Et juleeventyr en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang, i det gamle London, en mand, der hed Ebenezer Scrooge. Han var rig, men han var den mest nærige og gnavne mand i hele byen. Han smilede aldrig, han gav aldrig noget væk, og når nogen ønskede ham glædelig jul, brummede han bare: »Pøh, humbug!«

En kold og tåget juleaften bankede en dreng, der hed Tom, på døren til Scrooges kontor. Tom bar på en kurv med kristtjørn til naboerne, og han var kommet for at ønske alle en glædelig jul. Derinde var der næsten lige så koldt som ude på gaden. Scrooge sad sammenkrøbet ved sin høje pult og talte sine penge. Hans kontorist, stakkels Bob Cratchit, sad og rystede på en skammel og prøvede at varme hænderne over en ild med kun ét eneste stykke kul i.

»Glædelig jul, mr. Scrooge!« sagde Tom.

»Pøh, humbug!« snerrede Scrooge. »Julen er spild af tid og penge.«

Bob Cratchit sendte Tom et venligt smil og et lille blink, og Tom besluttede, at nogen burde holde øje med den gnavne gamle mand.

Den nat gik Scrooge hjem til sit store, mørke hus og kravlede op i sin himmelseng med forhæng. Tom, der var fulgt efter for at give ham en kvist kristtjørn, kiggede frem bag en høj lænestol. Pludselig hørte de en klirrende, raslende lyd, der kom op ad trappen. Døren gik op, og ind svævede et blegt og bedrøvet genfærd, svøbt i lange lænker, hvor der hang pengeskrin, nøgler og hængelåse.

»Jacob Marley!« gispede Scrooge. »Min gamle kompagnon!«

»Jeg bærer den lænke, jeg smedede i live,« sagde genfærdet sorgfuldt. »Led for led, af hver eneste god gerning, jeg aldrig gjorde. Du smeder på en lige magen til, Ebenezer. Men der er stadig håb for dig. I nat får du besøg af tre ånder. Lyt til dem.« Og med en sidste raslen med lænkerne svævede Marley ud ad vinduet og var borte.

Klokken et fyldtes værelset med et blødt lys. Der, ved sengen, stod en underlig, lysende skikkelse, som et barn og en gammel mand på én gang, med en klar flamme, der strålede fra dens hoved. »Jeg er Fortidens Julegejst,« sagde den mildt. Den åbnede vinduet og tog Scrooge i ærmet, Tom holdt godt fast i sengestolpen, og pludselig fløj de alle sammen hen over tagene.

De landede i et varmt og travlt pakhus fuldt af musik og latter. En spillemand spillede violin oppe på en tønde, og en lystig, rund mand dansede af alle kræfter. »Jamen, det er jo gamle Fezziwig!« råbte Scrooge. »Her arbejdede jeg, da jeg var ung! Velsignet være han!« De så den unge Scrooge danse og le med sine venner, og for første gang i mange år smilede den gamle Scrooge.

Da de var tilbage i Scrooges soveværelse, slog klokken to, og en vældig latter rungede fra stuen ved siden af. Scrooge og Tom åbnede døren og gispede. Stuen var fyldt fra gulv til loft med kalkuner og budding, appelsiner og ristede kastanjer og små julepostejer, og øverst på det hele sad en lystig kæmpe i en grøn kappe med en lysende fakkel i hånden. »Jeg er Nutidens Julegejst,« drønede han venligt. »Kom og se!«

Han viste dem Scrooges nevø Fred, der lo til sit juleselskab, mens gæsterne legede blindebuk. Så viste han dem familien Cratchits lille bitte hus. Der var ikke meget på bordet, men mrs. Cratchit bar en lille julebudding ind lige så stolt, som var den den fineste i hele landet, og alle jublede. Bob Cratchits yngste søn, Lille Tim, sad på sin lille skammel med krykken ved siden af sig. Han var lille og ikke helt rask, men han løftede sit krus og sagde: »Gud velsigne os alle sammen!«

»Ånd,« sagde Scrooge stille, »sig mig, at det går Lille Tim godt.«

Gejsten sagde ingenting, og stuen blegnede bort.

Klokken tre kom en høj, tavs skikkelse i en lang, mørk hætte glidende imod dem. Den sagde ikke et ord. Det var Fremtidens Julegejst. Den løftede en lang hånd og pegede. De så familien Cratchits lille hjem igen, men nu var der stille og dunkelt. Den lille skammel ved ilden stod tom, og den lille krykke stod lænet op ad væggen. Ingen lo.

Scrooge faldt på knæ. »Ånd, jeg vil forandre mig!« råbte han. »Jeg vil bære julen i mit hjerte hele året rundt. Sig, at det ikke er for sent!« Tom stod tæt bag ham, og han kunne se, at Scrooge virkelig mente det.

I næste øjeblik lå Scrooge i sin egen seng og holdt om sin egen sengestolpe, og solskinnet strømmede ind ad vinduet. Kirkeklokkerne ringede over hele London. Scrooge slog vinduet op, og Tom lænede sig ud ad ruden ved siden af.

»Hallo, du dér, knægt!« råbte Scrooge ned til en dreng på den snedækkede gade. »Hvad dag er det i dag?«

»Jamen, det er juledag, min herre!«

»Juledag! Så har jeg ikke gået glip af den!« lo Scrooge. »Kender du fjerkræhandleren på hjørnet? Ham med den præmierede kalkun i vinduet, den, der er lige så stor som dig? Løb hen og køb den, og sørg for, at den bliver bragt hjem til Bob Cratchit!«

Så blev den kæmpestore præmiekalkun båret gennem gaderne hen til familien Cratchits dør, og Tom gik bagefter med sin kurv med kristtjørn og smilede fra øre til øre.

Den eftermiddag bankede det på familien Cratchits dør. Ind kom Scrooge, helt strålende, med et flot nyt halstørklæde om halsen. »Glædelig jul!« sagde han. »Jeg er kommet for at være med til jeres julemiddag, hvis I vil have mig. Og Bob, fra i morgen får du mere i løn, og vi skal skaffe dig alt det kul, du har brug for!«

De satte sig alle sammen omkring den gyldne kalkun, og der blev leet og jublet og trukket knallbonbons, til lysene var brændt langt ned. Scrooge holdt sit ord. Han blev en lige så god ven og et lige så venligt menneske, som den gamle by nogensinde havde kendt, og han blev som en anden far for Lille Tim, der blev stærk og rask. Og for altid efter sagde folk, at hvis nogen forstod at holde jul, så var det Ebenezer Scrooge.

Som Lille Tim sagde: »Gud velsigne os alle sammen!«