Fødselsdagsønsket en personlig bog med dit barn som helten

Det var Idas fødselsdag, og hele huset summede af glæde. Ude i haven stod det lange bord dækket med en stribet dug, og over det dansede røde, gule og blå balloner i snorene. Farmor havde strikket flag, far havde hængt guirlander op i æbletræet, og for enden af bordet lå der en hel bunke gaver med sløjfer og glimmerpapir.

Alle var kommet. Mor og far, morbror Anders, kusine Sofie, naboens tvillinger og Idas bedste venner fra børnehaven. Alle havde spidse papirhatte på, og alle snakkede i munden på hinanden. Ida sad for bordenden, lige midt i det hele, og hun kunne næsten ikke sidde stille.

Så blev der helt stille. Mor kom ud fra køkkenet med kagen. Den var stor og rund, med lyserød glasur og små sukkerstjerner på toppen, og lysene blafrede i den milde vind.

»Nu skal du ønske,« hviskede mor. »Men husk, det er hemmeligt.«

Ida lukkede øjnene. Hun tænkte på det, hun ønskede sig allermest i hele verden. Hun sagde det ikke højt, ikke engang inde i hovedet særlig højt. Så pustede hun kinderne op som to balloner og blæste, så det susede.

Fuuuh! Alle lysene gik ud på én gang, og gæsterne klappede og råbte hurra.

Men Ida så noget, som ingen andre så. Op fra de slukkede lys steg en lille, grå røgstribe, og den snoede sig og krøllede sig, rundt og rundt, indtil den blev til en bitte lille stjerne. Stjernen lyste gyldent og havde to små arme og to små ben, og den blinkede til hende.

»Hej, Ida,« sagde stjernen med en stemme som en lille klokke. »Jeg er dit ønskevæsen. Hver gang et barn ønsker med hele hjertet, bliver jeg til. Har du lyst til at se, hvor dit ønske tager hen?«

Ida nikkede, så hendes papirhat vippede. Ingen af gæsterne lagde mærke til noget. Far var ved at finde kagekniven, og tvillingerne var ved at stjæle en flødebolle.

Stjernen hvirvlede en lille sky af glitter hen over Ida, og vupti, så blev hun mindre og mindre, til hun ikke var større end en tommelfinger. Ved siden af hende lå en serviet, som morbror Anders havde foldet til en båd, og stjernen hjalp hende op i den. Så gled båden ud på den store skål med bowle.

Det var som at sejle på en lyserød sø. Store skiver appelsin flød forbi som gule øer, jordbær vuggede som små røde både, og en isterning glimtede som et isbjerg. Ida lænede sig ud over kanten og lo, og stjernen sad forrest og lyste vejen.

Da de nåede den anden side, fløj stjernen en runde om Ida, og hun blev stor igen, lige så stor som før. Hun stod ved siden af bordet med et helt bundt balloner i hånden. Hun havde ikke engang mærket, at hun tog dem.

»Hold godt fast,« sagde stjernen.

Ballonerne trak, og Idas fødder slap græsset. Hun svævede op over bordet, op over æbletræet, op over hustagene. Nedenunder lå haven som et lille legetøjsbord med prikker af papirhatte. Hun så skolen og kirketårnet og havnen, hvor bådene vuggede, og vinden kildede hende i ansigtet.

De fløj længe, til himlen blev blød og lilla og fuld af de første stjerner. Så dalede ballonerne ned i et land, hvor det altid var tusmørke. Der stod træer med blade af sølv, og i hver eneste gren hang der lanterner, der lyste i alle farver.

»Hver lanterne er et fødselsdagsønske,« sagde stjernen. »Her passer vi på dem, mens de vokser.«

Ida gik langs stien og kiggede op. Nogle lanterner var blå, nogle var grønne, nogle blinkede som om de fnisede. Og så, lige over hendes hoved, hang der en, der lyste varmt og gyldent, og som summede sagte, når hun kom tæt på. Hun vidste det med det samme. Det var hendes.

Fra en busk kom en lille ræv luntende med noget i munden. Det var et skinnende bånd, rødt som et kirsebær.

»Til din fest,« sagde ræven og lagde båndet i hendes hånd.

Oppe i en lanternegren sad tre blåfugle tæt sammen. De pustede deres små bryster op og sang en fødselsdagssang, så smuk, at tonerne blev til lysende krøller i luften. Krøllerne snoede sig ned og lagde sig i Idas lomme.

»Så har du sangen med hjem,« pippede den mindste.

Til sidst kom en bjørneunge tumlende hen over engen. Den stoppede et skridt fra Ida og bredte armene helt ud. Et varmt, gyldent skær flød fra bjørneungen og lagde sig om hende som det blødeste tæppe.

»Et knus,« sagde bjørneungen, »som du kan tage med tilbage.«

»Nu skal vi skynde os,« sagde stjernen. »Kagen bliver snart skåret.«

Ida tog fat i ballonerne igen, og de fløj hjem gennem natten og ind i den lyse eftermiddag, ned over hustagene, ned i haven. Hun gled stille ned på sin stol, lige i det øjeblik far satte kniven i kagen.

»Hvem vil have det første stykke?« spurgte far.

»Fødselaren, selvfølgelig!« råbte morbror Anders.

Ingen havde opdaget, at hun havde været væk. Kun Ida vidste det, og hun havde stadig det røde bånd i hånden og en varm lille sang i lommen. Stjernen blinkede til hende en sidste gang fra kanten af kagefadet og forsvandt i et lille glimt.

Lige da ringede det på døren.

Mor gik ud for at lukke op, og så hørte Ida en stemme, hun kendte bedre end nogen anden. En stemme hun ikke havde hørt i lang, lang tid, fordi den boede langt væk på den anden side af havet.

»Hvor er min fødselsdagspige?«

Det var mormor. Med kuffert og hat og armene spredt helt ud, ligesom bjørneungen.

Ida løb, så stolen væltede, og hun kastede sig i mormors arme. Det var lige præcis det, hun havde ønsket sig, og det havde hun ikke fortalt til nogen.

Om aftenen, da gæsterne var gået, bandt Ida det røde bånd i mormors hår, og mormor sagde, at hun aldrig havde fået en finere sløjfe. Og da hun lå i sin seng, kunne hun stadig høre blåfuglenes sang, ganske sagte, som om nogen nynnede den ude i mørket.