Hvor er julemandens rensdyr? en personlig bog med dit barn som helten

På Nordpolen, juleaften, havde alle travlt. Nisserne pakkede de sidste gaver ind og bandt de sidste sløjfer. Julemor bagte en stor portion honningkager til turen. Og julemandens yngste hjælper, en dreng, der hed Oskar, havde den allervigtigste opgave af alle: at gøre rensdyrene klar til årets største flyvetur.

Oskar trak en rød vinterjakke, strikkede vanter og snestøvler på og knasede hen over sneen til stalden. Derinde var der varmt, og det duftede af hø. Dasher var der, og Dancer, og Prancer og Vixen, Amor og Donner og Blitzen, og de stampede alle sammen med hovene og kastede med geviret, spændte på natten, der ventede.

Men for enden af rækken stod en bås tom.

»Komet?« råbte Oskar. »Komet, hvor er du?«

Der kom intet svar. Komets tæppe lå pænt foldet sammen, og Komets spand med havre var ikke rørt. Og staldens bagdør stod og svingede sagte.

Oskar kiggede ned. Dér i sneen gik en række hovaftryk væk fra stalden. Og hovaftrykkene lyste, ganske svagt, med et sølvskær.

Oskar løb lige hen til julemandens værksted. Julemanden var ved at gennemgå sin liste for allersidste gang.

»Julemand! Komet er væk!«

Julemanden så op over brillerne. »Væk? Juleaften? Åh, du milde.« Han bredte et stort kort over Nordpolen ud på skrivebordet. »Komet er et nysgerrigt rensdyr,« sagde han. »Vil altid se, hvad der er bag den næste bakke. Hvis de hovaftryk fører nogen steder hen, så fører de denne vej, ind i den snedækkede skov.« Han bankede på kortet med fingeren. »Kan du finde Komet og få Komet med hjem, Oskar? Vi skal af sted ved midnat, og kanen flyver ikke ordentligt uden hele spandet.«

»Jeg skal nok finde Komet,« sagde Oskar. »Det lover jeg.«

Så drog Oskar af sted og fulgte de lysende hovaftryk forbi værkstedet og ind i den månelyse fyrreskov. Træerne var høje og mørke, og grenene var tunge af sne. Nu og da gled en klump sne ned fra en gren og faldt med et blødt bump. Hovaftrykkene snoede sig mellem træerne, rundt om en stor sten og over en lille bakke, og så, helt pludselig, forsvandt de under en frisk snedrive.

Oskar standsede. Hvilken vej nu? Skoven fortsatte til alle sider, og det hele så ens ud.

Lige da flagrede en lille rødhals ned og landede på en lav gren, med det røde bryst lysende mod sneen.

»Undskyld, rødhals,« sagde Oskar, »har du set et rensdyr komme forbi? Et rensdyr, der hedder Komet?«

Rødhalsen lagde hovedet på skrå. Så hoppede den hen ad grenen, kvidrede og fløj et lille stykke ind mellem træerne. Den landede på en anden gren og så tilbage på Oskar, som for at sige: »Denne vej!«

Oskar fulgte efter. Rødhalsen fløj fra træ til træ og ventede hver gang, til Oskar havde indhentet den, indtil de kom ud af skoven på bredden af en tilfrossen bæk. Og dér, ved siden af isen, stod Komet.

Komet havde fundet et lille grantræ, der voksede helt alene ved bækken, pyntet med en lang, skinnende guirlande af sølvglimmer. Ingen ved, hvem der havde hængt glimmeret op. Måske en nisse. Måske vinden. Men Komet havde villet se nærmere på det og havde maset sig ind mellem grenene, og nu var glimmeret viklet rundt og rundt om Komets gevir, og den anden ende sad fast i en lav gren. Komet kunne hverken komme frem eller tilbage.

»Åh, Komet,« sagde Oskar. »Dér er du jo.«

Komet gav et lille, flovt fnys.

»Stå stille,« sagde Oskar. »Jeg skal nok få dig fri.«

Meget forsigtigt rakte Oskar op og begyndte at vikle glimmeret af. Det var besværligt med vanter på, så Oskar tog dem af og gjorde det med bare fingre, selvom luften var iskold. Rundt og rundt, løkke for løkke, indtil enden af guirlanden endelig gik løs fra den lave gren. Oskar løftede forsigtigt glimmeret af Komets gevir, og Komet trådte fri og rystede sig over det hele, så sneen føg til alle sider.

Så puffede Komet blidt til Oskars kolde hænder med mulen, og rødhalsen kvidrede fra sin gren.

»Tak, rødhals,« sagde Oskar. »Kom så, Komet. Klokken er næsten tolv!«

Det behøvede Komet ikke at få at vide to gange. Komet satte i galop tilbage ad sporet af lysende hovaftryk, gennem den månelyse fyrreskov og over den lille bakke og rundt om den store sten, med Oskar løbende bagefter, så hurtigt snestøvlerne kunne. Forude, mellem træerne, skinnede lyset fra stalden på Nordpolen gyldent og varmt.

Alle stod og ventede i gården. Kanen var læsset højt med gaver, de andre rensdyr var allerede spændt for, og julemanden kiggede på sit store guldur.

»Komet!« råbte julemanden, og alle nisserne jublede.

Oskar førte Komet hen til den tomme plads i seletøjet, og nisserne spændte remmene. Og mens hver eneste bjælde på seletøjet klingede, tog Komet endelig sin plads i spandet.

Julemanden klatrede op i kanen og tog tømmerne. »Godt gået, Oskar,« sagde han og blinkede. »Jeg vidste, at jeg kunne regne med dig.«

Uret i værkstedet begyndte at slå tolv. »Af sted, Dasher! Af sted, Dancer! Af sted, Prancer og Vixen!« råbte julemanden. »Frem, Komet! Frem, Amor! Frem, Donner og Blitzen!«

Rensdyrene sprang frem, og kanen løftede sig fra sneen, op og op mod juleaftens stjernehimmel, med Komet stolt forrest. Oskar vinkede og vinkede, til kanen kun var et bitte lille glimt mellem stjernerne.

Den nat fløj kanen over byer og landsbyer i hele verden. Den fløj over sovende huse med varme, lysende vinduer og over tage, hvor børn lå og drømte, og i hvert eneste hus, den besøgte, blev gaverne lagt under juletræet, lige til tiden.

Juledag morgen vågnede Oskar tidligt og gik ud i staldgården. Rensdyrene stod alle tilbage i deres båse og sov tungt, og Komet snorkede tilfreds. Og dér i sneen, lige uden for Oskars dør, lå en bitte lille sølvbjælde fra Komets seletøj, bundet med et lille rødt bånd.

Oskar samlede den op og rystede den. Den klingede med en lyd som stjernelys. Det var den allerbedste takkegave af alle.