Fanta-Ghirò den Smukke en personlig bog med dit barn som helten

I et rige med grå stentårne og brede grønne marker boede en konge med tre døtre. I hans sal stod tre stole. Den røde stol betød, at han var vred. Den sorte stol betød, at han var bekymret. Den blå stol betød, at alt var godt, og at han var glad. Alle på slottet kendte stolene, og hver morgen kiggede de ind for at se, hvilken kongen havde valgt.

En morgen kom de tre søstre ind i salen og fandt deres far på den sorte stol. Den røde og den blå stol stod tomme ved siden af ham. Han støttede hagen i hånden og stirrede på vinduet.

»Lige bag bakkerne ligger et nabokongerige,« sagde han. »Jeg ved ikke, om dets hersker vil have venskab eller ballade. Jeg vil gerne sende bud, men jeg ved ikke, hvem der kan bære det.«

Den ældste søster sagde, at en budbringer i en fin kjole og med en guldbroche ville være nok. Den mellemste søster sagde, at et stort følge med faner ville vise kongens betydning. Kongen rystede på hovedet. Ingen af planerne virkede rigtige.

Den yngste datter var Fanta-Ghirò, og hun havde tænkt i stilhed. »Far, en fin kjole og en skare gør dem bare nervøse,« sagde hun. »Lad mig tage af sted. Alle kigger på en prinsesse, men ingen kigger på en rejsende. Jeg kan finde ud af mere, og jeg kan tilbyde venskab uden postyr.«

Kongen så længe på hende. Til sidst smilede han lidt. »Du er den mindste af mine døtre, men du har det skarpeste hoved. Du må tage af sted, hvis en betroet vejleder rider ved din side.«

Fanta-Ghirò valgte en enkel mørk blågrøn tunika med cremefarvede ærmer, bløde okkerfarvede bukser, kraftige brune støvler og en kort blå kappe. Hun lod sine smykker blive i æsken. Kongen gav hende en rulle forseglet med voks. Da hun vendte den om, så hun, at der slet ikke stod noget på den.

»Ordene er dine,« sagde hendes far. »Seglet viser bare, at du kommer fra mig.«

Hun og hendes vejleder red ud ved daggry langs den snoede vej. Tåge lå i dalene, og lærker steg op fra markerne. Vejlederen, der havde kendt hende, siden hun var lille, så hende sidde rank i sadlen og sagde ingenting, han smilede bare. Hen på eftermiddagen rejste nabokongens slot sig foran dem på sin høj.

Portvagten førte dem ind i en have fuld af roser og klippede hække. Dér stod en gammel gartner ved et lille bord. På bordet lå en bakke med glitrende pynteting og ved siden af en rulle reb og en lanterne.

»Besvar min gåde,« sagde gartneren. »Jeg har nøgler, men åbner ingen låse, og jeg har plads, men intet rum. Hvad er jeg?«

Fanta-Ghirò tænkte på de døre og nøgler, hun kendte. »Et tastatur,« sagde hun. »Eller måske et kort med sin signaturforklaring og sine tomme pladser. Jeg tror, gåden handler om noget med tegn og steder til dem.«

»Et godt gæt,« lo gartneren. »Vælg nu én ting fra dette bord, du kan tage med.«

Pyntetingene glimtede som små stjerner. Men Fanta-Ghirò huskede den lange vej hjem, hvor tusmørket falder tidligt i bakkerne. Hun tog rebet og lanternen. »Noget skinnende er pænt,« sagde hun, »men et lys og et reb kan hjælpe nogen i mørket.«

Gartneren bukkede. »Mange går herfra med pynteting. Få går med sund fornuft.«

En tjener førte hende så ind i den store sal. Nabohersken sad ved et bord med et skakbræt foran sig, og alle hans hoffolk stod rundt om i forventning om et let spil mod en ung fremmed.

»Jeg hører, du bærer en besked,« sagde hersken. »Men først skal du spille med mig.«

Fanta-Ghirò satte sig. Hun skyndte sig ikke. Hun betragtede brættet, som hun engang havde betragtet fuglene i frugthaven, og flyttede sine brikker omhyggeligt. Hofferne hviskede. Så lod hun sin løber glide over brættet, og herskerens konge havde ingen steder at gå hen.

Salen blev stille. Hersken stirrede på brættet og så på hende. Så lo han højt. »Jeg er ikke blevet slået sådan i årevis! Hvem har lært dig det?«

»Mine søstre og mange regnfulde eftermiddage,« sagde Fanta-Ghirò. Hun lagde den forseglede rulle fra sig. »Min far sender ingen andre ord end disse: han vil gerne være jeres ven.«

Hersken ville lige til at svare, da en budbringer skyndte sig ind, støvet fra vejen. Han bukkede for Fanta-Ghirò og gav hende et brev. Det var i hendes søstres håndskrift. Der stod, at hendes far havde siddet alene på den sorte stol, siden hun tog af sted, og at slottet savnede hende.

Hersken vinkede allerede en tjener frem. »Jeg har planlagt en anden prøve til dig, en sværere,« sagde han.

Fanta-Ghirò foldede brevet sammen. »Den lyder god,« sagde hun venligt, »og jeg vil gerne prøve den en anden dag. Men min familie har brug for mig nu.«

Hersken så på hende og forstod. »Så rid hjem og sig til din far, at prøverne er forbi. Jeg vil gerne besøge ham.«

Hun red gennem aftenen med lanternen svingende fra sadlen og vejlederen ved sin side. Det var næsten mørkt, da hun nåede slottet og løb op ad trappen til salen.

Dér sad hendes far, og han sad ikke på den sorte stol. Han sad på den blå stol og smilede bredere, end hun nogensinde havde set. Hendes søstre stod ved siden af ham.

»En rytter kom før dig,« sagde han, »med bud fra nabohersken. Han siger, at hans rige vil have fred.« Han åbnede sine arme, og Fanta-Ghirò løb ind i dem.

En uge senere var slottets gård pyntet med flag. Lange borde var læsset med brød, frugt og honningkager, og midt på det største bord stod et skakbræt. Nabohersken og hans folk var kommet over bakkerne, og kongens folk tog imod dem ved porten.

Fanta-Ghirò, i sin blågrønne tunika og blå kappe, bød hver gæst velkommen ved navn. Hersken bad om en revanche, og hun sagde ja. Alle samledes for at se på, og for en gangs skyld var det ligegyldigt, hvem der vandt.

Den røde stol blev stående tom, den sorte stol blev stående tom, og kongen sad på den blå stol i solskinnet resten af dagen.