Bremerbyens musikanter en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang et gammelt gråt æsel, som boede ved en mølle. I mange, mange år havde han båret de tunge melsække fra møllen til markedet uden at klage en eneste gang. Men nu var han blevet gammel, benene var trætte, og hver sæk føltes tungere end den forrige.

"Du har arbejdet nok, gamle ven," sagde mølleren en morgen og klappede ham på halsen. "Nu må du hvile dig. Du skal ikke bære flere sække."

Æslet så på møllen og på sækkene, der stod stablet ved døren, og han tænkte sig længe om. "Jeg er for gammel til at bære sække," sagde han til sidst, "men jeg er ikke for gammel til at synge. Jeg tager til Bremen og bliver bymusikant."

Møllerens lille datter havde hørt hvert eneste ord. "Så går jeg med," sagde hun, "så du ikke bliver ensom på vejen."

Mølleren lo og rystede på hovedet, og han puttede et brød ned i hendes taske. "Så gå bare, I to," sagde han. "Og kom hjem med en sang."

Så drog pigen og æslet af sted ad den lange landevej. De gik forbi vejskiltet, der pegede mod Bremen, og bag dem blev møllen mindre og mindre.

De var ikke nået ret langt, da de fandt en gammel jagthund, der lå i vejkanten og pustede, som om han havde løbet hundrede mil.

"Hvorfor puster du sådan, gamle hund?" spurgte pigen.

"Åh," sukkede hunden, "jeg er for gammel til at gå på jagt. Mine ben vil ikke løbe mere, og min herre vil ikke have mig. Hvad skal jeg dog gøre?"

"Kom med os til Bremen," sagde pigen. "Vi skal være musikanter. Æslet spiller på lut, og du kan slå på trommen."

Det syntes hunden var en glimrende idé, og han rejste sig og travede med ved siden af dem.

Lidt længere fremme sad en gammel stribet kat midt på vejen med et ansigt som tre dages regnvejr.

"Hvad er der i vejen, gamle mis?" spurgte pigen.

"Jeg er ved at blive gammel," sagde katten, "mine tænder er sløve, og jeg ligger hellere og spinder bag den varme kakkelovn end at jage mus. Derfor siger konen i huset, at jeg ikke duer til noget. Hvor skal jeg nu gå hen?"

"Kom med os til Bremen," sagde pigen. "Du ved alt om natmusik. Du kan være vores sangerinde."

Det lød godt i kattens ører, og hun gik med.

Snart kom de fire venner forbi en bondegård. Dér på lågen sad en rød hane og galede af sine lungers fulde kraft.

"Kykkeliky! Kykkeliky!"

"Du galer, så skyerne ryster," sagde pigen. "Hvad er der dog sket?"

"Bondekonen siger, at jeg larmer alt for meget," svarede hanen, "og i morgen skal jeg væk. Så i dag galer jeg så højt, jeg kan, så længe jeg har en låge at gale fra."

"Så kom med os," sagde pigen. "Du har en flot, kraftig stemme, og når vi spiller allesammen, bliver det noget at høre på!"

Hanen baskede ned fra lågen, og nu var de fem på vejen til Bremen.

Men Bremen lå langt væk, og de kunne ikke nå derhen på én dag. Om aftenen kom de ind i en stor, mørk skov, og dér besluttede de at overnatte. Æslet og hunden lagde sig under et stort træ, katten satte sig på en gren, pigen krøb sammen på en mosgroet rod, og hanen fløj helt op i trætoppen, hvor han følte sig mest tryg.

Før han faldt i søvn, så hanen sig om til alle sider. "Jeg kan se et lys!" råbte han ned. "Derovre må der ligge et hus."

"Så lad os gå derhen," sagde pigen, "for en seng under tag er bedre end en seng i mosset."

Så gik de hen mod lyset, og det blev større og klarere, indtil de stod foran et lille hus med et lysende vindue. Æslet, som var det største, listede sig hen og kiggede ind.

"Hvad ser du, Gråskimmel?" hviskede hanen.

"Jeg ser et bord fuldt af gode sager at spise og drikke," sagde æslet, "og røvere, der sidder rundt om det og lader sig det vel smage."

"Det ville være lige noget for os," sagde pigen. Og sammen fandt de på en plan.

Æslet stillede forbenene op i vindueskarmen. Hunden sprang op på æslets ryg. Katten klatrede op på hundens ryg. Og hanen fløj op og satte sig på kattens hoved. Pigen trådte et stykke tilbage i den månelyse have og løftede hænderne.

"Én," hviskede hun. "To … tre!"

Og så begyndte de allesammen på deres musik på én gang. Æslet skrydede, hunden gøede, katten mjavede og hanen galede, og med et vældigt rabalder tumlede de ind ad vinduet. Røverne for op af skræk, for de troede, at der kom et uhyre, og de løb ud ad døren og ind i skoven, så hurtigt benene kunne bære dem.

Så satte de fem venner sig til bords og spiste, som om de ikke skulle have mad i en hel måned.

Da de var færdige, pustede de lysene ud, og hver især fandt et sted at sove. Æslet lagde sig i den bløde halm i gården, hunden bag døren, katten ved den varme aske i ildstedet, hanen oppe på tagbjælken, og pigen på træbænken under et kludetæppe.

Ved midnat så røverne, at huset var mørkt og stille. "Måske løb vi for hurtigt," sagde røverhøvdingen, og han sendte en af røverne tilbage for at se efter.

Røveren listede ind i køkkenet med et lys. Ved ildstedet så han to klare, gløende øjne, og han troede, det var gløder. Han bøjede sig ned for at tænde sit lys ved dem. Men det var kattens øjne! Katten hvæsede og fnyste. Hunden sprang op bag døren og gøede. Ude i gården skrydede æslet. Og oppe på bjælken vågnede hanen og galede: "Kykkeliky!"

Røveren løb hele vejen tilbage til sin høvding. "I det hus sidder en heks, som hvæsede ad mig," pustede han, "og bag døren står en mand, som knurrer, og i gården ligger et sort uhyre, som brøler, og oppe på taget sidder en dommer, som råber: 'Bring mig den slyngel!' Derhen går jeg aldrig igen!"

Og røverne gik aldrig derhen igen.

Men de fem venner holdt så meget af det lille hus, at de slet ikke tog videre til Bremen. Hver aften spillede de musik uden for døren: de skrydede og gøede, mjavede, galede og sang. Og en aften hørte mølleren musikken langt væk ved sin mølle. Han fulgte den gennem skoven med sin lygte og kom til aftensmad. Og han sagde, at han aldrig havde hørt et finere orkester.