Superhelten, der lagde mærke til det en personlig bog med dit barn som helten

Maya havde lavet en kappe i honningens farve. Mor hjalp med at sætte den fast med små stofstropper ved skuldrene. Det turkise for glimtede, når Maya drejede rundt, og den korte kant holdt sig et godt stykke fra de lilla hjul. På den cremefarvede T-shirt sad der ét rundt filtmærke. Ingen bogstaver. Intet lyn. Maya havde ikke valgt en superkraft endnu.

»At flyve,« bestemte Maya og løftede en foldet papirfugl op mod himlen over gården. »Eller at løfte noget kæmpestort. Et helt hus, måske.« Mor smilede fra bænken. »Et hus ville være temmelig svært at sætte ned igen.« Maya forestillede sig taget, der vaklede, grinede og kiggede forventningsfuldt på kappen. Hvert øjeblik nu ville der helt sikkert komme et svuuush.

Maya ventede på de jævne fliser. Et blad bevægede sig. En due bevægede sig. Kappen gjorde slet ingenting. Maya sænkede fuglen og stirrede på det helt almindelige stof. Det var en god kappe. Men uden en superkraft, hvad var så meningen? Så raslede en papirpose. Deres velkendte nabo var standset ved lågen, havde sat indkøbene ned og gned sig i den ene hånd.

Maya var lige ved at se væk. En superhelt burde holde øje med kæmpestore ting. Men naboen samlede poserne op, tog tre skridt og standsede igen. Maya rullede nærmere, med mor ved siden af. »Vil du gerne have lidt hjælp?« Naboen kiggede ned i en lille pose. »Kunne du bære det her brød hen til mit havebord? Det er meget let.«

Den lille pose lå fladt på Mayas skød, så begge hænder var fri til at tage fat i hjulene. Mor bar de tunge indkøb. Hen ad den glatte sti kørte de, langsomt nok til at brødet var i sikkerhed. Ved bordet sukkede naboen glad. »Tak. Det skånede mine ømme fingre.« Maya forestillede sig to gyldne gnister ved siden af posen. Ikke rigtige gnister. Bare sådan som taknemmeligheden føltes.

Så kiggede naboen hen mod busken. »Hvor er den kattekilling nu blevet af?« Den rødlige killing sov som regel i en solbeskinnet urtepotte, men potten var tom. Maya kiggede op på en gren. Hvis det bare var muligt at flyve! Så kunne de lede på alle hustagene. En meget lille lyd afbrød den meget store idé. Mjav. Maya holdt helt op med at bevæge sig. Dér var den igen, næsten inde under de raslende blade.

Maya lagde hovedet på skrå og lyttede. En cremefarvet snude kiggede frem under den lave busk ved stien. »Dér!« Maya pegede uden at række ind. »Mor, ved siden af potten!« Mor kaldte på naboen, som forsigtigt lagde killingen ned i dens transportkasse. Maya holdt sig tilbage og gav den plads. Naboen tjekkede lågen på kassen. Flere gyldne gnister dansede i Mayas fantasi. Denne gang havde det hjulpet at være stille.

Efter frokost blev gården til en flod. Floden var blåt kridt, øerne var store cirkler, og Maya havde ansvaret for at finde på både. To børn ville have et vandfald. Maya ville have en kæmpestor malstrøm. De skulle lige til at begynde, da Maya fik øje på et andet barn, der stod uden for kridtstregen og gned et lille stykke kridt mellem tommel- og pegefinger.

»Vil du være med?« spurgte Maya. Intet svar. Malstrømmen ventede. Maya var lige ved at vende sig mod den igen, men huskede så det lille mjav: Noget stille kunne stadig betyde noget. »Du kunne lave en ø,« foreslog Maya, »eller hjælpe mig med at finde på en bro.« De lod der være en plads og ventede. Til sidst kiggede barnet op. »En bro med plads til en drage?«

»En venlig en,« sagde Maya. Det nye barn tegnede en flot bro med store løkker. Snart var alle i gang med at bestemme, hvor dragen skulle have sine hjemmesko. Maya grinede, til kinderne gjorde ondt. De forestillede gnister lyste omkring den plads, de havde holdt åben. Det bedste ved hele legen var kommet fra en, som Maya kunne være kommet til at overse.

Derhjemme ventede en anden lyd: en snøften fra det lave bord. Mayas lille søskende sad ved siden af en mast blå papirbåd. En pude var landet på den. »Kaptajn Krøl kommer til undsætning!« råbte Maya med en buldrende superheltestemme. Snøftet blev til et hulk. »Det er ikke sjovt.« Mayas smil forsvandt. Stemmen skulle have hjulpet, men den havde slet ikke hjulpet.

Maya ville gerne gøre alting glad igen med det samme. I stedet stoppede Maya optrinnet og kom hen til bordet. »Du kunne godt lide den båd.« Søskendet nikkede. Maya lagde en hånd i nærheden. »Vil du gerne have selskab?« Endnu et nik. De sad sammen, med mor tæt ved. Maya lovede ikke, at båden ville blive perfekt igen. Et stykke tid sagde ingen af børnene noget. Stilheden føltes varm i stedet for tom.

Efter et lille stykke tid spurgte Maya: »Skal vi lave en ny, eller skal vi blive siddende?« Søskendet valgte turkist papir. De foldede langsomt og skiftedes til at trykke hver fold. Den første båd blev også liggende på bordet. Da den nye båd foldede sig ud, stak den ene ende op som en næse. Søskendet lavede en lillebitte prustelyd. Så grinede begge børn. Maya forestillede sig dagens allerblødeste gyldne gnister.

Ved sengetid lå kappen sammenfoldet på en stol. Maya lå under den turkise dyne; kørestolen med de lilla hjul var parkeret ved siden af sengen. »Du bar brød, hørte en killing, gav plads i en leg og lyttede,« sagde mor. Søskendet tilføjede: »Du ventede på mig.« Maya rørte ved dynen. Ikke én af de ting havde krævet et svuuush.

»Jeg tror, den her by har en rigtig superhelt,« sagde mor. Maya smilede. Kappen var stadig almindeligt stof. Kraften havde ligget i at kigge, spørge og gøre noget venligt. »I morgen,« hviskede Maya, »vil jeg se, hvem der har brug for mig.« Så fulgte en søvnig tanke efter. »Og jeg vil spørge, hvad de har brug for, først.«