Den grimme ælling en personlig bog med dit barn som helten

Der var så dejligt ude på landet; det var sommer. Kornet stod gult, høet var rejst i grønne stakke nede i engene, og storken gik på sine lange røde ben. Midt i det hele lå en gammel herregård med dybe kanaler rundt om, og under de store skræppeblade nede ved vandet lå en and på sin rede.

Hun havde ligget der længe og var ved at være godt træt af det. Endelig knagede det i det ene æg efter det andet, pip, pip, og ud kom ællingerne, gule og dunede, og stak hovederne frem under bladene.

"Pip, pip!" sagde de. "Hvor er verden dog stor!"

Men det allerstørste æg lå der endnu.

"Vil det da aldrig gå i stykker?" sukkede andemoderen og lagde sig på det igen.

Endelig revnede det store æg. "Pip, pip," sagde den lille og væltede ud. Han var meget stor og meget grå og lignede slet ikke de andre.

"Du godeste, sikken en stor ælling," sagde andemoderen. "Ingen af de andre ser sådan ud."

Næste dag skinnede solen på de grønne skræpper, og andemoderen gik med hele sin familie ned til kanalen. Plask! Dér sprang hun i vandet. "Rap, rap!" sagde hun, og den ene ælling efter den anden plumpede ud efter hende. Vandet slog hen over hovedet på dem, men de kom straks op igen og flød så prægtigt. Den store grå ælling svømmede med.

"Se, hvor godt han bruger benene," sagde andemoderen stolt, "og hvor rank han holder sig. Det er dog mit eget barn, og egentlig ret køn, når man ser rigtigt på ham."

Så tog hun ungerne med ind i andegården for at hilse på dem allesammen. Men ænderne dér stirrede på den store grå.

"Se den dér!" snadrede de. "Hvor er han grim! Ham vil vi ikke have her."

Hønsene kaglede, og kalkunen, som var født med sporer og troede, han var kejser, pustede sig op som et skib for fulde sejl og kollerede, til han blev helt rød i hovedet.

"Lad ham være," sagde andemoderen og bredte vingerne ud. "Han gør jo ingen noget."

Men sådan blev det ved dag efter dag. Alle lo ad den stakkels ælling, fordi han var så stor og så grim, selv hans egne søskende. Og til sidst var han så ulykkelig, at han løb bort og fløj over hækken. De små fugle i buskene fløj forskrækkede i vejret.

"Det er, fordi jeg er så grim," tænkte ællingen og lukkede øjnene og løb videre.

Han kom ud til den store mose, hvor vildænderne boede, og lå der hele natten, træt og bedrøvet. Om morgenen så vildænderne på ham. "Hvad er du for en?" sagde de. "Du er gruelig grim. Men lige meget, du må gerne blive i vores mose, bare du ikke er i vejen." To unge vildgæs lo også ad ham. Så kom en stor hund plaskende gennem sivene. Han stak snuden helt hen til ham, snusede og plaskede af sted igen uden at røre ham.

"Jeg er så grim, at ikke engang hunden gider bryde sig om mig," sukkede ællingen.

Hen mod aften blæste det op til storm, og ællingen fandt et lille skævt hus med en ødelagt dør og smuttede ind gennem sprækken. Der boede en gammel kone med sin kat, som kunne skyde ryg, spinde og endda give gnister, og med sin høne, som lagde gode æg. Konen så ikke så godt og troede, at han var en fed and, som snart ville lægge æg hun også.

"Kan du lægge æg?" spurgte hønen.

"Nej."

"Kan du skyde ryg og spinde?" spurgte katten.

"Nej."

"Så skal du holde mund, når fornuftige folk taler."

Ællingen sad i en krog og var i dårligt humør. Så fik han sådan en længsel efter frisk luft og solskin og efter at flyde på vandet, at han måtte sige det til hønen.

"Sikken en dum idé," sagde hønen. "Spørg katten, om han kan lide at flyde på vandet. Spørg den gamle kone!"

"I forstår mig ikke," sagde ællingen. Og så gik han ud i den vide verden.

Det blev efterår. Bladene i skoven blev gule og brune, og vinden fik dem til at danse. En aften, mens solen gik ned, steg en hel flok store, dejlige fugle op af buskene. De var skinnende hvide med lange, smidige halse. Det var svaner. De bredte deres store vinger ud og fløj bort til varmere lande. Den grimme ælling strakte halsen efter dem og udstødte et skrig, så underligt, at han selv blev bange for det. Han vidste ikke, hvad de hed, eller hvor de fløj hen, og dog holdt han af dem, som han aldrig havde holdt af noget før.

Så kom vinteren, så kold, så kold. Ællingen måtte svømme rundt og rundt i vandet for at holde et lille hul åbent, men for hver nat blev det mindre, til ællingen ikke kunne røre sig og frøs fast i isen.

Tidligt om morgenen kom en venlig bonde forbi. Han så ham, gik ud og huggede isen i stykker med sin træsko og bar ham hjem til sin kone. Dér, i en kurv med halm ved den varme kakkelovn, kom ællingen til live igen. Bondens barn kom med brødkrummer til ham hver dag og holdt dem frem helt forsigtigt for ikke at skræmme ham. Og så fik ællingen lov at tilbringe den lange vinter varm og tryg, mens sneen faldt udenfor.

Da solen igen begyndte at skinne varmt, og lærkerne sang, løftede ællingen sine vinger. De var stærkere end før og bar ham højt op og langt bort, indtil han slog ned i en stor have, hvor æbletræerne stod i blomst, og syrenerne lod deres lange grønne grene hænge ned over en bugtet sø.

Ud af krattet kom tre dejlige hvide svaner. De bruste med fjerene og flød så let på vandet. Ællingen kendte dem, og en underlig tristhed kom over ham.

"Jeg vil flyve hen til de kongelige fugle," tænkte han, "selv om de ler ad mig, fordi jeg er så grim." Og han fløj ud på vandet og svømmede hen imod dem. Da de kom farende imod ham med strittende fjer, bøjede han hovedet ned mod vandet, parat til at blive leet ad.

Men hvad så han i det klare vand? Han så sit eget billede, og han var ikke længere en klodset, mørkegrå fugl, grim at se på. Han var en svane!

Det gør ikke noget at være født i andegården, når man bare har ligget i et svaneæg.

De store svaner svømmede rundt om ham og strøg ham med næbbet. Nogle små børn kom ned i haven og kastede brød ud i vandet, og den mindste råbte: "Der er en ny!" Og de andre jublede: "Ja, der er kommet en ny! Og den nye er den smukkeste af dem alle, så ung og så dejlig!"

Så blev han helt undselig og stak hovedet ind under vingen. Han var lykkelig, så lykkelig, men slet ikke stolt, for et godt hjerte bliver aldrig stolt. Han bruste med fjerene, løftede sin slanke hals og sagde af hele sit hjerte: "Så megen lykke drømte jeg ikke om, da jeg var den grimme ælling!"