Rumleskaft en personlig bog med dit barn som helten

Der var engang en møller, som var fattig, men meget stolt. En dag, da han stod ved vejen uden for sin mølle, kom kongens karet skramlende forbi og holdt stille. Mølleren ville så gerne se fin og vigtig ud, at han, før han rigtig vidste, hvad han sagde, råbte: "Deres Majestæt, min datter kan spinde halm til guld!"

Nu elskede kongen guld mere end noget andet i hele verden. "Det er en kunst, jeg holder meget af," sagde han. "Hvis din datter er så dygtig, som du siger, så tag hende med op på slottet i morgen, så skal vi se."

Næste morgen førte kongen møllerens datter op ad en vindeltrappe til et kammer øverst i tårnet. Det var fyldt med halm fra væg til væg, og midt på gulvet stod en rok af træ og en lille skammel.

"Gå nu i gang," sagde kongen. "I morgen tidlig skal al denne halm være spundet til guld." Så gik han ud, drejede den store jernnøgle om i låsen og lod hende være alene.

Der sad den stakkels pige på sin skammel. Hun anede ikke, hvordan man spinder halm til guld. Det var der ingen i hele verden, der vidste. Hun kiggede på halmen, og halmen kiggede på hende, og til sidst begyndte hun at græde.

Lige pludselig gik døren op med en knirken, og ind trådte en sær lille mand med et langt skæg og en spids hue.

"God aften, møllerpige," sagde han. "Hvorfor græder du sådan?"

"Jeg skal spinde al den her halm til guld," hulkede hun, "og jeg ved ikke, hvordan man gør."

"Hvad giver du mig," spurgte den lille mand, "hvis jeg spinder den for dig?"

"Min halskæde," sagde pigen og rakte ham sin lille perlekæde.

Den lille mand tog halskæden, satte sig ved rokken, og snurre, snurre, snurre, tre omgange, så var spolen fuld af skinnende guldtråd. Han satte en ny på, og snurre, snurre, snurre, tre omgange, så var den anden også fuld. Sådan blev han ved hele natten, til hvert eneste halmstrå var spundet, og hele kammeret glimtede af guld.

Ved solopgang låste kongen døren op. Da han så guldet, blev han forbløffet og glad, men det gjorde ham bare endnu mere grisk. Samme aften førte han møllerens datter til et større kammer, hvor halmen lå endnu højere, og befalede hende at spinde også den før morgenen.

Igen satte pigen sig og græd, og igen gik døren op, og den lille mand trådte ind.

"Hvad giver du mig denne gang, hvis jeg spinder halmen for dig?"

"Ringen fra min finger," svarede pigen. Den lille mand tog ringen, satte sig ved rokken, og snurre, snurre, snurre, da det blev morgen, var al halmen guld.

Kongen blev gladere end nogensinde, men han havde stadig ikke fået nok. Den tredje aften førte han pigen til det allerstørste kammer, hvor halmen nåede næsten helt op til loftet. "Spind også denne," sagde han, "så skal du og din far have et hjem på mit slot, så længe I lever."

Da hun var alene, kom den lille mand for tredje gang. "Hvad giver du mig nu?"

"Jeg har ikke mere at give dig," sagde pigen.

Så kiggede den lille mand på det lille hvide lam, som var fulgt efter hende hele vejen fra møllen og nu stod tæt ved hendes side. "Så lov mig dit lam," sagde han.

Pigen vidste ikke, hvad hun ellers skulle gøre. Så hun lovede det, og den lille mand spandt også det allerstørste kammer til guld.

Om morgenen holdt kongen sit ord. Møllerens datter og hendes far flyttede op på slottet, og mølleren strålede af stolthed fra morgen til aften. Pigen fik fine nye klæder og et solrigt værelse helt for sig selv, og hendes lam trippede efter hende, hvor hun end gik. Og som dagene gik, glemte hun helt den lille mand.

Men en dag stod han pludselig i hendes værelse. "Giv mig nu det, du lovede," sagde han.

Pigen blev bange. Hun åbnede en kiste fuld af slottets juveler og skubbede den hen mod ham. "Tag det hele," bad hun, "men lad mig beholde mit lam."

"Nej," sagde den lille mand. "Noget levende er mig kærere end alle verdens skatte."

Da græd pigen så bitterligt, at den lille mand alligevel fik lidt ondt af hende. "Nå, godt," sagde han. "Jeg giver dig tre dage. Hvis du til den tid kan gætte mit navn, må du beholde dit lam."

Hele natten tænkte pigen på alle de navne, hun nogensinde havde hørt, og hun sendte et bud ud over hele landet for at samle flere. Da den lille mand kom næste dag, begyndte hun: "Hedder du Kasper? Melchior? Balthasar?" Hun læste alle navnene op fra buddets lange rulle, men ved hvert eneste lo den lille mand: "Sådan hedder jeg ikke!"

Den anden dag prøvede hun de underligste navne, man kunne finde: "Hedder du måske Ribbensteg? Eller Fåreskank? Eller Snørben?" Men han lo bare: "Sådan hedder jeg ikke!"

Den tredje dag kom buddet hastende tilbage. "Ikke ét eneste nyt navn kunne jeg finde," fortalte han, "men da jeg kom over en høj bakke ved skovbrynet, der hvor ræven og haren siger godnat til hinanden, så jeg et bitte lille hus. Foran huset brændte et bål, og rundt om bålet hoppede en helt latterlig lille mand på ét ben og sang:

*I dag bager jeg, i morgen brygger jeg,* *i overmorgen henter jeg lammet hjem til mig.* *Hvor godt, at ingen ved, hvad mit navn er, ha,* *for Rumleskaft, det hedder jeg, ja!*"

Hvor blev pigen glad, da hun hørte det!

Kort efter kom den lille mand ind. "Nå, møllerpige, hvad hedder jeg?"

"Hedder du Konrad?" spurgte hun.

"Nej."

"Hedder du Henrik?"

"Nej."

"Så hedder du måske," sagde hun og smilede, "Rumleskaft?"

"Det har nogen fortalt dig! Det har nogen fortalt dig!" skreg den lille mand, og han stampede så hårdt med højre fod, at den gik lige ned gennem gulvbrædderne. Han trak og sled, til han fik den fri, og så hoppede han op på en stor grydeske og fløj ud ad vinduet i et frygteligt raseri. Og ingen har nogensinde set ham siden.

Lammet sprang af glæde, og møllerens datter vinkede farvel fra vinduet. Fra den dag levede de lykkeligt sammen på slottet, og aldrig mere bad nogen nogen om at spinde halm til guld.