Aladdin og den forunderlige lampe en personlig bog med dit barn som helten

For længe siden boede der i en stor by i Østerland en dreng, der hed Aladdin. Han boede med sin mor i et bitte lille hus for enden af en støvet gade, ved siden af en tom grund, hvor intet groede. De var meget fattige, men Aladdin var kvik og glad, og hver dag snoede han sig gennem den larmende, farvestrålende basar med tomme lommer og øje for alting: silken og krydderierne, kobberkedlerne og kurvene med figner.

En dag blev han standset ved springvandet af en fremmed i en mørk kappe. Han havde et skarpt ansigt og en stemme som honning.

»Du ligner en klog dreng,« sagde han. »Har du lyst til at tjene en sølvmønt? Ikke langt herfra er der en hule, som ingen andre tør gå ind i. Derinde er der én lille ting, jeg gerne vil have: en gammel lampe. Hent den til mig, så er mønten din.«

En hel sølvmønt! Aladdin sagde ja med det samme.

Den fremmede førte ham uden for byens mure til en nøgen, stenet bakkeskråning. Dér løftede han armene og udtalte ét enkelt, mærkeligt ord, og med en dyb, skurrende lyd åbnede en stendør sig i klippen. Varmt, gyldent lys strømmede op af mørket.

»Gå derned,« sagde den fremmede. »Rør ikke ved noget på vejen. Bring mig lampen.«

Aladdin gik ned ad en lang trappe ind i en hule dybt under basaren. Og sikken en hule! Der stod træer af ædelstene, hvor rubiner og smaragder hang som frugter. Der lå bunker af guldmønter, og i et hjørne lå et sammenrullet tæppe med gyldne kvaster. Aladdin rørte ikke ved noget. Allerinderst i hulen, på en klippehylde, stod en støvet gammel lampe.

»Den her?« sagde Aladdin. »Alt det her for en støvet gammel lampe?« Han tog den, stak også tæppet ind under armen, fordi det så så blødt ud, og klatrede op ad trappen igen.

»Giv mig lampen!« råbte den fremmede oppefra. »Skynd dig, knægt, ræk mig den først!«

Noget i hans stemme gjorde Aladdin urolig. »Hjælp mig op først,« sagde han, »så kan du få den.«

»Lampen først!« skreg den fremmede, og da Aladdin stadig ikke ville give ham den, blev han rasende. Han udtalte det mærkelige ord igen, og stendøren smækkede i over Aladdin med et vældigt brag. Aladdin var spærret inde, helt alene, i mørket.

Længe sad han på trappen. Til sidst begyndte han, mest for at have noget at tage sig til, at gnide lampen ren med ærmet.

Straks steg en lille røgsky op af tuden. Den voksede og hvirvlede og fyldte hele hulen, og ud af den rejste sig en ånd, vældig og glitrende, med armene over kors og hovedet næsten oppe under loftet.

»Jeg er lampens ånd,« sagde han med en stemme som fjern torden. »Du har kaldt på mig, og du skal få tre ønsker. Hvad befaler du?«

Aladdin kunne næsten ikke få et ord frem. Så sagde han det mest ligetil i hele verden. »Jeg ønsker, at jeg var ude af den her hule og stod i min egen gade.«

Og i et øjeblik stod han uden for sin egen hoveddør med lampen i den ene hånd og tæppet under armen.

Hans mor kunne næsten ikke tro på historien. »En ånd? I den gamle tingest?« Men hun troede snart på den, for samme aften gned Aladdin på lampen igen og ønskede sit andet ønske.

»Jeg ønsker et hjem, som min mor kan være stolt af,« sagde han, »med nok i til at dele med hele gaden.«

Næste morgen var den tomme grund ved siden af deres hus forsvundet. I stedet stod der et palads af hvid marmor med gyldne kupler, og derinde var der dækket op til fest for hver eneste familie i gaden. Alle spiste, til de ikke kunne mere.

Nyheden om paladset spredte sig hurtigt, og den nåede frem til ørerne på en grisk købmand. Han lagde to og to sammen og regnede ud, præcis hvor Aladdins lykke kom fra.

Næste dag kom købmanden ned ad gaden med en vogn fuld af skinnende nye lamper. »Nye lamper for gamle!« råbte han. »Nye lamper for gamle!«

Aladdin var ude, og hans mor, der syntes, det var en rigtig god handel, gav købmanden den støvede gamle lampe fra hylden og fik en skinnende ny i bytte. Købmanden løb sin vej med den gamle lampe under kappen og lo for sig selv.

Da Aladdin kom hjem og hørte, hvad der var sket, spildte han ikke et øjeblik. Han rullede tæppet med de gyldne kvaster ud, satte sig på det og sagde: »Vær sød at følge efter den købmand!« For han havde allerede opdaget, at det ikke var noget almindeligt tæppe. Det løftede sig fra gulvet, susede ud ad vinduet og fløj hen over byens tage som en fugl.

De fandt købmanden langt ude ad vejen, hvor han sad på en sten og gned den gamle lampe som en gal. Der skete ingenting, for ånden ville ikke komme ud for en tyv.

Ned dykkede det flyvende tæppe. Købmanden så op, så en dreng flyve gennem luften på et tæppe og var lige ved at falde ned af stenen af skræk.

»Du byttede dig ærligt til lampen hos min mor,« sagde Aladdin, »så jeg bytter den ærligt tilbage hos dig. Din nye lampe for min gamle.«

Købmanden var så bange for en dreng, der kunne flyve, at han straks rakte ham den gamle lampe. Aladdin gav ham hans skinnende nye lampe tilbage, og købmanden drog af sted ad vejen med sin vogn og alle de skinnende nye lamper, han kunne tage med, og han kom aldrig tilbage til den by igen.

Den nat sad Aladdin på taget af sit palads med lampen i skødet og gned den en sidste gang.

»Du har ét ønske tilbage,« sagde ånden. »Hvad befaler du?«

Aladdin tænkte på hulen og på mørket og på, hvor længe ånden måtte have været spærret inde i den støvede gamle lampe.

»Hvor længe har du været derinde?« spurgte han.

»I tusind år,« sagde ånden.

»Så ønsker jeg,« sagde Aladdin, »at du var fri.«

Ånden stirrede på ham. Så lo han, en vældig, glad latter, der fik stjernerne til at ryste, og han steg op på nattehimlen, endelig fri. Og hvert år derefter, på den samme nat, fløj et stjerneskud hen over Aladdins palads, og Aladdin vinkede altid til det.