Tommelise en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en kone, som af hele sit hjerte ønskede sig et lille bitte barn. Så hun gik til en klog gammel kone og spurgte, hvad hun skulle gøre.

"Tag dette bygkorn," sagde den kloge gamle kone. "Læg det i en urtepotte, så skal du få noget at se."

Konen plantede kornet, og straks voksede der en stor, dejlig blomst op, ganske som en tulipan, med de røde blade lukket tæt sammen. "Sikken en nydelig blomst," sagde konen, bøjede sig ned og kyssede den. Med et lille smæld sprang blomsten ud, og dér, midt på den grønne stol inde i blomsten, sad en bitte lille pige, ikke større end en tommelfinger. Derfor kaldte konen hende Tommelise.

Tommelise sov i en blankpoleret valnøddeskal, med violblade til madras og et rosenblad til dyne. Om dagen legede hun på køkkenbordet, hvor der stod en tallerken med vand og en krans af blomster hele vejen rundt. Hun sad i et tulipanblad og roede fra den ene side til den anden med to hvide hestehår som årer, og hun sang så yndigt, at konen holdt op med sit arbejde for at lytte.

En nat hoppede en stor, våd skrubtudse ind gennem en itu rude. "Sikken en sød lille én," kvækkede hun. "Hun ville passe fint til min søn." Hun tog valnøddeskallen med den sovende Tommelise og hoppede af sted ned til den brede brune å, hvor hun boede med sin søn i mudderet.

"Koax, koax, brekke-ke-kex!" var alt, hvad sønnen kunne sige.

"Tys, ellers løber hun fra os," sagde den gamle skrubtudse. "Vi sætter hende ud på et åkandeblad. For sådan en lille én er det ligesom en ø."

Da Tommelise vågnede og så vand hele vejen rundt, begyndte hun at græde. Men de små fisk havde hørt det hele. De stak hovederne op for at se på hende og besluttede, at hun ikke skulle blive hos skrubtudserne. De gnavede den grønne stilk over, som holdt bladet fast, og af sted drev det, langt ned ad åen, hvor skrubtudserne aldrig kunne nå hende.

En hvid sommerfugl flagrede rundt om hende og satte sig på bladet. Tommelise bandt den ene ende af sit bælte om sommerfuglen og holdt fast i den anden, og nu gled bladet hurtigere end nogensinde, mens solen fik vandet til at skinne som guld.

Så kom en stor oldenborre flyvende. Han syntes godt om hende og fløj op med hende i et højt træ. Men de andre oldenborrer kom for at glo, og oldenborre-frøknerne rejste følehornene. "Hun har jo kun to ben," sagde de, "og slet ingen følehorn. Hvor ser hun almindelig ud!" Så satte oldenborren Tommelise på en tusindfryd og lod hende blive der.

Hele sommeren boede Tommelise alene i den store skov. Hun flettede sig en seng af græs og hængte den under et skræppeblad, hun drak honning af blomsterne og morgenens dug. Men så kom den lange, kolde vinter. Blomsterne visnede, sneen begyndte at falde, og hvert snefnug var lige så stort som hun selv.

I udkanten af skoven lå en høstet kornmark, og mellem stubbene fandt Tommelise en lille dør. Den hørte til en gammel markmus, som havde en lun stue fuld af korn. Tommelise bad om et eneste bygkorn.

"Din stakkels lille én," sagde markmusen. "Kom ind i varmen. Du må blive hele vinteren, hvis du holder mine stuer pæne og fortæller mig historier."

En dag sagde markmusen: "Vi får besøg. Min nabo, muldvarpen. Han er meget rig og går i en fin sort fløjlspels." Muldvarpen kom, men han kunne ikke se, og han brød sig hverken om solen eller blomsterne. Tommelise sang for ham, og markmusen strålede af stolthed.

Muldvarpen havde gravet en lang gang mellem deres huse, og i den lå en svale, kold og stille, med vingerne trykket tæt ind til sig. Den nat kunne Tommelise ikke sove. Hun flettede et blødt tæppe af hø, listede ind i gangen og lagde det over svalen. Og da hun bøjede sig helt tæt, hørte hun det: bank, bank. Hans hjerte slog. Svalen var slet ikke død, han var bare stivnet af kulde.

Hele vinteren passede Tommelise ham i al hemmelighed. Da foråret kom, var svalen stærk igen. "Sæt dig op på min ryg," sagde han, "så flyver jeg dig ud i den grønne skov." Men Tommelise ville ikke gøre den gamle markmus ked af det, så hun sagde nej, og svalen fløj ud i solskinnet.

Den sommer lagde markmusen en plan. "Du skal bo hos muldvarpen," sagde hun, "dybt nede under jorden, for altid." Hun satte endda fire edderkopper til at spinde og væve, så alt kunne være klar til flytningen til efteråret.

Men Tommelise ville ikke bo dér, hvor hun aldrig mere skulle se solen. Den sidste dag gik hun ud på den gyldne mark for at sige farvel. "Farvel, du klare sol," sagde hun og slog armene om en lille rød blomst. "Hils svalen fra mig, hvis du nogensinde ser ham."

"Kvivit, kvivit!" lød det over hende. Det var svalen, der kom susende ned over stubbene. "Jeg flyver bort til de varme lande," sagde han. "Vil du med nu?"

"Ja," sagde Tommelise. Hun kravlede op på hans ryg, bandt sit bælte fast i en af hans stærkeste fjer, og op fløj han, over skove og hav, over bjerge hvide af sne, helt til de varme lande, hvor luften dufter af blomster.

Ved en blå sø stod hvide marmorsøjler, og dér havde svalen sin rede. Nedenunder voksede store hvide blomster. Svalen satte Tommelise på en af dem, og sikken en overraskelse! Midt i blomsten stod en bitte lille mand, ikke større end hun selv, med en guldkrone og skinnende vinger. Han var blomsteråndernes konge, for i hver eneste blomst boede en lille ånd som ham.

"Velkommen," sagde han og bukkede. "Du er kommet langvejs fra. Vil du blive hos os og være vores ven?"

"Åh ja," sagde Tommelise. Så kom alle blomsterånderne ud af deres blomster, leende og klappende, og hver eneste én gav hende en gave. Den bedste af dem alle var et par skinnende hvide vinger. Kongen rakte dem frem, og de lagde sig helt af sig selv på hendes skuldre. Nu kunne Tommelise flyve fra blomst til blomst, og endelig havde hun et hjem blandt blomsterfolket.

Svalen sang sin allerskønneste sang for dem. Så fløj han tilbage mod nord, til landet hvor Tommelise var født, og sang hele historien for en mand, der skriver eventyr. Og derfor kender vi den den dag i dag.