Fløjlskaninen en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en fløjlskanin, som på en lys morgen blev givet til et lille barn. Han var buttet og blød med brun og hvid pels, trådsnurhår og lyserødt satin inde i ørerne. Barnet sad på gulvtæppet i børneværelset og rakte begge hænder frem, og kaninen blev lagt i dem. Barnet krammede ham, og kaninen blev helt varm hele vejen igennem.

Børneværelset var fuldt af legetøj. Der var optrækmus og malede klodser, en træbåd og en blikkrumpet. Alle sammen var meget fine og lidt stolte, og de snakkede om at være nye og kloge. Fløjlskaninen var genert. Han følte, at han kun var fyldt med savsmuld, og han vidste ikke, hvad han skulle sige til dem.

Det ældste legetøj på hylden var Skindhesten. Hans pels var slidt tynd af års hænder, og det meste af halen var væk. De andre legetøjsdyr lagde næsten ikke mærke til ham, men kaninen kunne lide hans venlige, trætte øjne.

En eftermiddag, mens barnet sov trygt på en pude i nærheden, spurgte kaninen ham: "Hvad er Rigtig? Betyder det, at man har en del, der summer, eller et håndtag, man kan dreje på?"

"Rigtig handler ikke om, hvordan man er lavet," sagde Skindhesten. "Det er noget, der sker med en. Når et barn elsker en i lang, lang tid, ikke bare for at lege med en, men virkelig elsker en, så bliver man Rigtig."

"Gør det ondt?" spurgte kaninen.

"Nogle gange," sagde Skindhesten, som altid var ærlig. "Men når man er Rigtig, gør det ikke noget. Pelsen kan blive elsket af, og øjnene kan hænge. Det betyder ikke noget, for når man først er Rigtig, kan man ikke være grim, undtagen for folk, der ikke forstår det."

Kaninen sad meget stille og tænkte over det. Han håbede, at det ville ske for ham, selv om han ikke kunne forestille sig hvordan.

Den nat faldt barnet i søvn med kaninen under den ene arm i en seng med et patchworkdyne. Fra da af kom kaninen med overalt. Han red i barnets albuebøjning og sad ved siden af barnet til hvert måltid. Han blev slæbt gennem entreen og glemt i græsset, og hver aften blev han fundet igen og båret op ad trappen. Langsomt blev hans pels slidt, og hans knurhår bøjede.

Om sommeren tog familien ud i haven. Barnet sad på et tæppe blandt blomsterne og holdt kaninen tæt ind til sig. Hinsides blomsterbedet så kaninen nogle rigtige kaniner. De var brune og hurtige med dirrende næser og stærke bagben. De hoppede og snusede, og en af dem så på ham.

"Kom og leg," kaldte den.

Kaninen ville så gerne, men han kunne ikke bevæge sine ben. De var bare af stof. Så han blev i barnets arme, og de vilde kaniner sprang væk. Han følte sig lidt ked af det, men barnets arme var stadig varme, og han blev holdt meget fast.

Så blev barnet sygt med en mild feber. I nogle dage hvilede barnet sig behageligt i sengen med en omsorgsperson siddende tæt ved, og alt i huset var stille. Kaninen blev holdt tæt på, og han var glad, selv om han nu var temmelig laset.

Da barnet var rask nok til at komme ud i den friske luft, bar omsorgspersonen den slidte kanin ud i haven og satte ham forsigtigt ned ved siden af en kurv mellem blomsterne. Noget af det gamle børneværelsesting blev lagt væk, fordi det var tid til nyt, og kaninen blev efterladt til at vente.

Han sad meget stille i det grønne. Han tænkte på barnet og tæppet og på alle nætterne under dynen. Han var så ensom, at en lille tåre gled ned ad hans fløjlsnæse og faldt ned i en blomst.

Der hvor den faldt, åbnede blomsten sig vidt. En fe trådte ud, lille og skinnende. "Lille kanin," sagde hun, "jeg passer på alt det legetøj, der er blevet elsket. Du har givet dit barn så meget, at jeg er kommet efter dig."

"Men jeg er allerede Rigtig for barnet," sagde kaninen.

"For barnet, ja," sagde feen. "Nu bliver du Rigtig for alle." Hun kyssede hans slidte næse.

Et blødt lys steg op omkring ham. Hans sømme blev varme, og han mærkede bagbenene skubbe mod jorden. Han kunne klø sig i øret med den ene fod, hvilket han aldrig havde gjort før. Kaninen så ned og så, at han var en rigtig brun kanin med stærke poter.

Han tog et lille, usikkert hop i det dugvåde græs. Så hoppede han igen og igen, til han sprang af glæde. To vilde kaniner løb hen til ham, og de drog alle af sted sammen.

Det følgende forår sad barnet på havetæppet, rask og rosenrød. En brun kanin kom frem fra buskene og satte sig helt tæt på og så på barnet. Der var noget velkendt i hans ansigt, og barnet så længe på ham.

Kaninens øjne var venlige, og barnet smilede. De så ud til at sige: "Det er mig." Så hoppede kaninen tilbage ind mellem blomsterne, og han var Rigtig.