Superhelten, der blev venner med natten en personlig bog med dit barn som helten

Om dagen kendte Jules hvert eneste hjørne af soveværelset. Stumtjeneren holdt en rustrød frakke. Planten lænede sig ind mod vinduet. Den blå dyne var et hav, som Kanin kunne sejle hen over. Men da mor skruede ned for lampen ved sengetid, var det, som om værelset tog en andens tøj på. Noget højt ventede ved tæppet. Noget med lange fingre bredte sig ud over væggen.

Jules sad på sengen og klemte Kanin. De bløde ører kildede på kinden, men den stramme følelse blev siddende. En superhelt ville da bare lukke begge øjne. Jules prøvede. Fingrene virkede endnu længere bag de lukkede øjenlåg. Det ene øje gik op. Så det andet. Døråbningen var stadig fuld af varmt lys. Mor var ikke gået langt.

»Mor?« Det kom ud mindre, end Jules havde ment. Mor kom straks hen og knælede ved sengen. »Jeg ved godt, det er mit værelse,« hviskede Jules. »Men det føles ikke som mit værelse.« Mor lyttede uden at grine. »De former ser bekymrende ud for dig. Skal vi kigge på dem sammen?« Jules nikkede. At sige bekymringen højt havde givet lidt plads omkring den.

På den lave hylde lå en sennepsgul kappe fra en leg om eftermiddagen. De to skulderstropper gik let fra hinanden, og den nåede kun ned over hofterne. Mor hjalp Jules med at tage den på over den turkise pyjamas. Intet gik rundt om halsen. Så rakte hun Jules den lille LED-lommelygte. »Natlyshelten,« meddelte Jules, meget stille. Kanin kunne være hjælperen. Mor kunne også være med.

Jules stod stille på det ryddede tæppe og pegede lommelygten mod den høje form, væk fra alles øjne. En cirkel af lys landede på et ærme. Et helt almindeligt rustrødt ærme! Nedenunder hang frakkens andet ærme. Ovenover var knagen af træ. Formen havde slet intet hoved. »Det er din frakke,« sagde Jules. Stemmen lød lidt større nu.

Mor løftede det tomme ærme og lod det falde igen. »Den holdt regnen væk fra mig i dag.« Jules forestillede sig frakken, der ventede på en bus og fik dryp fra en paraply. Det var temmelig svært at være bange for en frakke, der havde brugt eftermiddagen på at blive regnet på. Jules smilede, men ét hjørne trængte stadig til at blive set på.

Ovre ved vinduet ventede de lange fingre. Jules knælede på tæppet og drejede lommelygten mod planten. Cirklen fandt et bredt grønt blad. Så et til. Deres almindelige, bløde skygger lå bag dem. »Blade,« sagde Jules og pustede langt ud. Bladene blev ved med at være blade. Intet var blevet til noget andet; lyset havde hjulpet Jules med at se det, der allerede var der.

»Hvorfor er skyggerne så store?« spurgte Jules. Mor flyttede lommelygten lidt tættere på et blad, mens Jules kiggede med ved siden af hende. Skyggen voksede. Længere væk krympede skyggen. Bladet blev ved med at være lige stort. Jules prøvede lommelygten én gang, langsomt. »Lyset flytter skyggen!« Der var ting at undre sig over i det her værelse, ikke kun ting at være bekymret for.

Ved et lavt bord lagde de en plan for sengetid. Jules tegnede tre enkle billeder: en lille lampe, et pust og Kanin. Mor stillede det lukkede natlys med batteri på natbordet, hvor skæret føltes blidt. Sammen prøvede de en behagelig indånding og en langsom, rolig udånding. Der var ingen grund til at gispe efter luft eller holde den fanget indeni.

»Hvad nu, hvis jeg bliver bange igen?« spurgte Jules. »Så kan du bruge din plan, og du kan altid kalde på mig,« sagde mor. De blev enige om at lade døren stå lidt på klem. Mor ville være i nærheden og komme tilbage og kigge til Jules. Jules tog kappen af, hængte den på den lave knage og lagde lommelygten væk. Kapper var til lege, mens man var vågen. Kanin måtte gerne blive til natten.

Den første nat sad mor ved sengen, mens Jules faldt til ro. Næste eftermiddag udforskede Jules bladets skygge i dagslys, behageligt udstrakt på tæppet med mor ved siden af. Denne gang begyndte legen med nysgerrighed. Næste aften ventede planen. Det gjorde frakken, planten og den lille flagren under Jules' ribben også. Det var skuffende. Var gårsdagens modige følelse blevet væk? Jules var lige ved at række ud efter lommelygten igen, men huskede så: De vidste jo allerede, hvad de former var. Det var bekymringen, der kom tilbage, ikke en ny gæst.

»Jeg føler mig helt usikker,« sagde Jules til mor. »Jeg vil prøve min plan.« Jules satte sig tilbage i sengen og lagde den ene hånd på maven. En behagelig indånding. En blid udånding. Flagren forsvandt ikke med det samme, men skuldrene blev bløde. Jules mærkede Kanins velkendte øre og så på den lille pøl af natlysets skær. Der var plads i den her seng til en bekymret følelse og et søvnigt barn.

Mor puttede den blå dyne om Jules og lod døren stå på klem. Da hun kom tilbage, som hun havde lovet, lå Jules og havde det rart med Kanin. »Er du her stadig?« mumlede Jules. »Lige i nærheden,« svarede mor. Jules smilede et lille søvnigt smil. Snart rummede værelset en frakke, en plante, et natlys og et barns stille vejrtrækning, mens det sov i sin egen seng.

Om morgenen kom Jules' ældre søskende med en papirmedalje, formet som en sol. Den havde intet bånd; Jules holdt den op mod pyjamassen. »Til Natlyshelten!« Mor sagde: »Du fortalte mig, hvad der gjorde dig bange. Du kiggede grundigt efter og brugte din plan.« Jules strålede. »Og jeg må godt spørge dig igen.« »Altid.« Jules lagde medaljen fra sig og viste sin ældre søskende det helt almindelige frakkeærme og forklarede gårsdagens opdagelse. Kanin fik et kys. Selv en superhelt kunne have nogen i nærheden.