Klods-Hans en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en gård ved en stille vej, og der boede en familie med tre sønner. De to ældste brødre var så kloge, at alle i landsbyen sagde, at de ville nå langt. De havde læst hver eneste bog på hylden og kunne recitere hele sider udenad. Den yngste hed Hans, og nogle gange kaldte folk ham Klods-Hans, fordi han ikke var til lange taler. Han kunne lide at se nøje på tingene, og han havde en måde at sige præcis det, han mente.

En morgen kom der nyt om, at prinsessen på det nære slot ønskede selskab. Hun var kvik og klog, og hun var træt af gæster, der kun bukkede og sagde store ord. Hun ville blive glad for enhver, der kunne svare godt på hendes spørgsmål, og hende eller ham ville hun beholde hos sig som ven og historiefortæller.

De ældre brødre var henrykte. De stillede sig ved det lave trælåge og øvede deres taler, til hønsene kedede sig. Den ene sagde alle de digte op, han kendte. Den anden remsede alle verdens vigtige ting op i alfabetisk orden og viftede med armen for at få det til at lyde større. Hans sad på lågen og lyttede og svingede med skoene.

"Skal du også af sted?" spurgte den ældste med et lille grin.

"Det tror jeg," sagde Hans. "Jeg har aldrig set et slot."

"Du har ingen tale," sagde den anden bror. "Du gør os bare til grin."

"Så siger jeg det, der falder mig ind," sagde Hans, og det kunne ingen argumentere imod.

Brødrene skyndte sig foran ad vejen og mumlede deres ord. Hans skyndte sig ikke. Han hentede den lille, kraftige ged fra gården, tog rebet og gik ved siden af hende. Geden travede af sted, glad for solskinnet og duften af hækkene. Hans havde ikke brug for en fin hest. Han havde selskab, og det syntes han var bedre.

Mens de gik, bemærkede Hans noget, der glimtede i græsset ved hækken. Det var en stor sort fjer, blank som en våd sten, tabt af en krage, der var fløjet videre. Hans tog den op og vendte den i lyset.

"Den kan måske bruges," sagde han og stak den forsigtigt ned i sin vest.

Lidt længere fremme, halvt skjult under et skræppeblad, fandt han en gammel træsko, slidt glat af mange ture. Den havde et hul i hælen, men formen var god og dyb.

"Den kan måske også bruges," sagde Hans og bar den under armen. Geden snusede til den og syntes at være enig.

Dér hvor vejen sænkede sig ved en fugtig skråning, blev jorden til blød ler. Hans knælede og øste lidt klistret mudder ned i træskoen, bare fordi det føltes rigtigt. Geden gumlede eftertænksomt på græsset ved siden af ham. Hans tørrede hænderne i græsset og gik videre med en fjer, en træsko fuld af mudder og en ged. Han syntes, det var en meget respektabel samling.

Endelig rejste slottet sig foran dem med høje vinduer fulde af lys. Brødrene var allerede derinde og stod på flisegulvet i den store sal. Prinsessen sad på en beskeden trone og så på dem med hagen i hånden. Hoffolkene stod langs væggene og prøvede at se ud, som om de ikke lyttede.

Den ældste bror trådte frem, åbnede munden og sagde slet ingenting. De store ord, han så omhyggeligt havde øvet, var fløjet ud af hovedet på ham. Den anden bror prøvede, og hans hoved var lige så tomt. De stod der røde i hovedet, og prinsessen løftede øjenbrynene.

"Er det alt?" spurgte hun. "Er der ingen her, der kan tale?"

"Det kan jeg," sagde Hans og kom ind, mens geden ventede høfligt ved døren.

Prinsessen så på fjeren og træskoen. "Og hvad har du bragt med?"

Hans holdt dem op. "En krågefjer, som jeg fandt på vejen, og en gammel træsko. Jeg tænkte, at de måske kunne bruges."

"Bruges til hvad?" spurgte prinsessen og lænede sig interesseret frem.

"Til madlavning, selvfølgelig," sagde Hans helt alvorligt. "Træskoen er gryden, og fjeren er skeen til at røre med. Det er ikke meget af et køkken, men jeg har lavet værre middage med mindre."

Prinsessen blinkede. Så smilede hun, for det var et rigtigt svar, og hun havde ikke hørt et rigtigt svar hele dagen.

"Og hvad kommer der i gryden?" spurgte hun.

Hans vippede træskoen, så hun kunne se leret indeni. "Lidt mudder til at begynde med. Enhver god gryderet har brug for noget at bygge på. Resten kan man komme i, når man bliver sulten."

Prinsessen lo højt, og hoffolkene lo også, venligt, for det var umuligt ikke at gøre det. Selv brødrene fik et rystende smil frem.

"Du er den første i dag, der har fået mig til at le," sagde prinsessen. "Vil du blive og fortælle mig historier? Jeg vil gerne have en ven, der ser almindelige ting på en interessant måde."

"Det vil jeg gerne," sagde Hans. "Hvis geden også må blive."

Sådan blev det aftalt. Geden slog sig ned i den solbeskinnede gård og nippede til græsset mellem flisen, og Hans satte sig ved siden af prinsessen på en stenbænk og begyndte at fortælle hende om en fjer, en træsko og en tur ad en vej. Efter det kaldte ingen ham Klods mere, eller hvis de gjorde, sagde de det kærligt.