Tandfeen en personlig bog med dit barn som helten

En helt almindelig morgen sad Emil ved morgenbordet med sin skål havregrød. Han tog en stor skefuld, og så mærkede han noget mærkeligt. En af hans fortænder vippede.

Han skubbede forsigtigt til den med tungen. Frem og tilbage. Frem og tilbage. Den vippede igen.

»Mor!« sagde Emil og fniste. »Min tand bevæger sig!«

Mor kiggede over bordet og smilede helt op til øjnene. »Din allerførste løse tand,« sagde hun. »Så er du blevet stor. Snart kommer tandfeen måske på besøg.«

»Tandfeen?« Emil glemte helt at spise.

»Hun samler på børns mælketænder,« sagde mor. »Når en tand falder ud, lægger man den under puden, og om natten kommer hun og henter den.«

Hele dagen kunne Emil ikke lade være med at vippe tanden. Han vippede den, mens han tog sko på. Han vippede den, mens han legede med klodser. Og om eftermiddagen, da solen skinnede, og han gyngede i haven, højere og højere, til hans tæer næsten nåede de grønne blade, vippede tanden, hver gang han svingede frem. Emil grinede så højt, at solsortene fløj op fra hækken.

Til eftermiddagsmad fik han et æble. Et stort, rødt og blankt æble, der duftede af sommer. Emil åbnede munden helt op og tog en stor bid.

Knas!

Æblet var sprødt og saftigt, og tanden vippede mere end nogensinde. Den hang kun i en lille smule. Emil så på æblet, og så på mor, og hans øjne blev store og runde.

Om aftenen stod han ude på badeværelset og skulle børste tænder. Han tog et kig i spejlet og rørte ganske forsigtigt ved tanden med fingeren. Og pop! Så faldt den ud, helt af sig selv. Det gjorde slet ikke ondt. Det kildede bare lidt.

Emil holdt tanden op mod lyset. Den var bitte lille og hvid som en perle. I spejlet så han sit eget smil med et lille hul lige i midten, og han kunne ikke lade være med at grine.

»Mor! Far! Den er ude!«

Mor fandt en lille stofpose med en snor, og far hjalp ham med at skrive et brev. Emil tegnede en tand med et smil og skrev selv sit navn nedenunder. Så foldede han brevet sammen.

Da det blev sengetid, kravlede Emil op i sengen, løftede det ene hjørne af puden og lagde posen med tanden derind, lige ved siden af det foldede brev. Han lagde puden pænt tilbage og klappede på den.

»Godnat, tand,« hviskede han. Så faldt han i søvn.

Midt om natten vågnede han. Der var et lille lys i værelset. Vinduet stod på klem, månen skinnede ind, og lige dér, foran vinduet, svævede en fe. Hun var ikke større end en kaffekop, hun havde vinger, der glimtede som sæbebobler, og i hånden holdt hun en bitte lille lygte, der lyste blødt og gyldent.

Emil satte sig op i sengen. Han turde næsten ikke trække vejret.

»Er du tandfeen?« hviskede han.

»Det er jeg,« sagde feen og smilede. »Og du er Emil, der har mistet sin allerførste tand. Tak for dit brev. Det var den fineste tegning, jeg har fået i lang tid. Har du lyst til at se, hvor din tand skal hen?«

Emil nikkede.

Feen rystede sin lygte, og ud kom et drys af glitrende støv, der dalede ned over ham som lysende sne. Det kildede i næsen og i tæerne. Og så blev Emil mindre. Først så stor som en dukke, så endnu mindre, og hans pyjamas blev mindre sammen med ham. Til sidst stod han oppe på puden, og den var lige så stor som en hel seng. Dynen lignede et bjerg.

»Hold mig i hånden,« sagde feen.

Og så fløj de. Ud gennem vinduet, op over haven og gyngen, op over de sovende huse, hvor alle lysene var slukket. Stjernerne funklede omkring dem, og Emil var ikke større end en tommelfinger, men han var slet ikke bange, for feens lygte lyste lige ved siden af ham.

Højt oppe mellem de bløde natteskyer lå et slot. Det skinnede, så det næsten blændede. Murene var bygget af tusinder og atter tusinder af små hvide tænder, lagt sammen som perler.

Ved porten stod en lille grå mus med et forklæde på. Den vinkede med begge poter.

»Velkommen, velkommen!« pibede musen. »Kom bare indenfor. Vi har ventet på dig.«

Inde i slottet var der fuld fart på. Små feer fløj rundt med bløde klude og pudsede tænder, til de lyste. Og når en tand var pudset rigtig godt, svævede den op gennem et hul i taget og blev til en stjerne på himlen. Nogle feer sad oppe på månen og pudsede den, så den blev blank og rund.

»Vil du hjælpe?« spurgte en af feerne og rakte Emil en klud.

Det ville han gerne. Han pudsede og pudsede, og hans tand blev så blank, at han kunne se sig selv i den.

Så tog tandfeen ham med hen til en mur, hvor der var et lille tomt hul, lige på størrelse med hans tand. Over hullet stod der Emil med små glitrende bogstaver.

»Den plads har vi gemt til dig,« sagde feen.

Emil satte forsigtigt sin tand ind i hullet. Den passede præcis. Og i det samme begyndte den at lyse sammen med alle de andre, og hele muren funklede lidt mere end før.

»Nu skal du hjem og sove,« sagde feen. »Det bliver snart morgen.«

De fløj tilbage gennem natten, ind ad vinduet og ned på puden. Glitterstøvet blev svagere og svagere, og Emil voksede og voksede, til han var sin egen størrelse igen. Han krøb ned under dynen, og den var lun og blød. Feen strøg ham over håret, og så sov han.

Da solen kom op, slog Emil øjnene op og huskede det hele på én gang. Han løftede puden. Posen med tanden var væk. I stedet lå der en skinnende mønt og et bitte lille brev, der glimtede af glitter. Der stod: Tak, Emil. Din tand lyser nu i mit slot.

Emil løb ud på badeværelset og smilede til spejlet. Og dér, i det lille hul, kunne han se en ny tand, der allerede tittede frem. Han tog sin tandbørste og børstede den helt forsigtigt og meget, meget stolt.