Snehvide en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang midt om vinteren en dronning, som sad og syede ved et vindue med en ramme af sort ibenholt. Hun stak sig i fingeren, og tre røde dråber faldt ned i sneen udenfor, og hun ønskede: »Åh, havde jeg dog et barn, så hvidt som sne, så rødt som blod og så sort som ibenholt.« Kort efter fik hun en lille datter med en hud så hvid som sne, kinder så røde som roser og hår så sort som ibenholt, og hun blev kaldt Snehvide.

Da Snehvide stadig var helt lille, giftede kongen sig igen. Den nye dronning var smuk, men hun var hovmodig og misundelig, og hun havde et tryllespejl. Hver morgen stillede hun sig foran det og sagde:

»Spejl, spejl på væggen der, hvem er den skønneste i landet her?«

Og spejlet svarede altid: »Dronning, du er den skønneste i landet her.«

Men Snehvide voksede op og blev god og dejlig, og en morgen svarede spejlet:

»Dronning, du er skøn, det er sandt, men Snehvide er tusind gange skønnere end du.«

Det svar brød dronningen sig slet ikke om. Hun kaldte på sin jæger og sagde: »Tag pigen med langt ind i skoven, og sørg for, at hun aldrig kommer tilbage.«

Så førte jægeren Snehvide ind i skoven. Men da de var langt fra slottet, så han på hendes venlige ansigt og kunne ikke få sig selv til at gøre, som han havde fået besked på.

»Løb, barn,« sagde han stille. »Løb ind i skoven, og se dig ikke tilbage. Dronningen vil dig ondt, og du må aldrig vende tilbage til slottet.«

Snehvide løb mellem de mørke træer, og da natten faldt på, syntes hver gren at gribe ud efter hende og hver skygge at bevæge sig. Lige da hun troede, at hun ikke kunne tage et eneste skridt mere, så hun et lille lys skinne mellem træerne.

Det kom fra et bitte lille hus. Døren var kun lukket med klinken, så Snehvide gik ind. Der stod et lille bord med syv små tallerkener, syv små kopper og syv små skeer, og langs væggen stod syv små senge side om side. Der var ingen hjemme.

Snehvide var så sulten, at hun spiste lidt brød fra hver tallerken og drak en tår fra hver kop. Så lagde hun sig på tværs af tre af de små senge og faldt i en dyb søvn.

Huset tilhørte syv små dværge, som arbejdede hele dagen inde i bjerget og gravede efter guld og sølv. Da de kom hjem den aften og tændte deres syv lys, så de straks, at nogen havde været der.

»Hvem har spist af min tallerken?« sagde den første.

»Hvem har drukket af min kop?« sagde den anden. Og sådan fortsatte det, til den syvende så på sengene og råbte: »Se! Her ligger en pige og sover!«

De syv dværge stimlede sammen om hende med deres lys. »Sikket et dejligt barn,« hviskede de, og de lod hende sove.

Om morgenen vågnede Snehvide og så syv venlige ansigter, og hun fortalte dem det hele.

»Bliv hos os,« sagde dværgene. »Vi skal nok passe på dig, og her er du i sikkerhed.«

Så Snehvide blev. Dagene gik lykkeligt. Mens dværgene arbejdede i bjerget, fejede hun og bagte og sang, og om aftenen fortalte de alle sammen historier rundt om bordet. Og hver morgen, når de gik af sted med deres hakker og lygter, gav dværgene hende én regel: »Luk ikke op for nogen. Dronningen kunne finde ud af, hvor du er.«

Henne på slottet stod dronningen foran sit spejl. »Spejl, spejl på væggen der, hvem er den skønneste i landet her?«

Og spejlet svarede: »Bag bjergene, hvor de syv dværge bor, dér bor Snehvide, og hun har det godt.«

Dronningen rystede af raseri. Hun klædte sig ud som en gammel kræmmerkone med en hætte trukket langt ned over ansigtet og fyldte en kurv med frugt. Øverst lagde hun et æble med en sovefortryllelse. Den ene side var hvid, og den anden side var skinnende rød, og den, der tog en bid af den røde side, ville falde i en fortryllet søvn.

Hun gik over bjergene til huset og bankede på døren, mens de syv dværge var nede i minen.

»Dejlig frugt til salg!« råbte hun.

Snehvide kiggede ud ad vinduet. »Undskyld,« sagde hun, »men jeg må ikke lukke op for nogen.«

»Så tag det her som en gave, min pige,« sagde den gamle kone. »Se, jeg spiser selv halvdelen.« Hun skar æblet over og spiste den hvide halvdel, og den røde halvdel holdt hun op til vinduet.

Æblet så så lækkert ud, at Snehvide tog imod det. Hun tog én bid, og stykket af æblet satte sig fast i halsen på hende, og hun sank ned på gulvet i en dyb, fortryllet søvn. Dronningen skyndte sig leende bort.

Da de syv dværge kom hjem den aften, fandt de Snehvide liggende på gulvet. De råbte hendes navn, men hun vågnede ikke. Hendes kinder var stadig rosenrøde, og hun så ud, som om hun bare sov.

Dværgene gav ikke op. De byggede en seng af flettede grene til hende i lysningen, dækkede den med blomster og skiftedes til at holde vagt ved den, nat efter nat. Og hele tiden tænkte de grundigt over, hvad der var sket.

En aften fik den yngste dværg øje på et rødt æbleskrog i græsset ved husets vindue med én bid taget af det.

»Æblet!« råbte han. »Det er æblet, der gør det!«

Så løftede de syv Snehvide meget forsigtigt op og klappede hende på ryggen, blidt, sådan som man gør, når nogen har fået noget galt i halsen. Og stykket af det fortryllede æble røg ud af hendes hals.

Snehvide slog øjnene op og satte sig op i morgenlyset. »Hvad er der sket?« spurgte hun.

»Du er hos os,« sagde dværgene, der både lo og græd på samme tid, »og du er i sikkerhed.«

Henne på slottet stod dronningen foran sit spejl, helt sikker på svaret denne gang. »Spejl, spejl på væggen der, hvem er den skønneste i landet her?«

Og endelig fortalte spejlet hende den enkle sandhed. »Snehvide er vågen og i sikkerhed og elsket af alle, og et misundeligt hjerte er det mindst skønne af alt.«

Dronningen blev så rasende, at hun stormede ud af slottet og bort ad vejen, og hun blev aldrig set i det rige igen. Snehvide flyttede hjem til sin far, men hun glemte aldrig sine syv venner, og hver uge gik hun over bjergene til det lille hus for at fortælle historier rundt om bordet, ligesom før.