nu skal vi hjem,« sagde Jasper og drejede rattet.

Landing! Raketten landede med et bump på stuetæppet. Regnen trommede stadig på ruden. Mor og Jaspers lillebror sad i sofaen.

»Hvor har du været?« spurgte mor.

»Overalt,« sagde Jasper og rullede kortet ud og tapede det fast på siden af raketten. Så pegede Jasper på dem én efter én og nævnte alle planeterne i rækkefølge, fra Merkur til Neptun, og fortalte om det rustne støv, stormen på Jupiter og de iskolde ringe. Jaspers lillebror lyttede med åben mund.

Mor krammede Jasper tæt. »Du tegnede dit eget kort,« sagde hun, »og det fandt vejen. Du er en rigtig rumforsker.«